I denne artikel vil jeg forsøge at beskrive hvordan man skrifter parabolsættet i et effectline armatur. Jeg var så uheldig at der, grundet kondensvand, skete en kortslutning i mit armatur. Efter en kort søgning på nettet fandt jeg ud af at det var noget billigere at skifte parabolsættet frem for at købe et helt nyt armatur. Da mit armatur ydermere var pænt og i god stand valgte jeg den billige løsning - der dog kræver lidt simpelt gør-det-selv arbejde.

 

Inden du går igang:

Da der er tale om strømførende enheder er det naturligvis et must at trække stikket på armaturet ud før du går igang. Derudover er det en god ide at fjerne lysstofrørerne da der skal knokles lidt rundt med parabolsættet. Ved at fjerne lysstofrørerne er det lettere at have med at gøre og du undgår at de går i stykker under manøvren.

 

Selve operationen:

Udover det nye parabolsæt skal du faktisk kun bruge et par skruetrækkere. Hvis du har noget rustfjernende smørremiddel kan du også vælge at bruge dette, men det er ikke et krav for at få skiftet parabolsættet.

 

 

Det første du skal gøre er at fjerne plasticstykkerne der sidder i hver side af endestykket. De kan godt drille lidt, men hvis man lirker dem forsigtigt mens man trækker i dem er de til at få af.

 

 

Nu kommer det punkt i operationen der kan drille lidt og her skal der bruges lige dele snilde og knofedt. Du skal nemlig til at pille den midterste dækplade af. Den kan sidde rigtig godt fast og min erfaring er at det er lettest at lirke den af fra undersiden. Her kan man forsigtigt sætte en flad skruetrækker ind mellem dækpladen og armaturet og brække let.

 

 

Efter denne dækplade er fjernet kommer du ind til et sølvfarvet endestykke der er skruet fast på selve armaturet. Dette endestykke holder parabolsættet fast i armaturet.

 

 

Endestykket skrues af ved at fjerne fire skruer. I gamle akvarier kan disse sidde rigtig godt fast og det er her den rustfjernende spray kommer ind i billedet. Man skal passe lidt på med ikke at bruge for meget vold med skruerne da gevindet i selve armaturet ikke er det stærkeste. Når skruerne er fjernet og endepladen taget af bør det se sådan ud:

 

 

Nu kan det gamle parabolsæt trækkes ud af armaturet. Selve parabolsættet kører i en skinne som vist på billedet herunder:

 

 

Når parabolsættet er trukket ud af armaturet burde projektet indtil videre se nogenlunde sådan ud:

 

 

Resten af operationen er ret simpel - du skal blot gøre det hele igen i omvendt rækkefølge. Denne gang blot med det nye parabolsæt, men det giver vist sig selv. Hvis du før ikke gav skruerne en omgang rustfjernende smørremiddel vil jeg anbefale at du gør det nu. Jeg bruger pronto eller WD40.

 

 

Jeg vil, med vilje, ikke bruge tid eller spalteplads på at forklare hvordan det samles, for det er lige så simpelt som at skille det ad og blot den omvendte proces.

 

Fra start til slut har det taget mig ca. 30 min at skille det ad, sætte det nye parabolsæt i og samle armaturet igen. Det er en ret simpel operation og jeg håber at jeg med disse billeder kan hjælpe nogen med at kaste sig ud i projektet.

 

 

Fremgangsmåden er selvfølgelig den samme for både T5 og T8 parabolsæt så hvis man ønsker at skifte fra T8 til T5 kan denne guide også bruges. Ligeledes hvis man ønsker at montere et ekstra parabolsæt i sit armatur. Der skal man så bare flytte det nuværende parabolsæt ud i den ene side og det nye i den anden side. Der er allerede lavet plads til dem i de fleste armaturstørrelser.

 

Hvis du skulle have nogle uddybende spørgsmål omkring denne artikel eller projektets udførelse i det hele taget, er du velkommen til at stille dem til mig via pb.

 

Allan A. Kristensen

”Chico4000”

Back to Top