Opdræt af den røde spidshalemakropode, Pseudosphromenus dayi.

Af Karsten Plesner
Original tegning: Torben Hansen
Foto: Helene Schoubye

Nedenstående er til dels en nybearbejdet udgave af en artikel jeg skrev tilbage i midten af

1980'erne. Jeg har tilføjet en beskrivelse af, hvordan man med 100% sikkerhed kender forskel på

hanner og hunner i stedet for at skulle forlade sig på subjektive forskelle i finnernes længde.

Udbredelsesområde og beskrivelse
Den røde spidshalemakropode, Pseudosphromenus dayi, findes naturligt i Myanmar, Sri Lanka,

Sumatra, Vietnam og muligvis på Malabar- og Koromandelkysten. Den er en af de meget smukke

labyrintfisk, som alt for sjældent ses udbudt til salg herhjemme. P. dayi er præget af lysende

blå finnekanter, har forlængede finnestråler i halefinnen og en kraftig rød farve på bugen og i

dele af halefinnen.


Den originale tegning af P. dayi, som blev brugt i forbindelse med artiklen tilbage i 80'erne.

Indretning af akvariet
Den 8. marts 85 blev jeg ringet op af en bekendt, som spurgte om jeg kunne opbevare et par af

den røde spidshalemakropode, og give dette par videre ved DAU's 40 års jubilæum i Holstebro.

Det ville jeg selvfølgelig gerne. Samtidig håbede jeg, at jeg måske kunne være heldig at få

denne på daværende tidspunkt sjældent sete labyrintfisk til at yngle.

Jeg lavede straks et 90-liters akvarium parat til disse fisk, som jeg skulle afhente allerede

dagen efter. Jeg undlod bundlag i akvariet, da jeg ville have mulighed for at holde vandet så

rent som muligt. Jeg fyldte ca. 45 liter vand på akvariet, da jeg vidste, at labyrintfisk

foretrækker at lege på ganske lav vandstand. Vandet havde en hårdhed på ca. 7 og en pH-værdi på

ca. 6,5. Temperaturen holdt jeg på 28°C. I overfladen lod jeg et stykke korkbark flyde rundt og

på bunden placerede jeg en halv, omvendt urtepotte og en trærod, således at hannen havde rig

mulighed for at vælge sig et passende sted til sin skumrede. Samtidig smed jeg en stor klump

javamos og en del vandbregner (Ceratopteris) ned, således at hunnen havde mulighed for at gemme

sig mens hannen byggede sin skumrede og mellem de enkelte parringer.

Den første parring
Jeg fik fiskene den 9. marts 85. Allerede dagen efter begyndte hannen på sin skumrede. Til

dette formål havde den udvalgt sig korkstykket. 11. marts 85 begyndte legen. Hunnen var

tilsyndeladende meget ivrig efter at begynde legen, idet hun begyndte at puffe hannen i bugen,

inden han havde fået færdiggjort skumreden. Da den første parring fandt sted, var skumreden kun

ca. 3 cm i diameter, og bestod kun af et enkelt lag bobler. Ved den første parring blev der kun

afgivet et æg, og dette antal steg med hver parring jævnt til omkring 30, hvorefter det faldt

igen. Alt i alt parrede fiskene sig 15 gange, og der kom i alt omkring 100 æg. Ved en parring

omklamrede hannen den noget utålmodige hun. Han vendte hende om på ryggen, og i denne stilling

blev æggene afgivet. Æggene, som er tungere en vand, faldt langsomt mod bunden. Mens den næsten

bevidstløse hun hang helt stille i vandet, begyndte hannen at indsamle æg. Når hunnen kom til

sig selv, hjalp hun til med indsamlingen. I litteraturen kan man om den røde spidshalemakropode

læse, at hunnen ofte hjælper til med at indsamle æg, men ikke altid husker at aflevere dem

igen. Her oplevede jeg noget mærkeligt; når hunnen havde indsamlet tilstrækkeligt med æg,

anbragte hun dem under træroden, hvor hun havde lavet sin egen lille skumrede, og efter

parringen brugte hun næsten al sin tid på at passe disse æg. Det er måske ikke sa mærkeligt, at

hunnens instinkter overfor æggene er så stærke, idet det før er set, at hunnen hos den røde

spidshalemakropode overtog pasningen af ungerne, når hannen blev fjernet fra akvariet.

