Microctenopoma damasi

 

Den lange vej til et dansk førsteopdræt.

 

v. Mogens Juhl  Skandinavisk Killiselskab

(Artiklen har tidligere været bragt i bl.a. Akvariebladet)

 

Det hele begyndte i 1999 med at nogle af mine venner for en 2-årig periode skulle til Uganda og arbejde.

Min barndomsdrøm om at komme til Afrika blev vagt til live og snart blev det et fællesprojekt for mig og min kone at komme ned til Uganda og besøge vores venner.

Alt relevant materiale om landets  fiskefauna blev undersøgt, dog mest med udgangspunkt i min interesse for killifisk.

Af disse er der i Uganda kun en håndfuld arter og landet er i den sammenhæng ganske godt undersøgt.

 

Min ven fra Skandinavisk Killiselskab , John Rosenstock , besøgte i forbindelse med sit arbejde Uganda i marts måned 1999.

Ud over et antal forskellige killi arter, medbragte han også nogle Ctenopoma murei.

Han havde fanget dem i nærheden af Lake Albert i det vestlige Uganda og taget dem med til Danmark i håb om at glæde vores tidligere formand i SKS, Peter Kirchhoff, med disse grove lidet farveprægtige fisk.

 

Da min egen afrejse stille og roligt nærmede sig, besøgt jeg John flere gange for at få informationer om hvordan det er at rejse i Afrika – Uganda i særdeleshed og mest af alt hvordan John havde oplevet sikkerhedstilstanden i Uganda.

 

Det var sådan, at da vi skulle betale vores flybilletter, var der nogle guerillaer fra Zaire, der havde fået den skøre ide, at tage en masse turister til fange i det sydvestlige Uganda.

De engelske og amerikanske blev på voldsom måde slået ihjel med spader og macheter.

 

Der var i samme periode en del problemer i hovedstaden Kampala, hvor der blev smidt bomber forskellige steder i byen – mest steder hvor der var mange mennesker forsamlet.

Alt i alt en noget usikker situation, som vi til sidst valgte at trodse. Dog blev drømmene og planerne om besøg i de mere usikre område droppet.

Uganda er et stort land og som førstegangsbesøger var der masser af muligheder for oplevelser – uden at man ligefrem behøver at sætte livet på spil.

 

Når jeg nu alligevel besøgte John, måtte jeg også besigtige de fisk han havde fanget i Uganda.

Blandt de noget kedelige Ctenopoma murei så jeg at en af dem havde en noget afvigende farvetegning. Den havde nogle utydelige lyse prikkede tværbånd hen over kroppen, hvorved den tydeligt adskilte sig fra de øvrige Ctenopomaer der var ganske ensfarvede – bortset fra den typiske mørke plet ved haleroden.

 

Så vidt jeg kunne finde ud af fra den litteratur, jeg havde adgang til, så kendte man ikke til andre arter af Ctenopoma fra Uganda end Ctenopoma damasi. Denne art var dog kun kendt fra det sydvestlige Uganda, på grænsen til det tidligere Zaire flere hundrede kilometer sydligere.

Brian Watters og Ruud Wildekamp havde i 1988 fanget den i Kazinga-kanalen, der forbinder Lake Edward med Lake George syd for Ruwenzori bjergene.

Det skulle angiveligt være den nordligste lokalitet, man indtil da kendte.

Jeg følte mig dog sikker på, at den uidentificerede Ctenopoma, som John havde fanget måtte være en Ct. damasi eller måske en helt ny art. Hvordan den så var kommet helt derop, hvor John havde fanget den, er så svært at forestille sig.

 

Området omkring Ruwenzori bjergene blev i 1999 også anset for usikkert land, som man nok burde holde sig fra som hvid turist. Det ville derfor ikke være muligt for mig at tage til Kazinga kanalen for at fange Ct. damasi – måske ville det så være muligt på Johns lokalitet flere hundrede kilometer nordligere.

Jeg havde fra flere sider hørt om skønheden hos en bejlende Ct. damasi han. Ligeledes var det åbenbart en art som mange akvarister meget gerne ville eje, så jeg havde mange grunde til at opsøge Johns lokalitet ved Lake Albert.

Af John fik jeg en god beskrivelse af hvor jeg kunne finde stedet.

Ligeledes lånte jeg hans GPS sattelit navigator, hvori han havde afmærket stedet, så det skulle ikke være det store problem, at finde frem til det rigtige vandhul.

