Opdræt af Regnbuefisk

 

Tekst: Adrian R. Tappin.
Oversættelse: Sven Erik Riedel, KA.

 

Indledning:
Næsten alle regnbuefisk, der sælges i akvariehobbyen i dag, er opdrættet i fangenskab. Dette skyldes hovedsageligt de besværligheder, der er involveret i at indsamle og transportere levende regnbuefisk fra deres naturlige levesteder i de fjerne egne af Australien og New Guinea. Dette er i højeste grad relevant for New Guinea, hvor tætte regnskove og nærmest ingen infrastruktur som veje og lufthavne har betydet, at organiseret indsamling til akvariehandelen simpelthen bare ikke er mulig. Uheldigvis har det oprindelige antal individer af hver enkelt art indsamlet fra New Guinea været meget lille, hvilket har resulteret i et begrænset genetisk grundlag, hvorfra der har kunnet etableres større akvarie-populationer. Dette kan tydeligt ses hos flere af New Guinea-arterne, hvor kvalitet og farvetegning er mindsket væsentligt i akvariestammerne. Af denne årsag er det nødvendigt hele tiden at holde akvarie-populationerne under kontrol, så et tilstrækkeligt antal af forskellige genetiske stammer kan opretholdes og at have regelmæssige overførsler imellem dem.

 

Med de mere og mere forringede betingelser på levestederne i mange områder af Papua New Guinea og den fremadskridende udnyttelse af Irian Jaya, bør det at bevare den eksisterende genmasse i akvarierne og integriteten af hver enkelt art betyde mere for regnbuefiske-akvaristen, end det at fiskene bare er et kortvarigt modefænomen i akvariet. Derfor bør opdræt af regnbuefisk spille en central rolle for den seriøse regnbuefiskeakvarist.

 

Legen hos regnbuefisk styres af faktorer i det omgivende miljø, der igangsætter indre biologiske funktioner. De indre biologiske funktioner, der styrer legen er ens for de fleste fisk. De omgivende miljøfaktorer, der styrer legen, varierer imidlertid betragteligt. Miljøfaktorer, der er blevet påvist at spille en væsentlig rolle i reproduktionscyklusen er: dagslyslængden, vandtemperaturen, vandkvaliteten, oversvømmelse og vandstrømning, månecyklus, vejrcyklus (f. eks. atmosfæretryk, regntid), legesubstratet (f. eks. akvatiske planter, grus), tilgangen til føde, sygdomme og parasiter og tilstedeværelsen af andre fisk. Disse faktorer virker ikke uafhængigt af hinanden, men virker i et samspil.

 

Regnbuefisk vil yngle, når de omgivende betingelser sikrer en maksimal fertilisation og larveoverlevelse, og er hovedsageligt styret af daglængden og temperaturen. De fleste yngler i den våde monsunperiode, og de bevæger sig sædvanligvis væk fra deres tørtidslevesteder for at lege. Nogle arter varierer i deres fysiske krav til legen, mange er afhængige af oversvømmede arealer eller oversvømmet vegetation, og den forøgede fødetilgang, der opstår ved oversvømmelsen. Nogle kræver planter, hvorpå de kan afsætte deres æg, mens andre vil sprede deres æg i bundlaget. Den egentlige leg sker som resultat af korttidspåvirkninger så som farvetegning eller feromoner fra magen.

Heldigvis er regnbuefisk, der lever i fangenskab, meget tilpasningsdygtige og vil yngle under forskellige betingelser. Derfor vil man, hvis man holder dem under passende akvariebetingelser, være sikret successfyldte opdræt. For det første er det ikke dig, der opdrætter dine fisk, de opdrætter sig selv. Hvad du skal gøre er, at give dem passende betingelser, og så vil de gøre resten selv. For at opdrætte regnbuefisk med held, skal du give dem deres eget akvarium, og holde en vandtemperatur over 22° Celsius. Vandkemien er ikke en væsentlig faktor under forudsætning af, at den falder indenfor rimelige grænser.

