Jeg vil gerne fortælle lidt om at holde Victoriacichlider, da jeg mener at det er en meget overset, og meget stor gruppe af meget fine fisk. Det skal dog lige siges, at det ikke er uden problemer at kaste sin kærlighed på dem. Der er en række af faktorer som spiller ind, og hér kommer historien ind i billedet. Jeg vil i denne artikel prøve at give en kort forklaring på nogle af hovedårsagerne, men mest dog koncentrerer mig om de problemer, eller rettere udfordringer, man står over for som akvarist. Denne artikel er ikke ment som en udredning eller noget, men er mere skrevet for at skabe lidt interesse omkring disse spændende, små fisk, for det er ganske enkelt ikke muligt i en almindelig, kort artikel som denne, at belyse hverken området eller dyrene, i en mere dybdegående grad, uden at det bliver uhæmmet nørdet.

Om Lake Victoria, dens indbyggere, og problemerne i fiskenes naturlige habitat: Victoriasøen er en mindre vandpyt på ca. 68500 km2 - altså omkring dobbelt så stor som Danmark. Det er den største sø i Afrika og den grænser op til tre af verdens fattigste lande, som gennem generationer har været plaget af krige. Den nordlige halvdel tilhører Uganda, den sydlige halvdel Tanzania og en del af den nordøstlige del grænser op til Kenya. Søen ligger nær Ækvator, og skiller sig ud ved at store dele af den nordlige ende ligger lige op til regnskoven. Der er faktisk liv i hele søen, fordi den til forskel fra de mere kendte gravsænkningssøer (fx Lake Malawi og Lake Tanganyika), ikke er specielt dyb, idet den kun stikker 84m på det dybeste og har en gennemsnitsdybde på ca. 40m, men ellers er der alle de i forvejen kendte biotoper, man kender fra Malawi og Tanganyika. Dog er der dele af søen, som er bevokset med papyrus planter og rørskov, så planter er ikke ligeså fremmede i Victoriasøen som i de andre. En af de andre ting som adskiller den fra de andre mere kendte afrikanske søer er, at den har en række satellitsøer, som den føder gennem Victorianilen, som afgiver ca. 600 kubikmeter vand per sekund. Victoriasøen, og den begrænsede interesse om denne fra akvaristernes side, står i meget stærk kontrast til videnskabens, og det er en stor skam. Denne sø er rimelig interessant fordi den over en forholdsvis kort periode på ca. 30.000 år, har disket op med en masse arter af Haplochrominer, hvor det menes at Astatotilapia nubila er en af stamfædrene. Det menes også at der har været ca. 700 arter i søen, hvoraf langt de fleste desværre er uddøde. Der er nu kun ca. 170 arter tilbage, hvor det for langt størstedelens vedkommende også ser ret sort ud, og de fleste af de cichlider man finder i Victoria nu, står desværre på de røde lister over udrydningstruede arter. Det er i denne forbindelse vigtigt at sige, at er flere af de arter, som ikke er at finde i søen mere, der stadig er at finde i akvarier rundt omkring i Verden. En af de største syndere i forhold til nyere tids trussel på de naturligt forekommende Victoria-arter, er Nilaborren (Lates niloticus). Efter indførelsen denne fremmede art er der nu stort set kun klippelevende arter tilbage i Victoria. Det er en opportunistisk rovfisk med en kæmpe mund, som tager alt den kan gabe over, og den bliver gigantstor. Den blev udsat i søen engang i 60erne for at give de lokale et levebrød - en velmenende handling, som fik fatale følger for den naturlige fauna. Den formerede sig i en grad, som ingen havde forudset, og støvsugede søen for næsten alt. Denne forsætlige faunaforurening har faktisk skabt ubalance i hele økosystemet dernede. Der er kommet insektplager og algeopblomstringer, samt en masse uoverskuelige konsekvenser ud af det. Men det ser ud til at være stagneret, og der rent faktisk er tilbagegang af denne ”Killer-guppy” p.gr.a. erhvervsfiskeriet. Der bliver hevet mange tons Nilaborrer op hver dag, og det er meget normalt med fisk på 45kg, men der er fanget eksemplarer på helt op til 100 kg i søen. Der er kommet en hel industri ud af det, og Nilaborren er blevet områdets største eksportvare. Vi kan så ude i de små husstande være med til at støtte op om projektet, ved at købe Victoriafisk i supermarkedet eller hos fiskehandleren, når der står fisk på menuen - for så er det Nilaborrer man køber og spiser.

