Oversat af Helene Schoubye

 

Forord

Denne artikel er skrevet af Adrian R. Tappin der har lavet en lang række artikler omkring regnbuefisk og deres biologi. Adrian R. Tappin har givet tilladelse til at www.akvarieviden.dk kan oversætte hans artikler og lægge dem online.

 

Regnbuefiskens naturlige habitat
Regnbuefisk har en række grundlæggende krav til deres levested for at de er i stand til at overleve fra dag til dag, at kunne formere sig, og kunne opretholde bestanden. En ændring i en af disse faktorer mindsker bestandens muligheder for at overleve på lang sigt. En reduktion i to eller flere faktorer vil udgøre en alvorlig trussel mod bestanden. De fleste regnbuefisk lever i tropiske og subtropiske klimaområder i Australien og New Guinea. De findes i stort set alle typer af ferskvands økosystemer, fra wallum (austr. økosystem Quinsland /NSV) sumpe til hurtigt strømmende regnskov vandløb, floder og deres bifloder, herunder laguner, billabongs og vandhuller i tørre ørken områder. Få arter af regnbuefisk trives i nøgne, golde levesteder. Et kendetegn i ethver uberørt miljø er de mange forskellige levesteder der er til stede. Imidlertid at der en markant forskel mellem de akvatiske miljøer i Australien, og på New Guinea.


Sepik River, New Guinea 

Ny Guinea
Ny Guinea er beliggende lige nord for Australien, og er verdens næststørste ø med et areal på omkring 836.171 km². Udtrykket "Ny Guinea" refererer til hele øen, der består af både Vest Papua og Papua Ny Guinea. Fastlandet Ny Guinea og dets tilknyttede øhav strækker sig over en distance på næsten 3.000 km mellem ækvator og 12° syd på den syd-østlige kant af Stillehavet. Klimaet er grundlæggende "equatorialt" (klimaet omkring ækvator) og ved kystlinjen og floderne er der er varmt, vådt og fugtigt. Men, Ny Guinea har en bjergrig højderyg, der løber langs øens centrum, og her rejser de højeste tinder sig til 4.509 meter på Mount Wilhelm, det højeste punkt på Papua Ny Guinea og til 4.884 meter på Pucak Jaya, det højeste punkt i Vest Papua. Disse højlandsområder er køligere og mindre fugtige, men generelt lige så våde.

Størstedelen af øen er bjergrig, bortset fra den sydlige del med sine kæmpestore og utilgængelige sumpe og mangroveskove. Bjerge, floder og dale fungerer alle som en biologisk barrierer for den frie bevægelighed og migration af planter og dyr rundt omkring på øen. Faktisk er øen geologisk set, yderst kompleks, og består af mange terræner, der har ’accreted’ (ikke oversat). Øens biogeografi afspejler ofte disse forskellige terræners uafhængige evolutionære historie. Kompleksiteten af provinsens biogeografi bidrager til dens rige biodiversitet. Levesteder spænder fra de kystnære varme, våde og sumpede sletter i syd til de permanente sne og isdækkede bjerge.

Øen er fysisk opdelt af en lang bjergkæde, der strækker sig fra Vogelkop halvøen til Owen Stanley Ranges i syd-øst. Denne bjergkæde danner rygraden på øen og deler øen i en nordlig og en sydlig del. Ferskvandsområderne på Ny Guinea er meget lidt undersøgt. Dog kan ferskvandsområdernes ichthyofauna klart opdeles i to biogeografiske regioner. Ferskvandsområder syd for den centrale bjergkæde har en ichthyofauna nært beslægtede med det i nordlige Australien. Regnbuefisk som findes i flodsystemer mod nord er stort set forskellige arter fra dem der findes i de sydlige vandområder. På grund af sit bjergrige terræn og deraf følgende overflod af isolerede ferskvands afløbssystemer, udgør Ny Guinea et særdeles rigt område for regnbuefisk. Mere end 80% af de kendte arter regnbuefisk findes på Ny Guinea, og mange flere vil uden tvivl blive opdaget som et resultat af fremtidige systematiske undersøgelser.