 

Regnbuefisk kan kønsbestemmes ved deres farvetegning og finneform. Hanner er normalt meget farverige og har forlængede finner, mens hunner er blege i sammenligning og har et mindre eller mere afrundet udseende på finnerne. Hanner har i det store og hele en noget længere forreste rygfinne, som overlapper den anden rygfinnes begyndelse en smule, når  den lægges ned. I modsætning hertil kan hunnernes forreste rygfinne, når den presses ned, ikke nå forbi den anden rygfinnes begyndelse endda knap nok nå hen til den. Desuden er hanner normalt større og har en højere krop end hunner. Hos nogle arter ændrer hannen farve under legeritualerne. Disse fysiske ændringer gør det relativt let at bestemme kønsmodne hanner. Imidlertid er hunnernes karakteristika så som en rundere bug mere subjektive og kan være vildledende. Hvis du ikke er i stand til at kønsbestemme dine fisk, så få en med større erfaring til at gøre det for dig.

Foto Rasmus Hurup Hansen

 

Hanner viser sig overfor hinanden ved at udspile deres ryg- og gatfinner, mens de samtidig intensiverer deres farvetegninger. Udvidelsen af finnerne er et bedragerisk forsøg på for hannerne at forøge deres totale kropsstørrelse, når de konkurrerer med hinanden om at virke tiltrækkende på hunnerne. Dette bliver ofte fulgt af, at de svømmer side ved side gennem akvariet, mens de foretager sidebevægelser for at \'kaste vand\' efter hinanden. Finneudvidelse og farveintensivering bruges også af hannen, når han skal vise sig for en hun, i denne situation er det dog blot et forsøg på at forøge hans tiltrækning på hunnerne.

Langt den bedste kombination for opdræt er 3 hanner og 2 eller flere hunner. Med 2 hanner vil den ene dominere den anden og derved forhindre ham i at yngle. En han alene vil forårsage for stort pres på hunnen/erne. På den anden side vil tre hanner holde deres interne aggression indenfor en acceptabel grænse og spare hunnerne for fysisk overlast. I et stort akvarium er det muligt for hannerne at have hver deres yngleområde. Dette vil give hunnerne mulighed for at vælge deres egen han, og på den måde vil et bredt udvalg af gener nedarves til den næste generation. I tilgift skulle denne metode forsyne dig med flere æg.

 

At yngle med par er også en acceptabel måde at opnå æg på. Denne metode er især velegnet når man udvælger individuelle fisk af genetiske årsager. Leg i grupper er dog den bedste metode at vælge, idet den udsætter fiskene for mindst stress. Hunner lægger et begrænset antal æg ad gangen, og i gennemsnit vil 60-80% af hunnerne, der sættes til at yngle i en gruppe, producere æg. Gruppeleg med flere hanner og hunner er mere naturlig. I naturen har en hun mulighed for enten at lege eller at flygte. I fangenskab er hunnens flugtmulighed begrænset af yngleakvariets størrelse. Størrelsen af dette er derfor af vital betydning, og det  bør være tilpas stort til den art, der skal sættes i leg.

Ud over det almindelige akvarium kræver opdræt normalt et eller flere separate akvarier til opfodring af yngleparrene, til æglægningen og til opvækst af yngelen. Før man prøver at opdrætte sine regnbuefisk, bør man have fodret dem med det bedste foder, man kan skaffe, i mindst de to forudgående uger. De fleste arter kan holdes på færdigt foder, men fodring med levende føde og proteinrigt frostfoder vil maksimere antallet af æg. Det totale antal æg, der afsættes, vil forøges jo større og mere udvoksede fiskene er. Giv foder mindst to gange om dagen, men pas samtidig på ikke at overfodre. For at forøge udbyttet og for at undgå ukontrolleret æglægning, kan man adskille hannerne og hunnerne i denne to-ugers periode. En adskillelse af kønnene vil fremkalde en synkronisering af legen som vil resultere i et større antal æg. En lille ændring i vandkemien vil også have nogen indflydelse på legen hos regnbuefisk.

 

Foto Rasmus Hurup Hansen

 

Udvælg omhyggeligt dine forældrefisk og sæt dem over i yngleakvariet. Legen skal så ske indenfor 24 til 48 timer. Hannen, der opholder sig tæt ved sit udvalgte ynglested, indleder legeforberedelserne ved kraftigt at jage hunnen, mens han samtidig rejser alle sine finner for at vise sin skønne farvetegning. Når hun er modtagelig, vil hunnen svømme ind på ynglestedet først, tæt fulgt af hannen. Han presser sig mod hunnens side og samtidig med en kraftig skælven fra begge fiskene, sprøjtes æggene direkte ind mellem planterne eller legemediet. De lagte æg er klæbrige, de vil gå til bunds i ferskvand og er gennemsnitlig 1.5 ± 0.5 mm i diameter, sædvanligvis klare til lyst ravfarvede, og de hæfter sig fast med en fin tråd. Efter legen vil hunnen forlade området, mens hannen bliver tilbage og viser sig frem for andre hunner, der passerer, og på den måde forsvare sit territorium og de befrugtede æg.