Fiskeriet har dog medført en anden problemstilling, og det er den kraftige forurening, den medfølgende industriopblomstring har medført. Dels fiskeindustrien, men også en faktisk mere skadelig træindustri. Fælles for dem er, at de hiver vand op af søen og bruger det, for derefter at lede det ud igen fyldt med affaldsstoffer, såvel organiske som kemiske, og dét er jo heller ikke til den store gavn for nogen, da større dele af søen er så forurenede at livet er helt fortrængt i nærheden af industrierområderne. Hér er søbunden død i store områder, og der er store mængder af sediment/slam på bunden, algeopblomstringer som kvæler lyset osv. Endnu en ond cirkel at slås med. Sigtbarheden i søen er flere steder helt nede på 50cm, hvilket gør at det kan være svært for forskerne at se hvad der er - eller ikke er - tilbage. Det stiller os så i et politisk dilemma; for skal vi så stoppe den industri vi selv har været med til at opbygge og derved gøre mange millioner mennesker arbejdsløse for at rede søen, eller hvad skal vi? Vi kan jo også vælge at acceptere, at et kæmpe naturområde er gået tabt. Én grund er der dog til fortrøstningsfuldhed, og det er at der er opstået en gruppe af biologer og forskere, som mere eller mindre har viet deres liv til området, og der igennem disses virke er taget en række initiativer til at lave rensningsanlæg og generelt at modernisere industrien, så den forurener mindre, og det viser lige så stille små tegn på forbedringer, men det ér jo Afrika, og dette kontinent er bredt kendt for at være en stor frustration, fordi tingene langt fra går så stærkt som man kunne ønske, og lige Victoriasøen er et overset område som både kræver og også får store resurser, men uden at man hører så meget om det.

Hvad kan vi bruge alt dette til som akvarister, og hvordan kan vi forholde sig til det? Jo, først og fremmest kan vi hjælpe med at aflive myterne omkring fiskene. Der findes nemlig nogle myter om disse fine, små cichlider, som trænger til at blive belyst, og for manges vedkommende aflivet. Og vi kan prøve at holde en art eller to i vores akvarier så vi kan opsamle nogle erfaringer at give videre til vores efterkommere, så disse fisk ikke går helt hen i glemselen. Der er nemlig overhovedet ikke noget hokus pokus ved at holde Victoriacichlider i vores akvarier, men det skal dog siges, at adgangen til materiale er meget sparsom, så det er nok ikke noget som henvender sig til begynderen. Et par yderligere årsager til dette beskrives hér:

Navneforvirringen: Der er blandt victorianerne et navneroderi ud over det sædvanlige, som den intensive forskning af søen ikke har gjort det bedre med. Der er selvfølgelig årsager til dette, og herunder vil jeg prøve at forklare lidt om nogle af dem: Når man går tilbage i historien ser man, at størstedelen af cichliderne fra Malawi og Victoria før i tiden har gået under slægtsnavnet Haplochromis. Der skete så en mindre eksplosion af interesse for Malawi, og da disse for alvor blev opdaget af akvaristerne, blev de registreret og delt op i en fart, så både videnskaben og akvaristerne talte samme sprog. Det har betydet, at der nu næsten ingen Malawier er, som går under Haplochromis-navnet længere, og det er også efterhånden sjældent at man møder det i handlen, men der er dog stadig pletvis forvirring, fordi de er blevet revideret (og nogle endda gen-revideret) igennem årene og ikke alle indenfor hobbyen har fulgt lige godt med i udviklingen. Det sker altså at man støder på fejl i Malawi-navnene, men det ses ikke så tit længere. Anderledes står det til med Victoria, fordi det hér først er inde for de sidste 10-20 år, at videnskaben for alvor er begyndt at beskrive dem videnskabeligt. Indtil da gik de faktisk allesammen under Haplochromis sp. ét-eller-andet, og det har gjort, at det i mange år er populærnavnene som er blevet brugt i identificeringen i mangel af bedre. Der er i de sidste år dukket 3 nye arter op, som er blevet videnskabeligt beskrevet - men det er ikke til at finde ud af for os andre. Revisionen går så stærkt at man ikke kan følge med, og alt det dér Haplochromis dit og dat er splittet op i mange grupper med tilhørende undergrupper, som for øvrigt til stadighed bliver revideret, så dét at skaffe fisk er svært, og at skaffe de rigtige fisk er meget svært. F.eks har jeg set Astatotilapia Latifasciata blive solgt som Praqmatochromis (hvilket betyder røvhul på volapyk - eller sagt på en anden måde: det eksisterer ikke!) Men for at holde fast i lige denne art, så ser man den i handlen stadig under flere populærnavne, fx. ”Victoria Zebra”, “Haplochromis sp. “Zebra obliquidens”, “Obliquidens” og “Haplochromis latifasciata". Og for at gøre det endnu værre, så dækker populærnavnet “Victoria Zebra” også over en anden fisk, nemlig Pundamilia nyererei, som oven i købet er delt yderligere op, så der også er Pundamilia pundamilia. Det vil sige at vi pludselig har hele tre arter under samme populærnavn. Samtidig ser vi den til stadighed under det gamle Haplochromisnavn som “Haplochromis zebra. Det samme gør sig gældende ved andre arter, f.eks. Haplochromis “Thik Skin”, set som “Haplochromis Sp. CH44 – Haplochromis Obliquidens” ( som jo også er en genganger), samt når man har bestilt Mbipia Sp. “Carp”, er det højst sandsynligt “Thik Skin” man har fået, da de ligner hinanden meget - “Carp” bliver dog noget større. Det samme kan siges, hvis man bestiller Labrochromis ishmaeli, så er det næsten sikkert at det er “Thik Skin” man får, da ishmaeli er meget sjælden. For så at gøre det hele mere forvirrende er Pundamilia nyererei delt op i en bunke farvevarianter med Pundamilia sp. eller Pundamilia nyererei sp.-navne. Jeg har sågar været ude for en salgsliste til medimport hvor Obliquidens gik igen hos fire forskellige fisk og Zebra Obliquidens to.

