Opdræt af Channa asiatica

 

Af Karsten Plesner

 

(Artiklen er oprindelig bragt i oktober 1985 nummeret af 'Makropoden' som var officielt organ for den skandinaviske del af I.G.L - Internationale Gemeinschaft für Labyrintfische)

 

Da jeg i al min tid som akvarist har interesseret mig for labyrintfisk, sagde jeg med det samme ja, da jeg blev tilbudt nogle eksemplarer af slangehovedfisken Channa asiatica. Egentlig er slangehovedfisken ikke i familie med de 'rigtige' labyrintfisk. Slangehovedfisken har, uafhængigt af de øvrige labyrintfisk, selv udviklet et labyrintorgan, som dog meget nøje svarer til labyrintorganet hos labyrintfiskene.

 

Jeg anskaffede mig 12 slangehovedfisk, som jeg satte i et 160 liters akvarium. På daværende tidspunkt var fiskene 10-12 cm store. Akvariet var indrettet med en hel del sten langs bagruden. I den forreste del var der tykt beplantet med Saggitaria og Echinodorus. Vandet var almindeligt ledningsvand med en pH-værdi på 7,2, en totalhårdhed på 26 og en temperatur på 25°C.

 

Slangehovedfisken, Channa asiatica, er meget langstrakt. I grundfarve er den lyst brunlig. Ned langs kroppen har den 10 sortgrå vinkler. På selve haleroden har den en stor sort øjeplet. Derudover er den besat med 'sølvstænk' på kroppen og til dels på ryg- og gatfinne. Den har en særdeles stor mundåbning, som sætter den i stand til at fortære imponerende store fisk. En slangehovedfisk på 18-20 cm er uden problemer i stand til at sluge en voksen Xiphophorus helleri hun på 8 cm.

 

Når en slangehovedfisk får øje på et bytte, nærmer den sig ganske langsomt. Når den er kommet tilstrækkelig tæt på, krummer den sig sammen, åbner munden og nærmest springer frem mod byttet, hvorved byttet nærmest bliver suget direkte ned i maven på slangehovedfisken.

 

I den litteratur, som jeg har kunnet finde om slangehovedfisk, har jeg ikke kunnet finde nogen særligt dybtgående beskrivelse af Channa asiatica. Derfor kendte jeg heller ikke hverken kønsforskel eller yngleforhold. Jeg havde kun fundet ud af, at der blandt slangehovedfiskene fandtes både mundrugende og mere eller mindre fritlegende arter.

 

Da jeg havde haft slangehovedfiskene i 2-3 måneder, hvor de var blevet fodret med diverse ungefødende tandkarper, halvstore cichlideunger og hele upillede rejer, var de 4 mindste af de oprindelige 12 blevet ædt og de 6 næstmindste var i større eller mindre grad uden bagkrop, hvorfor jeg flyttede disse 6 til et 250 liters akvarium, hvor de kom til at gå sammen med 4 fuldvoksne Ceylonmakropoder (Belontia signata). De 2 tilbageblevne flyttede jeg til et 128 liters akvarium, som jeg havde indrettet ligesom det tidligere nævnte 160 liters. På dette tidspunkt havde slangehovedfiskene nået en størrelse på 18 cm.


 


Originale tegninger af Kaj Andersen og Torben Hansen.

 

Da jeg en uges tid senere kom ned i akvarieklubben, troede jeg ikke mine øjne, da jeg kiggede ind til mine slangehovedfisk: I overfladen var et et areal på 12x15 cm dækket med æg. Jeg satte mig ned i nærheden af akvariet for evt. at se, hvordan legen foregik. Det viste sig imidlertid, at legen tilsyneladende var overstået. Nu drejede det sig blot om at finde frem til en eventuel kønsforskel. Efter at have betragtet fiskene i et stykke tid, gik det pludselig op for mig, at den fisk, der stod og passede æggene, og derfor måtte være hannen, havde sølvstænk på gatfinnen, hvilket totalt manglede hos hunnen. Yderligere fik jeg en ret klar ide om, hvordan fiskene må have ynglet, idet hunnen havde nogle læsioner i ryg- og gatfinne, som jeg tidligere har set magen til hos stribet gurami (Colisa fasciata). Hannen har med stor sandsynlighed omklamret hunnen på tilsvarende måde, som man ser det hos de rigtige labyrintfisk.