 

Ifølge Johns beskrivelse skulle man køre på vejen langs med langs med Lake Albert fra søens nordlige ende fra Bulisa mod Butiabba . Ca. 10 km før Butiabba kører man over en ”culvert” som er en rørgennemføring af et vandløb under vejen. På begge sider var der en større vandsamling, som på den vestlige side var temmelig dyb – to til flere meter.

John havde i marts måned ingen problemer med at komme ned til vandet idet vegetationen var ganske lav. Til gengæld var det et problem at komme til at fiske da brinkerne var temmelig høje og meget stejle.

 

Da jeg kom til stedet d. 1 juni 1999 var jeg ikke helt sikker på om det nu var det rette sted jeg var kommet til.

Vegetationen var nu flere meter høj og ganske ufremkommelig. Det var dog tydeligt at der et eller andet sted var noget vand, så jeg måtte da prøve at fiske lidt.

For at sikre mig at det nu var det rette sted så tændte jeg for Johns GPS. Jeg kunne se at jeg var meget tæt på stedet, så jeg prøvede at gå lidt rundt med GPSéren tændt og pludselig stod jeg på nøjagtig de samme koordinater, som John havde stået på 3 måneder før, da han havde tændt for sin GPS – der gik faktisk et lille gys igennem mig – en lidt mærkelig oplevelse at stå der på nøjagtig det samme sted som John havde gjort , der 6500 kilometer hjemmefra midt i Afrika.


Her fangede jeg Ct. damasi tæt ved Lake Albert

Nå nu var det jo så bare at komme i gang med fiskeriet.

Jeg fik kæmpet mig gennem vegetationen ned til vandet. Ovenover vandgennemføringen var en meget lille betonbro, som jeg kunne stå på under fiskeriet. Jeg forsøgte flere steder og i flere dybder, så langt min arm kunne række og fangede da også Ctenopomaer i alle størrelser, men det var alle sammen Ct. murei. Endelig fik jeg så en halvstor Ct. damasi i nettet. Den så nu ikke særlig køn ud, men det viste sig da også at være en hun.

Jeg prøvede nu at komme ned til vandet på den anden side af vejen. Det var en del mere problematisk, en machete havde nok været en fordel at have.

Nå men det lykkedes da at komme ned til vandet, som var helt overgroet af  siv og småtræer.

Et sted kunne man tvinge nettet ned i vandet og jeg fangede en del små unger af Ct. damasi, som jeg forsøgte at tage med hjem.

 

Derefter forsøgte jeg endnu engang på det første sted, hvor jeg endnu en gang fangede en halvstor hun.

 

De 2 hunner og 3 af ungerne overlevede turen hjem til Danmark.

De blev anbragt i  et par 12 liters akvarier hvor de meget hurtigt faldt til.

De spiste meget, jeg kom en del nærmere forståelsen af selve grådighedens element !

De åd og åd og voksede.

Jeg fik Johns fisk, som viste sig at være en han, som jeg satte sammen med hunnerne i et 40 liters akvarium i min dagligstue. I starten gik de sammen med en flok Barbus apleurogramma, som jeg også havde medbragt fra Uganda.

Det viste sig at være en dårlig ide, idet disse barber var ganske forstyrrede og generede Ctenopomaerne meget med deres vilde flugt rundt i akvariet.

Jeg valgte derfor at flytte dem og 2 dage senere observerede jeg den første leg.

Hannen havde hele dage bygget en lille skumrede og mellem 20-21 begyndte så selve parringerne, hvor han på bedste guramivis omklamrede hunnen gentagne gange og derpå jagede hende væk.

Jeg fjernede reden med en skål og overførte den til et lille akvarium med vand fra yngleakvariet.

Temperaturen blev sat op for at sikre at æggene kunne klække uden problemer.

 

Efter 24 timer begyndte larverne at komme ud af æggene, dagen efter var alle unger ude af æggene og hang rundt omkring i overfladen i ca. 3 dage, hvorefter de blev fritsvømmende.

 

Jeg fodrede fra starten med æggepulver, som de spiste med velbehag. Da de kunne tage artemia efter en uges tid overgik jeg til dette foder og siden hen til cyklops mm.