 

 Palmer River, New Guinea

 

Ny Guinea afvandes via 6 store og mange mindre flodsystemer. Tre af disse, Mamberamo, Sepik, og Markham, strømmer mod nord ud i koral havet. Resten, Digoel, Fly, og Purari strømmer sydpå til Arafura Havet, Carpentaria Golfen og Torres-strædet. Både den nordlige kystslette og det indre højland kan prale med utallige søer. Tre fjerdedele af landet er dækket af tropisk regnskov og resten består af flade enge, lavtliggende flodsletter og mangrove sumpe.

Som et resultat af den høje nedbør og forrevne topografi, har de fleste floder i Ny Guinea store gennemstrømnings mængder og høj belastning af sediment, og er generelt hurtigt strømmende og turbulente. Dog svinger vandstanden i de største floder dramatisk i løbet af et år, hvilket skaber en række habitater i vandmiljøet, herunder sumpet og oversvømmet skov, sumpede græsarealer, oxbows, og små søer. Mangrover, brakvands sumpe, ferskvand sumpe og alluviale sletter tegner sig for 7,5% af det samlede areal af landet. Lavlandets ferskvandsområder er en mosaik af åbent vand, urteagtige sumpe, sump savanne og skov. De fleste af vådområder i Ny Guinea er i perfekt stand, men nogle er truet af øget udvikling.


Klimaet er vådt hele året med en forholdsvis tør periode mellem juni og august. Nedbør er kraftig på hele øen, men stærkt sæsonbetonede i karakter. Temperaturerne varierer langs en højde gradient, det varme (25 ~ 30 °C) våde tropiske klima på kystsletterne viger for meget køligere (12 °C ved 3000 m) betingelser i højlandet. Blød, let basisk vandkemi karakteriserer de større floder og de fleste søer. Men, sure forhold findes i mange små åer, der løber gennem sumpene eller de bevarede skove langs kysten.

 

Fly River (flodslette), New Guinea

 

 

Australien
Australien er et træt landskab, ældet og gammelt før tid på grund af klimaet. Australien er det næst tørreste kontinent på kloden, kun den iskolde Antarktis får mindre regn. Australien har et meget svingende og uforudsigeligt klima, med lange, uregelmæssige tørre og våde perioder påvirket af virkningerne af El Niño og La Niña. Nedbør og afstrømning varierer fra måned til måned og fra år til år. Australiens flodsystemer udviklede sig fra denne variation. Inden for variationen, forekommer der længere cyklusser af tørke og oversvømmelser. Men, dele af den nord-østlige kyst i Queensland består af vel gennemvandede tropiske regnskove mere beslægtet med dem på New Guinea. Regnskovs vandløb er kendetegnet ved deres klare vand, ofte stærk strøm, manglende vækst af vandplanter, og næsten fuldstændig skygge af vandet pga vegetation langs bredderne. Denne mangel på vandplanter har ført til den adfærd hos nogle fiskearter at de gyder i underlaget. 

Lacey Creek, North Queensland

 

Der er tre store landskabsformer på fastlandet i Australien,The Great Dividing Range og tilhørende mindre intervaller, det centrale og østlige Lowlands (vest for Great Dividing Range) og Great Western-plateauet, der dækker omkring 60% af kontinentet. Disse landskabsformer påvirker de store afvandingsmønstre af fastlandet. Inden for større afvandingsområder, er der altid mindre afvandingsområder. Mindre bassiner har undertiden to eller tre floder i et system. Andre mindre bassiner har kun en flod, som starter i en bjergkæde og løber væk i ensom ørken jord. Nogle flyder kun efter kraftig regn, som kan være med års mellemrum.