 

Æggene, som var ca. 2 mm i diameter klækkede efter 36 timer. Efter yderligere 18-24 timer blev de 6-7 mm lange unger fritsvømmende. Jeg fodrede ungerne med nauplier af cyclops og Artemia salina.

 

Til at begynde med var der langt over 300 unger, og størstedelen af disse flyttede jeg til et 160 liters akvarium. Selv om jeg skiftede 90 % af vandet hver anden dag, og ungerne til stadighed svømmede i store mængder foder, var dette tilsyneladende ikke tilfredsstillende for ungerne. Muligvis fordi de trængte til kostforandring, kunne jeg iagttage, at ungerne åd bagkroppen af deres søskende. Jeg kunne dagligt fjerne forkroppe i stort antal fra bunden af akvariet.

 

Efter 8 uger har de største af ungerne nu nået en størrelse på 34 mm. Der er nu 17 unger tilbage i alt. Det lader til, at ungerne har aflagt deres kannibalistiske tendenser, idet der ikke er forsvundet nogen unger indenfor de sidste 14 dage. Hos forældrene lod jeg oprindeligt 30 unger blive tilbage, og disse er nu blevet reduceret til bare en enkelt unge. Denne unge vil jeg lade bliver hos forældrene for at se, i hvilken grad de efterstræber deres unger, og i hvor lang tid den vil blive tolereret hos forældrene.

 

Siden ungerne var 20 mm har jeg bl.a. fodret med guppyunger. Slangehovedfiskeungerne praktiserer samme fangstteknik som forældrene. Denne teknik kunne man i øvrigt også iagttage fra ungerne var helt små, når de jagtede nauplier.

 

Hvis man får muligheden for at anskaffe sig denne fisk, kan jeg kun anbefale det. Blot skal man have to ting for øje, inden man kaster sig ud i et sådant projekt. For det første skal man være sikker på, at man kan skaffe stort foder nok til denne glubske rovfisk, og for det andet skal man huske, at alle fisk, som bare er lidt mindre end slangehovedfiskene, før eller siden vil blive betragtet som foder. Mine slangehovedfisk er gået hen og blevet et trækplaster, primært på grund af deres specielle adfærd.

 

Ovenstående blev skrevet i efteråret 1985. Efterfølgende kan jeg tilføje lidt flere oplevelser med Channa asiatica.

 

Jeg fandt ud af, at voksne hunner typisk var lidt kraftigere omkring bugen og at hannerne havde mange flere sølvpletter på kroppen end hunnerne.

 

Den enlige unge, der gik sammen med forældrene, overlevede til en størrelse på ca. 6 cm, hvor den sammen med en del andre unger røg til Sverige. Jeg beholdt selv 6 unger, hvilket senere skulle vise sig at være en god ide.

 

Året efter, at de ynglede, havde jeg en lidt anderledes oplevelse med mine Channa asiatica. Jeg kom ned i vores akvariekælder og kunne se, at en stor sværdplante var blevet revet op i deres akvarium. Akvariet var ca. 2/3 fyldt med vand. Der var et dæksglas over hele akvariet, hvor der i det ene hjørne var skåret et foderhul. Over dette foderhul lå der en lille glasplade, så fiskene ikke kunne springe ud. Da jeg ville plante sværdplanten igen med det samme, flyttede jeg den lille glasplade over foderhullet og stak langefingeren ned i hullet for at løfte dæksglasset af. I det samme sprang hannen op og bed sig fast til midt på midterste led af min langefinger og hang der og slog med halen, mens den helt tydeligt prøvede at trække mig ned. Jeg nåede lige at registrere, at jeg ikke skulle trække hånden til mig, da jeg ellers enten ville rive den i stykker på glasset eller splatte den ud på væggen. Efter et par sekunder gav den slip og jeg havde en nydelig ring af små røde punkter omkring midten af min langefinger. Jeg kan skrive under på, at sådan en slangehovedfisk har tænder, der er helt fine til at holde fast med.

 

Jeg lånte mit par ud til en anden labyrintfiske-entusiast i forbindelse med en akvarieudstilling i det jyske. Desværre sprang hunnen ud i denne forbindelse.

 

Blandt ungerne fik jeg endnu et par og først i halvfemserne ynglede disse. Denne gang var der mindst dobbelt så mange unger. Jeg oplevede igen, at de slagtede hinanden til højre og venstre, uanset de dårligt kunne bevæge sig, uden at svømme ind i cyclops, dafnier og andet småt levende foder. Jeg fik godt 30 unger ud af kuld nummer to.

Back to Top