Mogurnda spec.
Den Purpur-plettede Kutling.

Tekst: Adrian Tappin
Oversættelse: Sven Erik Riedel, KA.

 

Mogurnda-arter er for tiden anbragt i den store familie Eleotridinae, hvis medlemmer findes rundt om i verden i tropiske og tempererede vande. Der findes et stort antal af vidt udbredte varianter i Australien, som er slået sammen i en fælles gruppe under det engelske navn Purple Spotted (Purpur-plettede) Kutlinger. For det utrænede øje ser de meget ens ud og adskiller sig hovedsageligt kun i antallet af skæl.

 

Mogurnda mogurnda


Allen og Jenkins har for nylig udgivet et videnskabeligt skrift om Mogurnda-arterne og har tilføjet nogle få nye navne til nogle af de Australske varianter. De Australske arter, der videnskabeligt er accepterede, er:

Mogurnda adspersa (Castelnau 1878) Sydlige Purpur-plettede kutling.
Mogurnda clivicola Allen & Jenkins 1999 (Flinder's bjergene, Barcoo- og Bulloo-floderne).
Mogurnda larapintae (Zeitz 1896) (Finke floden).
Mogurnda mogurnda (Richardson 1844) Nordlige Purpur-plettede kutling.
Mogurnda oligolepis Allen & Jenkins 1999 Falsk-plettede Mogurnda (Kimberley)
Mogurnda thermophila Allen & Jenkins 1999 Dalhousie Mogurnda


Videnskabelige studier indikerer, at der kan være flere arter end de, der i øjeblikket er accepterede. De er alle geografisk adskilt i naturen, men lejlighedsvis kan geografiske barrierer ophæves, især under perioder med exceptionelt kraftig regn, der forårsager udbredte oversvømmelser i Australien. Det er derfor meget væsentligt at have en ansvarlig indstilling til problemet omkring arts/variant-identiteten, og sikre sig, at akvariebestandene af de forskellige former holdes rene, ved at undgå at krydse de forskellige typer med hinanden.
Mogurnda-arter har en pletvis udbredelse hele vejen tværs over det Australske hovedland og kan findes i det nordlige Western Australia, Northern Territory, Carpentaria-bugten og Murray-Darlingflodernes afvandingssystemer i South Australia, Victoria, New South Wales og Queensland. De optræder på passende levesteder langs østkysten af det nordlige New South Wales og til det nordlige Queensland. De findes også i Eyre-søen og i Bulloo-flodens afvandingssystemer i det centrale Australien.
Indtil for nylig blev de betragtet som udryddede i Victoria og South Australia. Storskala landindvinding til græsning og landbrugsjord har forårsaget væsentlige ændringer i det naturlige miljø i disse områder, øget uklarhed og tilmudring samt gødningsbelastning. Disse levesteder er blevet kraftigt ændret helt ud til flodbredderne og ikke mange oprindelige levesteder er stadig intakte. Akvatiske ukrudtsartet, som Vandhyacinthen; Eichhornia crassipes, og Salvinia; Salvinia molesta, udgør en konstant trussel mod de akvatiske levesteder og livet i oversvømmelseszonerne.

 

Mogurnda adspersa

 