Udover navneforvirringen på de rene arter, har der også været en del kryds i omløb i årenes løb, som nok var pæne, men ikke havde så meget med stamformerne at gøre ud over de kunne svømme...og i den forbindelse er der dukket en masse navne op på “skralde-latinsk”, efter hvad den akvarist som har spredt skidtet uofficielt har døbt den nye “art” til, hvilket selvfølgelig kun har bidraget yderligere til forvirringen – og til én af de ret sejlivede myter om disse fisk: Én af myterne med Victoria er nemlig, at de krydser for et godt ord og ryger på nakken af en tøjbamse, hvis de finder den sexet nok. Det passer ganske enkelt ikke. Man skal selvfølgelig tænke sig om, så man ikke sætter for nært beslægtede arter sammen, men det gælder jo for fisk fra alle geografiske områder, men altså har der været uheldige eksempler fra victoriaholdernes “område” nok til, at disse cichlider har fået et særligt uheldigt, og egentlig lidt ufortjent ry. Man vil i akvariet opleve at det kan være virkelig svært at skille de enkelte hunner ud fra hinanden, da de kan finde på at stime sammen til en samlet grå klump. Men det er som om at hvis en ”forkert” han spiller op til dans, tænder den udvalgte hun ikke og flygter ind i flokken. Problemet kan så være hvis man skal have fanget en bestemt art op af akvariet. Der kan det være svært at se forskel på hunnerne. Jeg har holdt Victoria i 6-7 år efterhånden, og kan stadig stå som “Fedtmule” nogle gange! Der er dog lidt positivt ved det: Der er den fordel, at der ikke er de store omkostninger ved at anskaffe dem - de er billigere end deres artsfæller fra f. eks Malawi, og det er jo også værd at tage med! Victoriacichliderne henvender sig nok bedst til dem, som har haft akvarium i et stykke tid, og som har tålmodigheden til at undersøge tingene til bunds, og er parate til en lang jagt på det de søger, for disse fisk hænger ikke på træerne – og i sammenhæng med, at der er mange forskellige navne til én og samme fisk, ligesom et navn nogle gange hænger på flere fisk…forvirret !? - Øhhh ja! - Men det bliver bedre med tiden, efterhånden som de får styr på grupperne i søen, og så skal vi bare have almenheden til at købe dem, så de gamle navne glider ud, og vi snakker samme sprog alle sammen. Dertil skal det siges, at der med fordel kan ske et lille holdningsskred hos de enkelte akvarister: Den nemmeste måde at holde Victoria på som det ser ud i dag, er at prøve at få fingrene i en art eller to, og smide dem ned til enten sine Malawier, eller Tropheus fra Tanganyika. Det kan nemlig være svært at skaffe Victoria nok til at fylde et 325L, men man skal jo starte et sted, og det er en god måde at gøre det på. De lægger sig midt i mellem Mbunaer og fritsvømmere, så de kan gå med begge kategorier.

Så er det bare at sige til sidst... ...at jeg håber at folk har fået en ide, om hvad de er oppe imod, som det ser ud i øjeblikket. Men det bliver bedre med tiden, også med hjælp fra akvaristernes krav om renere linier. Så hvis du vil prøve at holde noget anderledes som man ikke ser hver dag, er det bare at prøve Victoria! De er for de flestes vedkommende meget farvestrålende og underholdene, samt nemme at have med at gøre. De yngler villigt - nogle gange lidt for villigt faktisk! Hvis man holder dem med Malawier, vil man se at de opfører sig meget ens, men alligevel er der dog stor forskel på nogle punkter, og så er er den lille tilgift, at der ikke er helt samme ballade og konkurrence i et blandet akvarium, som der typisk vil være i et ”rent artsrigtigt ” akvarium. Jeg håber at denne lille klumme kan skabe lidt interesse for disse flotte fisk, og der er nogen der får mod på at prøve kræfter med dem efter at have læst den. Så er der vist kun tilbage at sige god fornøjelse herfra! Peter, alias Boreas Kilder : Litteratur: Ole Seehausen, Lake Victoria Rock Cichlids Film: Darwins Nightmare Yderligere info: http://www.fishecology.ch/publikationen/index - denne side indeholder også andet end Victoriarelaterede emner, og er generelt en interessant side, som kan anbefales.

Back to Top