Tekst og fotos: © Tonny Brandt Andersen.

En gang i mellem støder man på noget, man syntes er så specielt, at man bare må have det. Så er problemet bare, når man læser om en cichlide der kommer fra et næsten lukket land som Iran. Navnet spøger i årevis, og man tænker gang på gang på, hvordan man får fat i sådan en fisk. Man kunne selvfølgelig selv rejse ud og fange den, Iran må være et spændende og flot land at besøge. Men så for et par år siden, fik jeg via en amerikansk internetside kontakt til en person i Østrig, som havde været en tur i Iran og havde fisken med hjem. Han havde også lavet en hel del unger, og tilbød dem nu til salg via internettet. Det var så spændende, at der måtte findes en løsning på, hvorledes man kunne få nogle unger fra Østrig til Danmark. Det viste sig, at han kendte en som skulle til InterZoo messe i Nürnberg, og da jeg også skulle det, var der en mulighed for en aftale. Jeg overførte det beløb, som han ønskede for fiskene, og på messen fik jeg udleveret en pose med fisk. Der var to døde imellem, og de blev selvfølgelig fjernet med det samme, for ikke at ødelægge vandet for de øvrige. Nu skulle jeg holde liv i resten et par dage, inden jeg var tilbage i Vorbasse, men det gik også meget fint, og der døde ikke yderligere inden jeg nåede hjem.

Hjemme havde jeg forberedt et akvarium til dem, og det var nødvendigt, for det er en cichlide der lever i en usædvanlig biotop. Fra personen i Østrig havde jeg fået oplyst, hvad han havde gjort for at holde fiskene, og da han havde fanget forældrene i naturen, kunne han også fortælle om stedet, hvor de har deres naturlige udbredelse. Jeg fik at vide, at de lever af alger, bliver 10 cm og lever i saltholdigt vand med pH 6-8 og temperaturer mellem 15 og 45 grader C. Området, hvor de findes, er et ørkenområde, og floden, hvor de findes, har så stor fordampning, at saltholdigheden er ret høj. Jeg tilsatte således et fangstbægerfuld salt til et 250 liters akvarium. Jeg fik streng besked om, at det var meget nødvendig at forsyne akvariet med et tætsluttende dækglas, og det kan jeg bestemt bekræfte, uden det ingen fisk. Akvariet indeholdt også nogle drænrør, som jeg ofte bruger i akvarier til fisk, som har behov for at søge skjul, eller som bare holder af at svømme ud og ind mellem sten. Temperaturen i akvariet holdt jeg i den første tid omkring 26-27 grader med hjælp af varmelegeme. Jeg ville gerne have at fiskene blev stabile, og at jeg kunne se, at de havde det godt, før jeg begyndte at eksperimentere med for eksempel varme og saltholdighed. Senere fjernede jeg varmelegemet.

Som før nævnt lever arten naturligt i floder i et ørkenområde. Floderne løber ud i Hormuz Strædet, hvorfra fisken også har fået sit artsnavn. Temperaturen i sådan et område kan svinge fra midt om dagen på 45 grader C og til en nattemperatur på 15 grader C. Jeg var derfor ikke bange for at fisken ikke kunne klare temperaturudsving, men mere bange for at den ikke kunne klare en stabil temperatur igennem flere år.

Iranocichla hormuzensis skal holdes som en grøntspiser, og mallepiller var hos mig hovedfoderet til denne fisk. Jeg brugte også lidt andre typer foder, for eksempel grøntflager og almindelige hovedfoderflager, men jeg foretrak selv at give dem mallepillerne, fordi fiskene var meget hurtige når der blev fodret. Jeg så også en opførsel hos disse fisk, som jeg selv føler fortalte mig, at det lå dybt i dem, at de kom fra en flod uden særlig megen mulighed for at gemme sig. Det var tydeligt, at de gemte sig nærmest i panik når nogen nærmede sig akvariet, og når der blev fodret, så drønede de rundt i akvariet, for at snuppe foder og tage det med tilbage til deres skjul. Fik man lavet nogle bevægelser, stødt imod akvariet eller tabt noget på gulvet, så drønede fiskene planløst rundt i akvariet. Det var fuld fart frem, og ramte de en rude, så blev farten ikke sænket, men kun retningen ændret. Det var også i disse tilfælde at dækglas var nødvendige. Jeg forestillede mig en fisk der i naturen havde bevæget sig langt ud over sandbund, og som når den blev bange, skulle meget langt væk og meget hurtigt. For sådan en fisk er det også naturlig at tage et spring ud af vandet, for at ryste en forfølger af. Lød der ikke nogle bump mod dækglasset om morgenen hvor jeg tændte lyset, måtte jeg over og se om fiskene var døde. Det var på mange måder en usædvanlig fisk jeg havde fået fat i, og alligevel mindede den mig om en af mine andre fisk. Jeg har også Etia nguti, som er en afrikansk cichlide, der har samme tendenser til flugt, men ikke så ekstremt.

