Af: Jesper Thorup 1998 ©'

Pseudocrenilabrus philander (Weber 1897) er en temperaments-fuld mundrugende dværgcichlide, af den klassiske slags. Med klassisk forståes, at den var kendt og holdt af akvarister længe før malawicichliderne kom på mode og overtog hele scenen, uden at der iøvrigt skal lægges noget ondt i det.

Slægten Pseudocrenilabrus gør sig specielt bemærket ved et enormt stort udbredelsesområde. Den er repræsenteret i næsten hele Afrikas længde. I nord har vi slægtens berømteste art P. multicolor, der findes helt oppe i det ægyptiske nil-delta. Heraf også et af denne fisks populærnavne "ægyptisk mundruger". I forretningerne sælges den dog oftest under navnet "lille mundruger". P. philander er den sydligste repræsentant for slægten med et udbredelses område der strækker sig fra Afrikas sydspids til Malawisøen. I selve Malawisøen har den dog aldrig vundet indpas, formodentlig p.g.a. for hård konkurrence fra andre Haplochrominer. Den er lidt større end den lille mundruger og kan blive op til 10 cm for hannens vedkommende. Hunnen bliver ca. 7 cm.

Når man taler om fiskens farver, skal man være opmærksom på at P. philander i virkeligheden er en massebetegnelse for en fisk med mange varianter. Allerede i 1936 delte Trewavas arten op i 3 underarter: P. philander philander, P. philander dispersus og P. philander luebberti. Sterba mente i 1967 ikke at 3 underarter var nok, hvorefter Ribbink delte arten op i 6 karakteristiske popula-tioner. Senest har Loiselle delt arten op i 11 populationer, hvoraf flere er begrænset i deres udbredelse til en enkelt flod eller sø - såkaldte endemiske populationer.

I det følgende vil jeg dog tage rimeligt afslappet på de forskel-lige populationer, og koncentrerer mig om de mange fællestræk der er karakterisk for arten og ja, fisken har mange farver. Rigtig mange endda. Det der umiddelbart springer i øjnene er, at læberne på begge køn er kraftigt blå, hvorfor den også tit sælges under populærnavnet "blålæbet cichilde". Også hos denne art er hannen den flotteste. Gul, rød, grøn og blå indgår i dens farve-pragt, som har et nærmest metalagtigt skær. Farverne flyder ud i hinanden så det er umuligt at afgøre nøjagtigt, hvornår den ene farve holder op, og den anden begynder. Hannen har på gatfin-nen en rødlig plet. Hunnen har de samme farver, men ikke nær så prangende. På store dele af kroppen er hun nærmest brun og specielt når hun har æg i munden tager de brune nuancer helt over.

Hvilken population mine fisk tilhørte, ved jeg ikke, men de blev købt på en auktion i Viborg af en mand, der vist kom fra Ålborg. På auktionen blev der udbudt 4-5 poser indeholdende et par i hver. At de blev solgt på denne måde, er nok mest et udtryk for at sælger ikke havde for mange hunner. De bør holdes med 2-4 hunner til en han. Men jeg købte et par. Da jeg kom hjem, satte jeg hannen i et 250 l. selskabsakvarie. Hunnen kom i et 50 l. akvarie for sig selv, da jeg syntes at hun var lidt mager og derfor godt kunne trænge til lidt ro. Tak skæbne, hvor en appetit hun havde. Hun gik til foderet med en grådighed, jeg aldrig før har set. Jeg følte nærmest, at jeg fodrede lige så meget hos hende som i selskabsakvariet. Alle slags foder kastede hun sig over, som var det nyfangede klare myg. Når hun tog flagfoder i over-fladen, sugede hun sammen med foderet en stor portion luft med ned, som hun med det højt smæld skød ud gennem gæl-lerne. Resultatet udeblev da heller ikke. Efter 14 dage med kraftig fodring var hun dejlig rund om bugen.

Hannen havde efter et par hårde kampe tilkæmpet sig en plads i selskabsakvariet, modsat den ende hvor en fuldvoksent Kribensispar holdt til. Han havde vist ellers forestillet sig, at han skulle regere i hele akvariet, men den gik ikke. På forunderlig vis var der, i de 14 dage han opholdt sig i selskabsakvariet forsvundet 2 Caracas-guppyer, men da han skulle bruges til avl, kunne jeg ikke få vished for, om det var ham, der var synderen. Han kom altså over til hunnen og begyndte straks at blære sig med, hvor godt han så ud. Hver gang han så hunnen, svømmede han hen til hende med alle finner udspilet og stillede sig demonstrativt foran hende i denne positur. Hun spillede kostbar og værdigede ham dårligt et blik.