 

I modsætning til, hvad du ellers hører eller læser, vil de fleste regnbuefisk æde deres æg, måske ikke dem alle sammen, men de vil helt sikkert spise dem, de kan finde, og jeg har aldrig set en regnbuefisk, som ikke spiser fiskeæg. Den legende han vil forsøge at holde alle de andre fisk væk fra hans legeområde og æg, men normalt lykkes det ikke særlig godt. For at sikre, at flest mulige æg overlever, bør man kontrollere yngleakvariet regelmæssigt. Hvis problemet med, at æggene bliver spist, bliver ved, kan man prøve at bruge en stiv flaskerenser som ynglemedium. Kommercielle opdrættere bruger sådanne til opdræt af tropiske fisk, som sædvanligvis vil æde deres æg. De stive børster fungerer som et medium, i hvilket de klæbrige æg kan lægges, mens de på samme tid afholder de ynglende fisk fra at æde de lagte æg. Javamos (Vesicularia dubyana) er en velegnet levende plante for opdræt af regnbuefisk og den kan også gro under de lave lysmængder, der er i de fleste opdrætsakvarier. Selv om dette er tilfældet, så foretrækker jeg dog ynglemopper som opdrætsmedium.

Ynglemopper kan nemt laves af acrylgarn (omkring 8-trådet), der klippes i længder på 30 cm og bindes sammen på midten. For at opnå et mere naturligt udseende, kan man bruge grøn tråd til at simulere vandplanter. Mopperne kan fastgøres til en blok flamingo-skum og anbringes flydende i vandet eller på den anden side kan man bare smide bundtet med de løse tråde ned i akvariet. For at give hannerne mulighed for selv at vælge ynglepladsen og hunnerne mulighed for at finde skjulesteder, er det vigtigt, at der lægges flere mopper i akvariet. Æg-fyldte mopper skal fjernes fra opdrætsakvariet og anbringes i andre akvarier for klækning og larvernes udvikling.

Et problem, der ofte forekommer, når man opdrætter regnbuefisk, er en lille ferskvandsfladorm kendt som planaria. Det er en meget lille sort eller lysebrun fladorm, som meget ligner en igle og ofte dukker op i ferskvandsakvarier. De er normalt omkring 3 til 5 mm lange, men nogle kan blive så store som 10 mm. I et almindeligt akvarium vil de sædvanligvis ikke forårsage problemer og formentlig endda være der uden at blive bemærket. Men får du dem ind i et yngleakvarium, kan de ødelægge et helt kuld æg på bare nogle timer. De kan så ses kravle rundt på ynglemopper eller planter. De lever af al slags organisk materiale, men kan også inficere slimhinderne i fiskenes gæller.

Før man genbruger en ynglemoppe til en anden art regnbuefisk skal man sikre sig, at de er blevet steriliseret for at få ødelagt tidligere æg eller skadedyr, som stadig kan sidde i mopperne. Hunnerne af mange arter regnbuefisk ligner hinanden meget, så dette vil også hindre overførslen af æg, hvilket kan resultere i hybridisering eller overførsel af sygdomme fra et opdræt til det næste. Dette er en situation, hvor ynglemopper har en væsentlig fordel fremfor levende planter i et opdrætsakvarium.

En interessant egenskab er hermafroditisme hos regnbuefisk. Gerald Allen bemærkede, at Chilatherina fasciata sommetider er hermafroditisk; dvs. at både hanlige og hunlige kønsorganer er til stede i det samme individ. Nick Romanowski har i ANGFA Journal Fishes of Sahul rapporteret sine observationer af tilsyneladende hermafroditisme hos Melanotaenia fluviatilis. Dette kan meget vel indikere, at hermafroditisme kan være mere vidt udbredt blandt regnbuefisk, end oprindeligt antaget.

 

Opdræt af Regnbuefisk

Opfodring af Regnbuefiskeyngel:
At få regnbuefisk til at lege er relativt enkelt og ligetil. At fodre deres unger op kan være en noget større udfordring, men med lidt øvelse er det dog heller ikke vanskeligt. Hvadenten du får en sporadisk leg i dit akvarium eller har et vel tilrettelagt opdrætsprogram, skal du for at kunne opfodre regnbuefiskeyngel med held, være i stand til at forsyne dem med de rette forhold. Høj dødelighed kan ofte optræde, især under de første levestadier. Yngelens død kan være resultatet af adskillige faktorer, blandt andet indavl, ringe vandkvalitet og uhensigtsmæssige klækkebetingelser, men utilstrækkelig ernæring kan også spille en væsentlig rolle. Ved at følge nedennævnte metodik, kan overlevelsesprocenten for regnbuefiskelarverne blive så høj som 80-95 procent.

