Skyttefisken
Den vandlevende Skarpskytte.

Tekst: Adrian Tappin.
Oversættelse: Sven Erik Riedel, KA.

 

Når de fleste mennesker tænker på Skyttefisken, tænker de normalt på de eksotiske tropiske vande i Orienten. I Australien lever der imidlertid flere arter af Skyttefisk end i noget andet land. Familien Toxotidae omfatter i øjeblikket seks arter, og fire af dem forekommer i Australske vandområder. Det er Toxotes chatareus, Toxotes jaculatrix, Toxotes lorentzi og Toxotes oligolepis. De to øvrige medlemmer af familien er Toxotes blythi og Toxotes microlepis. Med mindre du er fiske-biolog eller ved, hvordan man kan tælle finnestråler, skæl og gællebuer, er de ikke lette at identificere, da de udviser en stor naturlig variation i både farver og mønstre. Ved man dog, hvorfra fisken er indsamlet, kan man normalt skønne sig til, hvilken art det drejer sig om.

 

 

Toxotes jaculatrix

 

Toxotes jaculatrix, også kendt som Toxotes jaculator, er det mest udbredte medlem af familien og findes i Sydøstasien og det Indo-Australske ørige. Toxotes jaculatrix er den mest almindelige art, og den man mest sandsynligt vil finde i akvariebutikken. De indsamles fra deres naturlige levesteder i Sydøstasien og udskibes fra Singapore til destinationer over hele verden. De adskilles nemt fra andre arter af Skyttefisk, da de er de eneste medlemmer af familien, som har fire finnestråler i rygfinnen. Det er en højrygget fisk, klart sølvfarvet i bundfarven og med kraftige sorte bånd langs siden og mørke kanter på ryg- og gatfinnerne.

 

 