Klækning af æg og opfodring af yngel
24 timer efter parringen begyndte de første æg at klække. Efter yderligere 36 timer begyndte de

første af de 4-5 mm store unger at svømme frit. På dette tidspunkt var jeg sa uheldig, at

hunnen sprang de 15 cm fra vandoverfladen og ud gennem en revne på kun 7 mm. Da jeg fandt den

var den desværre død, sådan at jeg ikke længere havde mulighed for at give parret videre, sådan

som det oprindeligt havde været meningen. Efter denne triste oplevelse besluttede jeg mig for

at fjerne hannen, for selv at tage mig af ungerne. Da blommesækken var opbrugt, begyndte jeg at

fodre med Liquifry. Efter en lille uge på dette foder gik jeg over til at fodre med nyklækkede

nauplier af Artemia salina.

For at holde vandet hos ungerne så rent som muligt, skiftede jeg i den første måned ca. 90% af

vandet hver dag. Herefter gik jeg over til kun at skifte vandet hver tredie dag, idet ungerne

nu alle havde udviklet deres labyrintorgan, og således havde passeret den, i hvert fald for

mange akvarister, første kritiske periode.

Formentlig grundet et defekt varmelegeme, mistede jeg pludselig en del af mine unger, således

at jeg endte med ca. 40 unger tilbage. De største var efter 5 måneder nået en størrelse på 4,5

cm, og ved at være ynglemodne. De sidste efternølere var kun godt 3 cm lange, med de spiste

meget, og skulle nok nå maksimumstørrelsen inden for nærmeste fremtid.

En anbefalelsesværdig og overset art
Hvis muligheden byder sig for at anskaffe nogle eksemplarer af denne spændende fisk, kan det

kun anbefales. Uden at være grov over for de mere stille fisk i akvariet, er min røde

spidshalemakropodehan, på trods af sine kun 6 cm, den eneste, der absolut ikke lader sig kue af

mine 10 cm store sorte makropoder (Macropodus spechti). Da det samtidig er en meget let fisk

at holde, når blot temperaturen er på den rigtige side af 24° C, og akvariet er dækket

ordentligt af for denne dygtige springer, bør den absolut have en fremtid som populær

akvariefisk. Farvemæssigt står den ikke tilbage for hverken dværg- eller perleguramien.


Den røde spidshalemakropode, P. dayi, i et tætbeplantet akvarium.

En let fiske at holde og opdrætte
I årene efter, at jeg skrev denne artikel, fik jeg en del nye kuld unger af den røde

spidshalemakropode. Et par i et tætbeplantet 63 liters akvarium, hvor vandstanden var sænket

til 15-20 cm gav unger stort set hver eneste gang. Når først der var kommet en skumrede med

æg/unger, kunne man tage den fra med en kop og over i et akvarium med vand fra

forældrenes akvarium. Jeg brugte et tomt akvarium med en vandstand på 5 cm og hverken bundlag

eller planter. Det eneste jeg gjorde, var at smide en luftsten i akvariet. Den var tilsluttet

en luftpumpe, der kørte på meget lav kraft. Desuden sørgede jeg for et tætsluttende dæksglas.

Når de i en størrelse på omkring 1 cm begynder at udvikle deres labyrintorgan og i den

forbindelse oftere og oftere henter luft ved overfladen, er labyrintfiskeunger særdeles sarte

overfor luft, som er bare et par gradere køligere end det vand, de går i.

I perioder, hvor jeg ikke tog skumrederne fra, var der uvægerligt altid enkelte unger, der

overlevede i det tætbeplantede akvarium. Min bror holdt et par under lignende forhold og havde

præcis den samme oplevelse.

Kønsforskel
I de fleste bøger læser man, at hannen hos den røde spidshalemakropode har lidt længere finner

end hunnen. Dette er givetvis rigtigt, men kun til at se tydeligt hos helt fuldvoksne

eksemplarer. Jeg har i årevis brugt en alternativ metode, som gør det muligt at se kønsforskel

hos selv halvvoksne eksemplarer. Det kan ses allerede fra de er godt 3 cm lange hos både

Pseudosphromenus dayi og P. cupanis og hos de to store knurrende guramier, Trichopsis schalleri

og T. vittata. Hos den lille knurrende gurami, T. pumila kan man se det allerede, når den er

omkring 2 cm lang. Hvis man fanger fisken op i en lille gennemsigtig beholder, såsom de

fangstbeholdere, som hos mange akvarieforretnigner bruges til at fange fisk i, kan man holde

beholderen op foran armaturet, så man kan skelne de indre organer. Hos hannen kan man se et

mørkt område med en buet kant et stykke bag gællerne, som er omridset af maven og andre indre

organer. Hunnen har den samme kurve, men øverst på den er der en aflang mørk trekant, som peger

ned mod halefinnen. Dette skulle være æggestokkene, som det af gode grunde kun er hunnen, der

er i besiddelse af. Jeg har prøvet at skitsere det på en modificeret udgave af den originale

tegning, der i sin tid blev bragt sammen med artiklen.


Skitse over kønsforskellen hos spidshalemakropoder (og knurrende guramier).

Back to Top