 

Opsamling af æg
Opsamling af æg fra yngleakvariet er den bedste måde at sikre det størst mulige antal unger fra dine udvalgte forældrefisk. For de arter, der lægger et stort antal æg hver dag, opnås de bedste resultater ved at forsyne dem med ynglemopper og så skifte mopperne og placere de ægfyldte mopper i et andet akvarium. Dette kan være et akvarium, der er gjort klar på forhånd, hvis du ønsker at yngelen skal klække og vokse op i dette. Ellers kan man bruge et uindrettet opvækstakvarium. For de arter, der bare lægger et lille antal æg om dagen, vil den simpleste metode være, bare at håndplukke æggene fra mopperne eller vandplanterne,.

Regnbuefiskeæg har en rimelig hård skal og kan udmærket indsamles fra ynglemopperne hvis man har rene fingre. Ægfyldte mopper skal presses forsigtigt eller have lov til at dryppe af til de er næsten tørre. Regnbuefiskeæg er klæbrige, de vil gå til bunds i ferskvand og er gennemsnitlig 1.5 ± 0.5 mm i diameter, sædvanligvis klare til lyst ravfarvede og de hæfter sig fast med en fin tråd. De enkelte æg vil træde frem som bitte små glasperler mod de mørkere farvede tråde fra moppen. Anbring æggene i klare beholdere af plast for at klækkes. Umiddelbart efter klækningen skal larverne overføres til opvækstakvariet.

 

Ægudvikling & klækning
En lang række af individuelle systemer bliver brugt af akvarister til at få regnbuefiskeæg til at udvikles. Den enkleste metode er bare at anbringe dem i en lille lav bakke eller beholder, der er fyldt med vand, der er forberedt med de passende vandværdier. En stille vandbevægelse i klækkebeholderen bør etableres ved hjælp af en luftsten, for at sikre tilstrækkelig vandcirkulation til alle æggene. Om nødvendigt kan beholderen anbringes flydende i et opvarmet akvarium for at opretholde en korrekt temperatur.

Professionelle systemer som f. eks. \'opstrøms-klækkebeholdere\' kan købes hos akvarieudstyrs-forhandlere. Opstrøms-klækkebeholdere findes i handelen i adskillige forskellige modeller, eller de kan nemt konstrueres af PVC eller andet materiale, som f. eks. plastikflasker. Opstrøms-beholdere giver en passende cirkulation ved at bruge vandstrømmen til delvis at få æggene til at svæve. Vandstrømmen skal justeres således, at æggene lige netop holdes svævende. Alle typer af klækkebeholdere bør dog opbevares på en sådan måde, at de udviklende fostre beskyttes mod direkte lys.

En lille procentdel af æggene vil ikke udvikles, normalt fordi de ikke har været befrugtede fra begyndelsen. Døde (hvide) æg udvikler hurtigt et loddent udseende, hvilket skyldes en infektion af svamp og de skal fjernes regelmæssigt. Kemisk behandling kan anvendes for at begrænse infektionen, og udføres ved at tilføre en smule Methyl-blåt til vandet. En behandling er almindeligvis tilstrækkeligt. At fjerne de døde æg med en øjen-pipette er nok mere effektivt end en kemisk behandling mod svamp, men det kan være meget tidskrævende. Meget kraftige svampeinfektioner indenfor de første 2 eller 3 dage efter legen indikerer typisk en høj procentdel af ufrugtbare æg. Dette kan skyldes dårlige vandbetingelser i legeakvariet eller ufrugtbarhed hos forældrefiskene. En pludselig forøgelse af tabene senere hen vil normalt være tegn på dårlig vandkvalitet i klækkebeholderen.