I dette første kuld var der ikke så mange unger, så jeg syntes at jeg ville lave et mere kontrolleret opdræt som det ”rigtige” førsteopdræt,  hvor jeg ville forsøge at overholde DAU´s regler for første opdræt.

Den 24/10-99 satte jeg min egen han sammen med de to hunner og samme dag byggede han en stor skumrede og legede med en af hunnerne. Vandet i legeakvariet var regnvand med en pH på 6,5 og ca. 23 grader varmt.

 

Akvariet var uopvarmet og det var tydeligt at den faldende temperatur sidst i oktober satte skub i yngleaktiviteterne.

Jeg fjernede reden og overførte den til et lille akvarium med vand fra yngleakvariet, som langsomt blev varmet op til 25 grader.

Efter 24 timer begyndte ungerne at klække. Skumreden er allerede på andedagen næsten gået i opløsning og ungerne hænger nu i ca. 3 dage i overfladen med bugen opad, hvorefter de bliver fritsvømmende og begynder at lede efter mad.

 

De tager villigt det æggepulver, jeg tilbyder dem og efter få dage kan de spise de første nyklækkede artemia.

Appetitten fejler ikke noget og de vokser nu rimeligt hurtigt.

Det gør den heller ikke hos de voksne. De spiser ikke, de æder. Til gengæld  yngler de så også hele tiden.

 

I nogle måneder lader jeg hannen gå sammen med de 2 hunner og han leger i store træk hver dag med dem på skift.

 

Ved at nedsætte fodringen og lave en del hidsige vandskift med koldt postevand lykkes det at få legehyppigheden ned på 2 gange om ugen. Det er nu et år efter endnu ikke lykkedes helt at standse deres yngletrang, men det er tydeligt at en kombination af for lidt foder og meget beskidt vand kan begrænse ynglehyppigheden en del, men man skal bare være uopmærksom et øjeblik og i et svagt øjeblik komme til at tilbyde en ekstra godbid eller en kop frisk vand – vupti – der er en ny legeperiode i gang.

 

Det er interessant at iagttage fiskenes skiftende farver i løbet af en parring.

Hannen skruer helt op for blusset og kroppen bliver mørk blå til grøn oversået af et væld af lysende grønne pletter. Han er godt nok pæn!

Hunnen skifter mellem en jævn lys beige farve til en anden karakteristisk tegning, når hun nærmer sig hannen. Over og under midten af kroppen er der nu et mørkt længdebånd, med den lyde beige imellem, over og under.

Efter parringen skifter hun nu til den modsatte farve, altså lyse længdebånd på mørk bund.

Når hun så er kommet væk fra hannen genoptager hun den jævne lyse beige over hele kroppen – indtil hun får lyst til at nærme sig hannen igen, hvorpå det hele gentager sig.

 

Hannen er ikke unødig grov ved hunnen og det er da kun få skader jeg har observeret på trods af at jeg for det ene pars vedkommende i over et år har haft dem i et ubeplantet 1 liters akvarium. Dette par har på intet tidspunkt leget mindre end én gang om ugen !

Jeg har også i flere omgange oplevet at enkelte unger er vokset op sammen med forældrefiskene, hvor det eneste de har haft at gemme sig i, var andemadens rødder.

Som måske antydet vil denne meget smukke labyrintfisk ikke byde på de store problemer. Den er let at holde og opdrætte under de fleste forhold, bare det ikke er for varmt (?).

 

De er yngledygtige i en alder af 5 måneder, hvis man har fodret rigeligt.

Det kunne også lyde som om Ctenopoma damasi er den ideelle akvariefisk !

Det er den måske også, man skal bare lige tænke lidt over hvilke andre fisk man vil holde sammen med den.

Selvom den kun blive 6-8 cm. stor, så æder den alt hvad den kan gabe over.

Det der er lidt større bliver forsøgt spist – ellers er der ingen problemer med at holde Ctenopoma damasi.

 

Efter nogle år mistede jeg desværre denne art, da nye fisk hele tiden kom til – og andre derfor måtte udgå. Jeg havde forinden sikret at den var etableret flere steder, men pludselig var den helt væk.

Det lykkedes dog at finde den hos en schweizisk opdrætter, som jeg besøgte i 2010 og kunne hjembringe nogle ungfisk, som her i oktober 2011 er begyndt at yngle.

 

Jeg håber derfor at det vil lykkes at få den etableret her i Norden igen.

 

 

 

 

Back to Top