Kemien i det australske overfladevand adskiller sig fra det meste vand andre steder, det er ofte mere domineret af natriumklorid end af calcium og magnesium bicarbonater. Grundvandet er ofte meget gammelt, for eksempel, i The Great Artesian Basin, flyder vandet tværs over Queensland, for at opstå i det centrale Australien i boringer én til to millioner år efter at det var sunket i jorden. Det generelt tørre klima betyder, at fastlandet Australien har relativt få permanente ferskvandssøer. Søer på fastlandet er ofte lavvandede, tørre og salte. Kun på det centrale Plateau på Tasmanien findes en række større permanente ferskvand søer.

I Australien findes regnbuefisk generelt i tre brede klimazoner. Nord for Stenbukkens vendekreds er der tropisk klima kendetegnet ved en varm, fugtig sommer med stærkt sæsonbetonede nedbør, og en mild til varm, tør vinter. Under Stenbukkens vendekreds er klimaet subtropisk med en lige så varm, fugtig sommer og sæsonmæssige nedbør, men med nogen væsentlige nedbør, som opstår i den milde vinter. I det indre af Australien hvor regnbuefisk lever, findes et tørt subtropisk klima. Somrene kan være meget varme og tørre, med variabel nedbør, vintrene er kolde til varme og tørre, med uregelmæssige let regn.

De fleste regnbuefisk fundet i Australien er fordelt over hele de nordlige og østlige kystområder. Forekomsten af store nedbørsmængder og den variation af forskellige levesteder der findes i disse regioner har betydning for det relativt store antal arter, der findes i denne del af kontinentet. I det sydlige Australien, er deres udbredelse næsten helt sikkert kontrolleret af vinter minimums vandtemperaturer. Familiens udbredelse er usædvanligt bred, lige fra bifloder i The Murray-Darling-system i Victoria, nordover op langs østkysten til Kap York, og mod vest til nord-vestkysten af Western Australia. De forekommer også i de indre floder i den tørre Lake Eyre dræning i det centrale Australien.

Australien, i kraft af sin størrelse, indeholder en lang række forskellige ferskvandsøkosystemer. Overordnet set har den nordlige del af kontinentet et monsunt nedbørs klima, mens den sydlige generelt har et tempereret vinter-regns klima. Den østlige kyst og den yderste sydvestlige del af kontinentet er rimeligt godt bevandet, mens det tørre indre er præget af nedbør, som er yderst variabel. De fleste af Australiens tropiske flodsystemer er kendetegnet ved store vandindvindingsområder, med ekspansive årstidsafhængigt oversvømmede flodsletter. Fra Fitzroy River nær Broome i Western Australia til Fitzroy River nær Rockhampton i Queensland er der mere end 60 større floder og hundredvis af mindre vandløb som flyder direkte ud i havet.

 

 

 Cooper Creek, central Australien (tørke sæson)

 

De fleste floder, selv de store, er flygtige i de fleste år med meget sæsonpræget og variabelt flow. Mange ophører med at flyde i den tørre sæson, og tidevands påvirkninger kan strække sig omkring 80 - 100 km opstrøms. Nogle er ikke meget mere end en kæde af aflange vandhuller en stor del af året. Længere perioder med lavt vand i den tørre sæson, adskiller ikke kun hoved-kanalsområderne fra flodslette lagunerne, men kan også reducere tilstødende levesteder ved de vigtigste kanaler til en række af lavvandede, isolerede vandhuller. I de tørre områder, kan disse levesteders ændringer påvirke sammensætningen af fiske populationer dramatisk ved at øge tætheds-afhængige interaktioner og forårsage ekstreme vandkvaliteter.