Klækkeperioden afhænger af vandtemperaturen, og for de fleste regnbuefisk er den omkring 6 til 9 dage ved 25° Celsius. Fuldt udviklede fostre fremviser tydelige øje-pletter, og kaldes ofte som \'øjen-åbnede\'. Ved klækningen, når regnbuefiskelarven forlader ægget, er den forsynet med en blommesæk, og fra denne får den tilstrækkelig næring til at overleve de første par dage af dens fritsvømmende tilværelse. Efter at blommesækken er blevet opbrugt, vil babyfiskene forblive i det øverste 1-cm tykke vandlag, hvor de begynder at søge efter føde. Derfor skal du i gang med at fodre dem så hurtigt som muligt. Babyfiskenes fortsatte vækst og udvikling vil variere fra den ene akvarist til den anden, og er hovedsagelig afhængig af akvariets miljøbetingelser så som temperatur, vandkvalitet og fødeudvalg.

 

Opvækstakvariet:
Det ideelle opvækstakvarie bør være uindrettet, med bare en filtersvamp. På denne måde kan akvariet nemt holdes rent og det hjælper med til at forhindre sygdomme og problemer med vandkvaliteten. I denne periode skal svampen renses jævnligt under løbende lunkent vand for at holde overfladen ren og fri for tilstopning. En svag strøm af luftbobler er tilstrækkeligt, da mere luft vil skabe for meget uro i vandet og babyfiskene vil være nødt til at kæmpe mod strømmen. Efterhånden som de vokser, kan man øge luftstrømmen. For at opnå den bedste vækst og overlevelse, kan det anbefales, at tætheden af fisk helt fra starten ikke overstiger en  babyfisk per liter, og vandtemperaturen bør være mellem 24-28° Celsius. Unge fisk kan blive i opvækstakvariet indtil de er store nok til at blive overført til et almindeligt akvarium. Denne periode bør dog ikke overskride 60 dage på grund af den forøgede vækst, og faren for at der kan optræde forringede betingelser i vandkvaliteten. Normalt kan der forventes en overlevelse på 95% under opholdet i opvækstakvariet. Kønsforskelle begynder at blive synlige mellem 9 og 12 uger efter klækningen og kønsmodning sker ved 6 til 12 måneder.

 

Pasning:
Den almindelige pasning består i at skifte lidt af vandet hver anden eller tredje dag med en lille hævertslange, og samtidig fjerne alle foderrester og afføring, samt tilførsel af nyt, afhærdet vand for erstatning af det opsugede. Alle døde eller misdannede fisk skal fjernes regelmæssigt. Rens og desinficer alt opdrætsudstyr med en kloropløsning eller et tilsvarende egnet desinfektionsmiddel, før det genbruges til det næste kuld unger.

Mysteriesnegle (Pomacea bridgesi) kan være nyttige at sætte i opvækstakvariet, da de hjælper med at holde akvariet rent for nedbrydningsstoffer og spiser alt foderoverskud, hvilket har en meget positiv effekt på vandkvaliteten. I tilgift vil mysteriesneglene ofte yngle i det akvarie, hvori fiskeungerne vokser op.

 

Et problem, man ofte møder, når man opfodrer regnbuefiskeunger, er en lille ferskvands-cnidarie, der hedder hydra. De har normalt en lysebrun eller brun farve og kan være svære at se mod en baggrund af naturfarvet sand eller på planter. Normalt vil du ikke bemærke dem, medmindre de har fået etableret en kraftig invasion. Inden for et opvækstakvaries begrænsede område, kan disse små uhyrer være dødelige, og de kan nedsvælge et helt akvariefuldt af nyklækkede regnbuefiskeunger på mindre end en uge. Hydra kan dræbe små unger op til en størrelse på omkring 8 til 10 mm. Derfor er nyklækkede larver af regnbuefisk og blå-øjer lige spiseklare for gennemsnits-hydraen. Større unger kan ofte vride sig løs fra de brændende tentakler, men vil normalt dø alligevel. Unger over 10 mm ser imidlertid ikke ud til at have nogen problemer.

Det ser ud til, at hydra kun forekommer i akvarier, hvor der fodres med Artemia nauplier eller tilsvarende levende foder. Jeg har aldrig bemærket dem i mine almindelige akvarier og de ser ikke ud til at forekomme i opvækstakvarier, hvor der overvejende fodres med tørt eller flydende foder. Men så snart jeg begynder at fodre med store mængder af Artemia nauplier, varer det ikke længe, før hydraene dukker op, ofte i enorme mængder - selv om de ikke indtager alle mine opvækstakvarier. Hydra slås også med ungerne om det levende foder, hvorved omkostningerne ved opfodringen forøges og vækstraten formindskes.

 

© Copyright 1996-99, Adrian R. Tappin - All rights reserved

 

Back to Top