Akvariet var tæt beplantet, men forrest lige midt for var der en åbning med frit grus. Næste morgen var der på denne plads gravet en grube, der var ca. 10 cm i diameter og 3 cm dyb og så tog løjerne rigtig fart. Hans tilnærmelser blev endnu kraftigere. Han stillede sig nu skråt i vandet med hovedet opad lige foran hende, hvorefter han med finnerne lavede en kraftig sitrende bevægelse. Efter en tid fik han hende lokket hen til gruben, hvorefter legen skiftede karakter. Hannen puffede til hunnens kønsåbning, mens hun langsomt svømmede op ad gruben, herefter vendte hun om og skubbede til hans gatfinne, mens han svømmede op. De fortsatte på den måde med at køre i ring i ca 1/2 time før de første æg blev lagt. Den eneste forskel var at hannen nu langsomt og helt stiv i kroppen gled hen over æggene og befrugtede dem. Hvorefter hunnen, der kom lige efter, samlede dem op i munden. Runddansen fortsatte en times tid på denne måde, hvorefter hunnen, til hannens store fortrydelse, fortrak til til hjørne af akvariet.

Hannen kom nu tilbage i selskabsakvariet, hvor han endnu engang måtte tilkæmpe sig en plads. I et 50 l. akvarie er det vigtigt, at hannen tages fra efter legen. Hunnen spiser intet i de små 14 dage, hun går med æg og unger i munden, og hvis hun konstant skal bruge energi på at flygte fra hannen, kan hun dø af udmattelse. Har man derimod 3-4 hunner til en han i et stort tætbeplantet akvarie med mange gemmesteder, kan man godt lade dem gå sammen.

Selvom man ikke har set legen, er man ikke i tvivl om, at den er foregået, og at hunnen nu har "skuffen fuld af æg". Når der fodres komme hun stadig frem, men i stedet for at kaste sig over foderet som hun plejer, følger hun nu hvert eneste stykke foder med bedende øjne, mens det langsomt synker til bunden foran hende.

Efter næsten 2 uger sker så det fantastiske. Det, der gør mundrugende cichlider til noget helt specielt. Man ser på afstand, at der under hunnen står en sværm unger. De første par gange man nærmer sig, skynder hunnen sig at samle ungerne op i munden og fortrækker ind i plantedækket, men efterhånder bliver hun mere modig, og man kan få lov at iagttage de ret store unger. De er ca. 8 mm første gang de bliver spyttet ud, og dermed får andet end mundvand under finnerne. Det er utroligt sjovt at se hvordan hun kan komme svømmende uden at man kan se en eneste unge, og så pludselig med en 4-5 "opkast" spreder hun en stor sværm unger ud. Kuldstørrelserne varierer alt efter hvilken population, der er tale om, men normalstørelsen er omkring 50-60 unger. Hunnen passer ungerne i omkring en uge. Derefter er det meget vigtigt, at hun bliver taget fra ungerne. Hun bliver godt nok ved med at tage den i munden, men hun holder op med at spytte dem ud igen. På en dag blev mit første kuld reduceret betragteligt, fordi jeg ikke fik taget hende fra i tide.

Ungernes størrelse gør at opfodringen er uproblematisk. Jeg brugte nyklægget artemia i starten og efter kort tid froste bosmider og cyclops, men da ungerne absolut ikke er kræsne kan det sikkert også lade sig gøre med knust tørfoder. Væksten går hurtigt. Efter 4 uger er de ca. 2 cm.og efter 7 uger ca. 3 cm.

Pseudocrenilabrus philander er en dejlig akvariefisk, hvis ikke lige man er Caracas-guppy, men det skal dog her retfærdigvis siges, at de 2 guppyer var de eneste fisk, som forsvandt i de 6 måneder jeg holdt fiskene. Det er en farvestrålende og svømmeglad fisk, der elsker at vise sig frem for akvaristen. Den kan uden problemer holdes i planteakvarier, ligesom den også finder sig til rette i ubeplantede akvarier, når blot der findes passende gemmesteder. På mange måder er den faktisk ret fordringsløs. Mht. vandets beskaffenhed er den meget flexibel, både hvad angår pH og hårdhed, og den stortrives i vores hårde, svagt alkaliske vand. Temperaturen bør ligge mellem 24° og 28° C, men også lavere temperature, ned til 18-20° C klare den uden problemer. Ifølge Ribbink skulle den endda kunne klare vand indeholdende op til 29 % havvand, og den skulle kunne formere sig i vand indeholdende op til 17 % havvand. Disse procenttal er der jo egentlig ingen grund til at efterprøve, men hvis du støder på Pseudocrenilabrus philander i din søgen efter nye udfordringer er den absolut et interessant bekendskab.

 

Kilder:

Ciklidbogen 1993 p. 159 -161 af Mary Bailey.
Pseudocrenilabrus: The dwarf african mouthbrooders, part two af Dr. Paul V. Loiselle, Ph.D, 1994

Back to Top