Edgbaston Springs

Artesiske kilder, som dem der findes i stort antal i udkanten af The Great Artesian Basin, er af stor betydning som fokuspunkt for plante-og dyreliv - og som tilflugtssted i generelt tørre områder. Kildevandet dukker frem som flydende kilder, eller vandhuller med stillestående vand. Afhængigt af vandføringen,  kan moderat store vandhuller dannes i løbet af foråret, nogle kan forsyne vandløb som er flere kilometer lange. Selv om mindst én af de fisk (Leiopotherapon unicolor) som findes i de artesiske kilder, er udbredt, synes mange flere at være begrænset til bestemte grupper af kilder. Ørken kutling (Chlamydogobius eremius), som man oprindeligt mente var udbredt, består nu af seks arter, hvoraf fem forekommer i øde områder, herunder Chlamydogobius gloveri som kun findes i Dalhousie Springs, og Chlamydogobius squamigenus begrænset til Edgbaston Springs, Queensland. Craterocephalus dalhousiensis og Neosilurus gloveri også synes at være begrænset til bestemte områder, ligesom Scaturiginichthys vermeilipinnis, som kun er fundet på Edgbaston Springs.

 

Old Elvire River, Vest Australien

 

Vandløbs-habitater omfatter åbne vand områder, over sandet eller mudret bund. Vandplanterne omkrandser bredder og består hovedsagelig af flydende bladarter og siv. For det meste består  vegetationen af et smalt bælte langs kanten, med nedfaldne blade som opsamles herunder. Vandgennemstrømningen varierer fra permanent til sæsonmæssig og kan tørre ud til ikke-flydende dybere huller under tørre forhold. Iltindholdet mindskes i den tørre årstid, pH er mest neutral og specifik ledningsevne er lav. Vandføringen er forholdsvis langsom, bortset fra korte perioder efter regntid nedbør. Saltvand trænger ind i de nederste dele af de kystnære vandløbssystemers habitater og der er som regel nogen tidevandsbevægelse.

 

South Alligator River (flodslette), Northern Territory

 

Mange floder i Australien er flodslette floder, og i den våde årstid bryder de deres bredder for at dække store områder af fladt land. Flodsletten omkring lavlandsfloder indeholder en mosaik af levesteder. Alle genoplives, regelmæssigt eller uregelmæssigt, ved oversvømmelser. Sådanne vandområder omfatter periodisk opstående søer, billabongs (laguner) og forskellige typer af ’løbere’ (dybe kanaler, som kun har vand i sig under høje oversvømmelser), samt søer med stillestående vand, (anabranches) og bække. Lige så vigtigt, så indeholder flodsletterne også sumpe, moser og andre periodiske fugtige områder, som alle spiller afgørende roller i bevarelsen af flodens sundhed. Faktisk kan hele en flodslette betragtes som et enkelt, men meget afvekslende, vådområde. Flodsletter er vigtige områder for regnbuefisk som bevæger sig opstrøms eller nedstrøms og for deres fødeindtag og gydning. Oversvømmelserne, der dækker flodsletter er i de fleste områder  kortlivet. Strøm i flod kanalerne kan vare i en længere periode, men perioden med omfattende oversvømmelser overstiger sjældent mere end to til tre uger. Dette kan dog forekomme flere gange i løbet af en god våd sæson, men er afhængig af cykloner, regn lavtryk og den monsune udvikling. Selv om de måske ikke er vigtige som levested for en række arter, så kan flodsletter og midlertidige vådområder være vigtige for regnbuefisk pga medrivningen af jordbaseret organisk materiale, og omdannelse af denne i økologiske fødekæder, hvilket øger forekomsten af mad for larver og ungfisk.

 
McIvor River, North Queensland

 

Bifloder er for det meste langsomt strømmende og sæsonbetonet. De kan være klare eller uklare med omkrandsende vand planter såsom åkander, græs, og halvgræsarterne. Regnskov vandløb er kendetegnet ved deres klare vand, som regel høj strøm, sparsomme vandplanter, og næsten fuldstændig skygge af vandet pga riperian skov (træ-beplantning langs kanten af et vandområde).