Toxotes chatareus


Toxotes chatareus er meget lig denne, men har mindre pletter mellem de mørke bånd langs kroppen. Begge arter kan vokse til omkring 25 til 30 cm, så det er nødvendigt med et stort akvarium. Disse to arter lever i flodmundinger, tidevandszoner og ferske vande, og tilsyneladende yngler de også her, da unge individer findes på alle disse levesteder. De øvrige medlemmer af familien ses sjældent i akvariehandelen. Dette skyldes hovedsageligt de vanskeligheder, der er forbundet med at indsamle og transportere dem fra deres normalt utilgængelige levesteder.
I Australien er Toxotes jaculatrix indtil nu kun fundet mellem Cooktown og Innisfail, på Queenslands tropiske kyster. Denne art lever hovedsageligt i mangroveskove i flodmundingerne, men findes dog ofte i de nedre løb af ferskvandsstrømme. De findes ofte sammen med Toxotes chatareus i disse områder.
Mangroveområderne er godt nok tidevandszoner, men under regntiden flyder store mængder ferskvand fra de oversvømmede floder ud og fortynder saltvandet, vandværdierne varierer derfor fra saltvand over brakvand til ferskvand. Flodmundingerne består af såvel dybe vande med sand eller mudderbund som tæt bevoksede mangroveområder. Vådområder, der mere eller mindre oversvømmes af tidevandet findes i tilknytning til flodernes strømme og er normalt lavvandede, næppe over 0,5 m., med tilgrænsende bredder med beplantning bestående af akvatiske alger og karplanter. Andre fiskearter, der forekommer i disse områder er Selenotoca multifasciata, Scatophagus argus og Monodactylus argenteus. Selenotoca og Scatophagus har giftpigge i rygfinnen så det er altid bedst at være varsom, når man omgås disse fisk. Selv om de ikke er farlige for mennesker, kan personer, der er allergiske overfor stik, reagere kraftigt. Mangrovetræer danner tætte skove, som skaber livsbetingelser for en stor mængde af forskellige dyr, såvel over som under vandets overflade. Saltvandskrokodillen, Crocodylus porosus ses ofte i disse områder.
Ferskvandsområder omfatter flodernes hovedløb, laguner, små bifloder, søer og sumpområder. Disse områder er samtidig foretrukne yngleområder for ferskvandskrokodillen, Crocodylus johnstoni. Typiske levesteder er omkranset af arter af Cyperus, Eleocharis og Typha. Vandplanter, der er vidt udbredte er arter af Chara, Hydrilla, Myriophyllum, Najas, Nymphaea, Nymphoides, Potamogeton, og Vallisneria. Hele bede af Vallisneria forekommer i de lavvandede sandede områder af flodsengen. Ferskvandsfisk, der er egnede til akvariet, og som forekommer på de samme levesteder som Skyttefisken, omfatter Craterocephalus stramineus, Denariusa bandata, Melanotaenia splendida inornata, Melanotaenia splendida australis, Parambassis gulliveri, Strongylura kreffti og ferskvandsflynderen, Brachirus selheimi.
Toxotes chatareus er den mest almindelige art, der forekommer i Australien og den kan kendes på en serie af brede mørke bånd eller relativt store pletter på en lysere baggrundsfarve på kroppen. Individer så store som 40 cm er blevet beskrevet; men en størrelse på 15 til 20 cm ser ud til at være mest almindelig. Kyst-populationer optræder mellem Derby i det vestlige Australien, rundt om toppen af Australien og ned til omkring Townsville på Queenslands Stillehavskyst.
Ferskvands-populationer er udbredt gennem hele det nordlige tropiske Australiens flodsystemer, der flyder ud i Timor og Arafura Søerne og Carpentaria-bugten. Dette store udbredelsesområde er, som mange dele af Australien, en region med meget få indbyggere og med stor afstand mellem beboede bebyggelser. At se på et kort kan snyde meget, da den kæmpemæssige størrelse ikke kan fornemmes herudfra. På grund af dette mægtige udbredelsesområde udviser Toxotes chatareus betydelige variationer med hensyn til farvetegning og kropsmarkeringer. Disse karakteristika påvirkes af størrelse, geografisk lokalitet og miljøbetingelser.
Toxotes lorentzi er en ferskvandsart, der hovedsageligt forekommer i flodsystemerne Adelaide, Daly og South Alligator i Australiens Northern Territory. De fremviser en række af mørke bånd på koppens øvre del. Både Toxotes lorentzi og Toxotes chatareus findes i Daly- floden. Dette flodsystem er permanent med tilstødende årstidsbetingede laguner. I regntiden strækker flodens oversvømmelser sig op til 1-2 km fra hovedstrømmen. Mindst fem arter af ferskvands-skildpadder findes på disse levesteder: Carettochelys insculpta, Chelodina rugosa, Elseya dentata, Emydura victoriae, samt en uidentificeret art Emydura sp. Alle fem skildpaddearter vides at yngle inden for dette område. Carettochelys laver en lav rede på sandrevler i flodsengen (august-oktober) og er formentlig afhængig af regntidens oversvømmelser til at frigøre ungerne fra reden, Elseya yngler på sandede flodbredder, Chelodina bygger tilsyneladende reder under vandet (for det meste på oversvømmede engarealer) og Emydura sædvanligvis i grusarealer nær ved vandet.
Den sidste Skyttefiskeart, der forekommer i Australien, er Toxotes oligolepis, endnu en ren ferskvandsart, som bare findes i Kimberley-regionen i det vestlige Australien. Deres farvetegning består af 4 til 5 kileformede sorte bånd eller sadler uden mellemliggende små pletter. De er almindelige i Geikie-kløften, som er et permanent ferskvandsområde, der er levested for mindst 18 arter af fisk. To arter, savfisken Pristiopsis leichardti og pilrokken Himantura uarnak, der normalt betragtes som havdyr, findes også på dette levested, som ligger 320 km fra havet.
Selv om Skyttefisken vides at yngle både i ferskvand og i brakvand i tidevandszonen, har jeg endnu ikke hørt om, at det er lykkedes at opdrætte fisken i fangenskab. Studier indikerer, at der ikke er nogen synlig kønsforskel; kønsmodning sker for begge køn ved en alder af mellem et og to år. Forplantningen sker i regntiden (monsunen) og der produceres tusindvis af pelagiske æg. Individer helt ned til 8 mm er fundet i ferskvandsområder. Detaljer omkring parringen og ungernes tidligste udvikling er ukendte. Fiskeynglen opnår en længde på 7-9 cm efter omkring seks måneder.
Skyttefisk er i det væsentlige rovdyr; deres naturlige føde består af landlevende insekter, små vandlevende krebsdyr og insektlarver, med de landlevende insekter som deres primære fødekilde. Plantepollen, blomsterknopper og kødfulde frugter bliver dog også ofte spist. Fisken ses ofte at søge efter føde i små grupper omkring neddykkede mangroverødder, nedsænkede stenrev eller overhængende trægrene.

 

 