Mogurnda er en lille, robust art med afrundet hoved og hale, og en let sammenpresset krop. De kan opnå en længde på 125 mm, men er almindeligvis omkring 70 mm; hanner kønsmodner ved 45 mm, hunner ved 50 mm. De har to rygfinner; den første afrundet og lavere end den anden. Finnestrålernes antal varierer betydeligt fra lokalitet til lokalitet, men er normalt ensartet på den samme lokalitet. Kroppen er dækket af middelstore skæl.
Mogurnda-arter formeres ikke kommercielt, og som følge heraf ses de sjældent i akvarieforretninger. På trods af det faktum, at de sjældent ses i akvariehobbyen, blev de holdt og formeret allerede for mange år siden, ofte under akvarieforhold, som vi i dag ville kalde meget primitive. Formering i fangenskab af en Mogurnda-art blev første gang rapporteret i 1912. I maj 1918 fandt de vej til den internationale hobby, da nogle dyr blev sendt til San Francisco, USA. Ikke desto mindre finder vildtfangede fisk fra tid til anden vej til den internationale akvariehandel.
At købe disse arter er bare det første skridt og måske det vanskeligste; det næste og sikkert det mest udbytterige, er det at holde og formere dem, når de først er kommet hjem i ens akvarier. Lige efter at være sat ned i akvariet, tager det for vildtfangede dyr adskillige dage at falde til ro. De er i begyndelsen rastløse, mens de udforsker akvariets begrænsninger. Efter en kort tilvænningstid, falder de dog til ro og tilpasser sig godt til akvarieforholdene. De kan udmærket holdes i et 60 liters akvarie, selv om de vil sætte pris på et, der er større.
Kroppens baggrundsfarve skifter fra mørk chokoladefarvet på ryggen til svagt lysebrun på bugen. Der er 9 til 12 store, sorte eller grå mønstre på siderne, der sommetider flyder sammen til bånd. Omkring disse mønstre eller bånd er der et stort antal hvide og teglrøde pletter, der, når yngleperioden starter, bliver stærkt fremtrædende. Deres finner har en gullig baggrundsfarver, og alle bortset fra bryst- og bugfinnen bliver de mørkere farvet mod kanterne. Rygfinne, hale- og bugfinner har en mængde teglrøde pletter, hvis tæthed er størst ved finnernes basis; disse vil også blive klarere under legeperioden.
Kønsmodne hanner har tre par brune og hvide striber løbende diagonalt over kinder og gællelåg, mens hunnerne normalt har to par striber, der er mere blege. Voksne hanner har også en udtalt pandepukkel på hovedet over øjnene. Den genitale papil løber ud i en spids og har en skinnende farve. Hunner mangler pukkelen på hovedet, og hunnernes læggerør er bredere med en ophøjet kant og er blegere i farven.
Mogurnda findes normalt i langsomt strømmende vand mellem vandplanter på steder, hvor der findes et passende fast underlag, hvor de kan lægge deres æg. Deres levesteder omfatter ferskvandede bifloder, lavvandede, årstidsbestemte eller permanent oversvømmede sumpområder og laguner. De yngler fra december til februar (den australske sommer, o.a.), når temperaturen er 20-34°C og føden er rigelig. Oversvømmelse er ikke nødvendig for at stimulere æglægningen.
De to køn viser sig kraftigt frem for hinanden forud for legen, og hannerne bliver kraftigst farvet. Hunnerne, der kan lægge æg gentagne gange, producerer mellem 200 og 1200 æg ved hver leg. Æggene er transparente og elliptiske, og måler som gennemsnit 1,0 ± 0,5 mm gange 2,0-3,0 mm. Æggene afsættes i en rund klynge på klipper, sunkne grene, eller andet fast materiale. Hannens legeforberedelser består i omhyggelig rensning af det udvalgte område ved at fjerne alt uønsket materiale.
Hunnen vil besøge og inspicere reden gentagne gange, indtil hun er tilfreds med den. Når hun så har godkendt redepladsen, vil hun placere sig i en vandret position med sin bug i en vinkel på omkring 45 grader for at lægge sine æg. Hannen vil følge efter, og med sit hoved i den modsatte retning af hendes, og sin bug i en ret vinkel mod redeunderlaget, vil han placere sit læggerør umiddelbart over hunnens og befrugte æggene. Æggene lægges i rækker, hver med en klæbrig underside ved hjælp af hvilken de fæster sig til redestedet.