Jeg har flere gange set den ene han styrtdykke ned mod sandet, og jeg opnåede faktisk at tage et foto af dette. Hvad den havde gang i, er jeg ikke sikker på, og det mest sandsynlige ville selvfølgelig være, at det var fødesøgning. Men da jeg kun oplevede den dominerende han gøre dette, går mine tanker også lidt på, at den måske ville vise sin styrke over for de andre. Det var ikke noget forsigtigt dyk i sandet, men mere noget jeg vil beskrive som at den smed sin krop mod bunden med hovedet først.

Der gik noget tid, og selv om Iranocichla hormuzensis vokser meget hurtigt, og den mest dominerende han snart havde skiftet sin grå kropsfarve ud med en sort bundfarve med hvide prikker, så skete der ikke noget med hensyn til æglægning. Søren Gottvald, som er en af mine akvarievenner, fortalte mig en dag, at han havde lavet unger af sine Iranocichla hormuzensis, og at jeg var velkommen til at overtage hans voksne fisk. Jeg kunne meget hurtigt se, at de fisk jeg havde alle var hanner, men mellem hans fisk var der selvfølgelig en hun. Der gik kun to uger, så var der æg i munden hos hunnen. Iranocichla er mundrugere, og hun fik lov til at gå med dem så længe det var æg og larver, men da det så ud til at være ved den tid, hvor hun ville slippe ungerne ud, fangede jeg hende op, og holdt hende på gællelåget, med hendes hoved ved vandoverfladen i et fangstbæger. Det får hende til at åbne munden, og spytte sine unger ud. Der var en pæn mundfuld på 30-40 stk, som jeg gav plads i et mindre akvarium med tilsætning af salt i vandet.



Jeg havde vel 5-6 voksne fisk i et 250 liters akvarium, og i perioder havde jeg to hanner som svømmede i deres dominerende sorte farvetegning med de hvide prikker. Når det skete, var der som regel også en del meningsudvekslinger, og efter noget tid kun én dominerende han, mens den anden var blevet noget lysere i sin sorte farve, dog uden at han ville give helt slip på den sorte farve. Der kunne jo byde sig en chance for, at han kunne blive den dominerende han med adgang til hunnen.

Der var fra mine kunders side meget begrænset med interesse for selv at holde fisken på grund af det med brakvandet, men der var stor interesse for, hvordan det gik med dem jeg havde. De unger jeg lavede tog jeg med til Tyskland. Da ungerne var vokset til cirka 3 cm, var det tid at fange nogle op, så andre kunne få glæde af dem. Der oplevede jeg fiskens panikflugt igen. Når jeg flyttede en del af dækglasset, drønede alle fisk ned i det ene hjørne, derpå drønede nogle videre til det næste hjørne. Det fik andre til at følge efter, hvilket igen fik nogle af de første til at drøne videre. Da jeg stak fiskenettet ned i akvariet gik der totalt panik i dem. Nu drønede de bare med fuld fart rundt på kryds og tværs i akvariet, og jeg anede ikke, hvorledes jeg skulle kunne komme til at fange en bestemt fisk. Jeg skulle have ti fisk op, fordi de skulle med til en akvarieven i Tyskland, og da der pludselig var to fisk i nettet, tog jeg nettet op med de to fisk i. Jeg kom dem i et fangstbæger, og lagde noget over. Derpå satte jeg fiskenettet ned midt i akvariet igen, uden at bevæge det rundt for at fange noget. Det hele gentog sig, voldsom panik og en fisk i nettet. På den måde fangede jeg ti unger op og kunne lukke for akvarium og fiskeposen.

Det lykkedes desværre ikke for tyskeren at fodre dem op og få noget ud af dem, og da jeg syntes jeg havde oplevet det jeg kunne med mine fisk, synes jeg også det var ved at være tiden at prøve at ændre på fiskens forhold. Derfor skiftede jeg vand med ferskvand. Jeg holdt dem på ferskvand i cirka et halvt år, og jeg oplevede på et tidspunkt hunnen med æg i munden, men det blev desværre ikke til mere. Jeg havde håbet på at kunne opdrætte den på ferskvand, men hvad grunden til at det ikke lykkedes var, det ved jeg ikke. Det kan selvfølgelig være at æggene ikke kunne klække, fordi det var i ferskvand, men det tror jeg faktisk ikke selv på. Jeg tror stadig at det er en fisk der lever under så ekstreme forhold, at den også ville kunne klare dette. Hunnen døde desværre en måned senere, så jeg nåede aldrig at se om det kunne lykkedes.

Når jeg sidder og tænker tilbage på min tid med Iranocichla hormuzensis, kommer jeg frem til at det er en fisk der ikke lever ret længe. Den vokser rigtigt hurtigt, og måske brænder den hurtigere ud når den holdes på en jævn temperatur. Når jeg ser på internettet i dag, så tyder alt på, at Iranocichla hormuzensis er forsvundet fra hobbyen igen. For mig har det være en meget spændende oplevelse at holde denne specielle fisk, og jeg ser frem til en dag at holde en anden og måske endda endnu mere speciel cichlide. De sidste 10 år har jeg ofte tænkt på en cichlide jeg har set i tv. Den hedder Alcolapia alcalius, og bare navnet fortæller at den skal holdes specielt. Den lever i nogle natronsøer i Afrika, og nu kender jeg en i Berlin som har den, så det bliver måske ikke en oplevelse der skal ventes på så længe mere.

Back to Top