Af: Karsten Plesner

Richard C. Francis fra Department of Neurobiology and Behaviour, State University of New York lavede i starten af 1980'erne en række forsøg, hvor han indledningsvis testede 48 hanner og 24 hunner af Macropodus opercularis for at finde de mest og de mindst aggressive og socialt mest og mindst dominerende. Han skrev derefter en artikel om emnet, med den meget mundrette titel 'THE EFFECTS OF BIDIRECTIONAL SELECTION FOR SOCIAL DOMINANCE ON AGONISTIC BEHAVIOR AND SEX RATIOS IN THE PARADISE FISH (MACROPODUS OPERCULARIS)'.

De tre mest aggressive hanner og de tre mest aggressive hunner dannede udgangspunkt for den aggressive stamme. De tre mindst aggressive hanner og de tre mindst aggressive hunner dannede udgangspunkt for den fredelige stamme. De seks hanner og de seks hunner tættest på gennemsnittet dannede udgangspunkt for middelstammen.

Fiskene (også i de efterfølgende generationer) blev holdt i 190 liters akvarier ved en temperatur af 25°C (+/- 2°C) med 14 timers lys og 10 timers mørke. De blev fodret en gang dagligt - med tubifex.

I en alder af 16 uger blev 20 hanner af ungerne fra hver af stammerne (dog 40 fra middelstammen) sammenlignet med hensyn til aggressivitet og social dominans. Både de aggressive og de fredelige blev testet mod middelstammen. Fiskene blev kun sammenlignet, hvis deres standardlængde varierede med mindre end en millimeter. Man smed to fisk i hver sin side i et for dem ukendt opdelt 19 liters akvarium og observerede dem derefter i fem minutter, hvor man målte, hvor lang tid de viste sig for modparten. Derefter blev glaspladen, der delte akvariet udskiftet med en uigennemsigtig plade og der blev anbragt et spejl i hver halvdel af akvariet. Her målte man over en fem minutter, hvor længe hver enkelt han udviste trueadfærd overfor sit spejlbillede. Derefter blev de to fisk overført til et for dem ukendt og ikke opdelt 19 liters akvarium, hvor man lod dem gå i 48 timer. Derefter noterede man, hvilke hanner (om nogen), der blev den dominerende.

De mest aggressive hanner fra den aggressive stamme og de mest fredelige hanner fra den fredelige stamme blev parret med tilfældige hunner. Dette blev gentaget indtil 5. generation. Hvis man satte aggressiviteten ved starten af forsøget til 50, endte den aggressive stamme marginalt over 50, mens den fredelige stamme faldt til omkring 20 (og ændringerne var mest markante i de to første generationer).

Man gjorde en spændende opdagelse undervejs i forsøget - noget man ikke i første omgang kiggede efter. Ungerne fra de forskellige stammer blev i femte generation holdt i forskellige antal i forskellige akvarier (som alle var på 190 liter). Kønsfordelingen i de forskellige stammer udviklede sig på en ganske interessant måde.

I den fredelige stamme fik man følgende resultater i en alder af 6 måneder:

11 individer -  7 hanner -  4 hunner - (64% hanner)
19 individer - 11 hanner -  8 hunner - (58% hanner)
26 individer - 10 hanner - 16 hunner - (38% hanner)
33 individer - 12 hanner - 21 hunner - (36% hanner)

I middelstammen fik man følgende resultater:

 7 individer -  5 hanner -  2 hunner - (71% hanner)
17 individer - 12 hanner -  5 hunner - (70% hanner)
23 individer - 13 hanner - 10 hunner - (56% hanner)
34 individer - 12 hanner - 22 hunner - (35% hanner)

I den aggressive stamme fik man følgende resultater:

10 individer -  9 hanner -  1 hunner - (90% hanner)
18 individer - 15 hanner -  3 hunner - (83% hanner)
25 individer - 19 hanner -  6 hunner - (76% hanner)
31 individer - 22 hanner -  9 hunner - (74% hanner)

Man ved, at unger af Macropodus opercularis 'bestemmer sig' for at blive hanner eller hunner på et ret sent tidspunkt. Der er ikke rigtig forsket i, hvilke faktorer, der er bestemmende for kønnet hos enkelte individer af Macropodus opercularis, men undersøgelser af Betta splendens indikerer, at faktorer som forskellige mængder lys på forskellige tider af året, temperatur samt forældrenes alder alle har en vis betydning. Ovenstående observationer af Macropodus opercularis indikerer, at 'befolkningstætheden' har stor betydning, ligesom tilstedeværelsen af aggressive hanner har det.

I et andet forsøg med 55 unger fra et kuld Macropodus opercularis, der voksede op enkeltvis, endte 49 af dem med at være hanner i en alder af 8 måneder. Et tilsvarende kuld unger opvokset sammen fra de samme forældre endte med 16 hanner og 31 hunner i en alder af 8 måneder.

Konklusionen fra forfatteren af den oprindelige undersøgelse på ovenstående observationer er, at det formentlig er det, at en unge ikke bliver domineret, der får den til selv at udvikle sig til en han. Forklaringen på dette er, at der på et givet levested er et begrænset antal brugbare steder at bygge rede. Under sådanne omstændigheder vil den optimale strategi for Macropodus opercularis være, kun at udvikle sig til en han, hvis 'befolkningstætheden' er lav nok til, at han har en realistisk chance for at forsvare et af redestederne. Ellers bør pågældende individ vælge at udvikle sig til en hun.

Undervejs fortæller forfatteren i øvrigt, at hos Macropodus opercularis er de hurtigst voksende individer i en flok unger uvægerligt hanner.

Hvad kan vi så bruge disse oplysninger til som akvarister? Min første tanke er at sikre, at man har tilstrækkeligt med hanner, til at man kan fjerne de første, som med succes får tilkæmpet sig et territorium og med held får forsvaret det længe nok til, at de har held med at yngle. Når man efter et stykke tid når til, at det en af de mindre aggressive hanner, der har held til at yngle, skal man sikre sig, at ungerne vokser op på relativt lidt plads. I virkeligheden er det vel det modsatte, vi ofte gør? Lader de mest aggressive hanner yngle og giver ungerne så meget plads, som vi overhovedet har mulighed for?


Kildehenvisninger:

Francis, R.C., The effects of bidirectional selection for social dominance on agonistic behavior and sex ratios in the paradise fish (Macropodus opercularis), Behaviour, Aug 1984. v. 90.


Back to Top