Umiddelbart efter, at æggene er lagt, vil hannen normalt jage hunnen bort, så på dette tidspunkt er det bedst at fjerne hende, da hannen vil vogte æggene og larverne indtil de svømmer væk fra reden. Hannen vil anbringe sig lige over æggene, og jævnligt skifte stilling. Med sine bryst- og halefinner vil han hele tiden vifte frisk vand hen over æggene indtil de klækker, hvilket kan tage mellem 5 og 9 dage afhængig af temperaturen. I løbet af 3 dage skal man være i stand til at se ungernes øjne når de hænger ved halen inden i de aflange æg. Lige inden klækningen kan man, hvis man er heldig, faktisk se fiskeungernes bøjede krop bevæge sig rund inden i æggene.
Nyklækkede larver er omkring 4 mm lange og når de bliver lidt større får de et antal langsgående pigmenterede bånd. Blommesækken er helt opbrugt efter omkring 6 dage, hvorefter fodring med zooplankton skal påbegyndes. Når ungerne begynder at svømme frit vil hannen stoppe med at passe dem, og så bør han fjernes. Ungerne kan fodres med Artemia-nauplier straks efter klækningen, og vokser ret hurtigt hvis de får rigeligt med levende foder. På to måneder vokser de til omkring 25 mm; gællelågene får striber når ungerne bliver 12-20 mm lange. Efter fire måneder begynder der at vise sig nogle farvede pletter (meget lig forældrenes) langs kroppen. Efter endnu fem til seks måneder, ved en størrelse på 45 til 50 mm, vil de være fuldt udfarvede fisk.
Succesfuld formering er ikke altid blot et spørgsmål om rutine; ofte vil æggene eller ungerne blive ædt. Hvis dette sker, kan man sørge for kunstig klækning. Indret yngleakvariet på en sådan måde, at de egnede æglægningspladser let kan fjernes eller afmonteres. Efter æglægningen kan det objekt, hvorpå æggene er lagt, så fjernes og placeres i et bart yngleakvarium eller beholder. Vandcirkulation skal tilføres æggene ved at placere en luftsten tæt ved, men dog uden at røre æggene. For at få en passende beskyttelse mod bakterie- og svampeangreb, kan der tilføres en eller to dråber af metylenblåt pr. liter vand. Efter klækningen kan larverne forsigtigt overføres til opdrætsakvariet.
Mogurnda er altædende og deres naturlige føde består af landlevende og vandlevende insekter, orme, små vandlevende krebsdyr, regnbuefisk og insektlarver, alger, pollen, og forskelligt organisk materiale. I fangenskab vil fisken til det daglige foder acceptere en god kvalitet af flagefoder og pillefoder i en størrelse, der kan sluges, men hvis man vil prøve at få disse fisk til at yngle, er et supplement af levende eller frossent foder så som dafnier og almindelige eller røde myggelarver en god ide for at holde fiskene i passende kondition. I fangenskab vil de lege regelmæssigt, hvis de får gode livsbetingelser.

 

Mogurnda sp. mindanao

 

God vandkvalitet, korrekt fodring, og tilstrækkelig plads er de hovedkrav, som må tages i betragtning, hvis dyrene skal blive ved med at være sunde og frugtbare. Det ser ud til, at de trives godt, hvis de holdes i vand med en pH-værdi mellem 6,8 og 7,5, og en hårdhed på op til 150 ppm. Et effektivt biologisk filtersystem er nødvendigt for at opnå optimale betingelser for vandet.
Kutlinger er en gruppe af akvariefisk som i korte perioder opnår høj popularitet og i lange perioder helt negligeres. De er attraktive fisk, med små krav, hvis overhovedet nogen, til speciel omsorg, men som giver én i timevis af fascinerende observationer. De fortjener meget mere opmærksomhed fra både begynderen og den erfarne akvarist, end de har haft indtil nu. Der er et antal arter i Australien, nogle endnu ikke videnskabeligt beskrevet, som stadig venter på at blive succesfuldt opdrættet og opvokset. Visse arter er dog kun tilgængelige for den frygtløse indsamler, som er villig til at gå ud og indsamle dem i naturen.

 

 

Back to Top