Toxotes microlepis


Skyttefisk fremviser en af naturens mest bemærkelsesværdige tilpasninger til fødesøgningen, idet de er i stand til at skyde insekter ned fra overhængende kviste med en kraftig stråle af små vanddråber. De søger efter bytte, der hviler sig på en gren eller kvist over vandoverfladen. Når den finder et passende bytte, normalt et lille insekt, placerer fisken sig lige under byttet og ved med stor kraft at presse gællelågene sammen, kan den slå byttet ned fra grenen med en kraftig vandstråle. Byttet falder i vandet og fisken kan hente sin mad.
Skyttefisk har udviklet en speciel tilpasning af mundhulen. Ganen har en dyb langsgående fure, som kan ændres til et rør, når tungen presses op mod mundens loft. Når gællelågene så pludseligt presses sammen, trykkes vand fra svælget gennem denne ganekanal, og med en utrolig nøjagtighed i op til en afstand af omkring 1-2 meter, slås ofret ned i vandet og bliver spist. Hvis den rammer ved siden af målet, vil den beslutsomme fisk normalt gentage proceduren.
Evnen til at skyde en vandstråle af sted, der kan slå byttet ned fra en gren, er bemærkelsesværdig. Det faktum, at Skyttefisken kan gøre dette igen og igen med stor præcision, er endnu mere bemærkelsesværdigt. Men mest bemærkelsesværdigt er dog det, at Skyttefisken kan få held med sine anstrengelser, på trods af det faktum, at lyset mellem målet og fiskens øje undergår en afbøjning i overgangen mellem luften og vandet. En sådan afbøjning forårsager en visuel forvrængning, der får byttet til at se ud til at være et sted, hvor det ikke er.
Hemmeligheden bag Skyttefiskens succes er, at den retter sit syn ind fra en position direkte under byttet. Fra denne fordelagtige position, går lyset fra byttet direkte til fiskens øje uden at udsættes for en retningsændring. Når lyset bevæger sig lodret mod overfladen, afbøjes det ikke; lyset passerer lige ned i vandet til fiskens øjne. Fra denne ideal-position, er Skyttefisken i stand til at ramme sit bytte gang på gang. Sommetider, afholder den sig dog fra at spytte og i stedet springer den op af vandet for at fange sit bytte. Hoppeadfærden ser ud til at afhænge af højden, som byttet sidder i. De fleste Skyttefisk er tilbøjelige til at hoppe, når denne strategi synes at være den mest lovende, men de vil dog hurtigt skifte over til at spytte, i tilfælde af at de fejler.
Skyttefisk kan udgøre et fascinerende syn i akvarier, som er indrettet til at fremvise deres evne til at "skyde" insekter ned i vandet, og sådanne udstillinger kan ses i mange offentlige akvarier rundt i verden. I fangenskab kan de ret let ‘trænes’ til at udføre deres skyderi. Begynd med at indrette akvariet så vandstanden er omkring 10 til 15 cm under kanten af akvariet. Når fiskene er faldet til, skal de fodres med små rejestykker. Efter at de har vænnet sig til at spise rejestykkerne, skal disse hæftes på glasset lige over vandlinien og Skyttefiskene vil så pille dem ned. Gradvist skal føden så placeres en smule højere for hver gang og til sidst vil de hoppe op mod glasset for at få fat i foderet. Denne aktivitet kan føre til, at de hopper ud over akvariet, så husk at holde det tildækket hele tiden. Når maden så når op i en vis højde, opgiver fiskene at hoppe og begynder at spytte.
I naturen lever Skyttefisken normalt sammen i små grupper. Meningerne er delte med hensyn til fiskenes adfærd i fangenskab, men som en generel regel er det bedst at holde en gruppe af individer med en ensartet størrelse. Selv om de er sky i fangenskab kan de være aggressive overfor hinanden, men sædvanligvis udviser de minimal aggression mod andre fisk. De trives vel i tilplantede akvarier, især paludarie-lignende opstillinger og de holdes bedst ved en temperatur på 22-28° Celsius og en pH over 7,0. Skyttefisk, og især Toxotes jaculatrix kan være udmærkede fisk til at komplettere en brakvandsopstilling med Argusfisk og Månefisk. Aklimatisering af Skyttefisk til brakvand fra ferskvand eller saltvand skal imidlertid foregå meget langsomt. De vil komme til at lide af osmotisk chok, hvis de tages fra rent havvand og placeres direkte i ferskvand eller omvendt. Osmoseregulering er den proces, hvor saltet og vandet i fiskens væv langsomt bringes i balance med den koncentration, der hersker i vandet i deres omgivelser.
At fodre Skyttefisk skulle ikke udgøre noget problem, da de vil tage det meste af det foder, der normalt anvendes til fisk. I fangenskab kan de fodres med en diæt bestående udelukkende af færdigt foder så som flager, piller og granulerede foderblandinger. Supplerende foder så som hakkede rejer og muslinger kan dog stærkt anbefales. Rovfisk har desuden brug for noget levende foder (f.eks, artemia, myggelarver, fiskeyngel, osv.). Et ideelt arrangement for den seriøse akvarist kunne være opretholdelsen af en kultur af levendefødende fisk (f.eks. den almindelige moskitofisk, Gambusia sp.). Drosophila sp. er en anden levende fødekilde for Skyttefisk, og de vil helt bogstaveligt hoppe ud af vandet for at få fat i dem. Både larverne og fluerne kan bruges som foder. Fodring en gang om dagen er godt nok, men for at opnå en optimal kondition skal fiskene fodres mindst to gange om dagen.
Skyttefisk er almindeligvis ret hårdføre og rimeligt modstandsdygtige overfor sygdomme, selv om de almindelige fiskesygdomme kan ramme dem. Visse typer af svampe kan også optræde som sekundære infektioner, hvis der forekommer sår på kroppen. Disse sygdomme kan dog nemt kontrolleres med egnet medicinering, der kan fås i de fleste akvarieforretninger eller dyreklinikker. De fleste, hvis ikke alle af disse problemer kan imidlertid undgås, hvis man er omhyggelig med regelmæssige vandskift, vandkemien, foderet osv.

Back to Top