 

King River (billabong), Vest Australien

 

Lagoon (billabong) habitater adskiller sig væsentligt fra vandløbs områder. Billabongs er bassiner eller laguner som efterlades i en flod eller en gren af en flod, hvor vandføringen ophører. Billabongs dannes ofte, når flodvandet aftager, og fyldes først op igen når strømmen oversvømmes igen. Strømmende vand i flod kanaler giver få nicher for regnbuefisk at leve i, mens laguner har en bred vifte af områder egnet til formering og fødesøgning. Bundlaget er mudder eller slam, og der er en overflod af vand planter, der vokser op til overfladen rundt langs kanterne. Nogle gange kan der være vand planter, som vokser i det dybere vand i midten. Laguner er habitater med nedbrydning af organisk stof, ofte med et tykt lag af nedfaldne blade rundt langs kanten. I den våde årstid bliver de ofte grønne, på grund af tilstrømningen af næringsstoffer i afstrømnings vandet. En række af de mindre arter af regnbuefisk og blå-øjede synes at være afhængige af disse specialiserede levesteder for deres overlevelse. Iriatherina werneri og Pseudomugil gertrudae findes næsten udelukkende i bevoksede laguner.

 

Burster Creek (sump), North Queensland

 

Sumpe kan groft defineres som områder, som fremstår med permanent eller midlertidigt lavvandet åbent vand. Dette omfatter stort set alle arealer, som regelmæssigt eller periodisk er oversvømmet. Sumpe i nærheden af flodmundinger, er for det meste let saltholdige. Opstrøms sumpe tenderer til at være lavvandede og her vokser især ’emergente’ (ikke oversat) vandplanter. Der kan være stillestående vand i disse sumpe i det meste af året. Jordbunden kan indeholde insektædende planter (Byblis og Utricularia spp.), Bregner, græsser, og en række af halvgræsarterne.

 


Fraser Island habitat, Queensland

Store strækninger af klit områder og kyst-hede (wallum) sumpe, søer og vandløb findes spredt langs den østlige australske kyst. Disse habitater er generelt sure, har lav ledningsevne (opløste ioner), men varierer i deres pH-niveau, opløst organisk materiale, ioniske sammensætning, og farve. Faktorer, der bidrager til disse variationer er alder, dannelse, lag med lav gennemtrængelighed og tørv, nærhed til havet, omgivende vegetation, og i hvilket omfang blade akkumulerer og henfalder i vandet. Åer og sumpe indeholder opløste organiske syrer (humussyrer), som giver vandet dets mørke brune farve og lave pH (3,9 til 6,8). Regnbuefisk som findes ofte i disse naturtyper omfatter Iriatherina werneri, Melanotaenia maccullochi, Cairnsichthys rhombosomoides, Pseudomugil gertrudae, Pseudomugil Mellis og Rhadinocentrus ornatus.


Vandområderne i de sandede egne er normalt godt iltet, men meget næringsfattige (lav koncentration af næringsstoffer, som følge af den omgivende ufrugtbare sand), og af lav biologisk produktivitet. Dominansen af humussyrer blandt dette organisk materiale og den relativt lave pH er ikke befordrende for bakteriel nedbrydning, så partiklulær og opløst Humic forbindelser, der metaboliseres meget langsomt. Den brune (garvesyre) farve af vandet begrænser i høj grad gennemtrængning af lys, som sammen med lave koncentrationer af uorganiske ioner, begrænser fotosyntetiserende aktiviteter i vandplanter. Begrænset fotosyntese og langsom bakteriel nedbrydning resulterer i ringe dyre- og planteplanktons udvikling.


Mangrove habitat, North Queensland

Store dele af tidevands mangroveskovene forekommer i den nederste del af de kystnære floder i både Australien og New Guinea. Disse mangroveskove er sammenlignelige i mangfoldighed med dem i Sydøstasien, som er berømt for at være blandt de rigeste mangroveskovsområder i verden. I løbet af den våde sæson, fortynder strømmende ferskvand i disse biotoper vandet til næsten friskt. Vandet varierer således fra saltvand over brakvand til friskt. Regnbuefisk findes sjældent, om nogensinde, i disse naturtyper. Men det er foretrukne miljøer for en række af de blå-øjede arter. Pseudomugil cyanodorsalis, Pseudomugil inconspicuus, Pseudomugil majusculus, og Pseudomugil signifer findes jævnligt i brakvand biotoper.

Back to Top