I denne artikel vil jeg forsøge at vise, hvordan du kan lave mallerør som dem, der findes i butikkerne ved at bruge en opdateret udgave af den teknik jeg benyttede mig af i artiklen ”Huler i Alfix 1”, som også er at finde hér imellem Akvarieviden.dks DIY-atikler. Den primære idé er at beklæde en ballon med Alfix og derefter lukke luften ud af ballonen, når hulen er hærdet op, men med en lille, mallevenlig videreudvikling. Nedenfor har jeg vist det færdige resultat. Jeg har lavet et almindelig mallerør med lukket ende (t.v.) og et mallerør med et hul i enden hvortil det er koblet et micro powerhead (t.h.).

I denne artikel vil jeg først gennemgå hvordan et ganske almindeligt mallerør fremstilles i Alfix og derefter et mallerør med hul i enden. Nedenfor er vist hvilke materialer der er brug for:

 bild av Allan Kristensen

Materialeliste: Alfix - jeg brugte til disse mallerør "Alfix cerafill 5 colour (brun)” vand lange balloner – af den type man bruger til ballondyr glat underlag at arbejde på (plasticpose, glasplade, etc.) Almindeligt mallerør: Jeg starter med at fylde ballonen med luft så den får den tykkelse, jeg ønsker at den indvendige diameter på røret skal have. Da jeg gerne vil have røret glat og pænt indeni og i bunden har jeg presset luften ud i enden af den lange ballon.

 bild av Allan Kristensen

Næste trin er at blande Alfix op som beskrevet i tidligere artikler. Jeg har fundet, at det er nemmest at arbejde med en meget tyk blanding til dette. Er den blanding der laves for tynd, vil det blive meget svært at rulle røret pænt og ensartet. Jeg begynder med at sprede en masse af Alfix ud på en plasticpose, i en firkantet form med en bredde svarende til længden af ballonen og en længde svarende til omkredsen af ballonen plus en til to cm ekstra. Herefter lægges ballonen på Alfixen og disse to rulles sammen til røret er glat og ensartet. Enden kan formes som man ønsker, indtil Alfixen begynder at størkne.

 bild av Allan Kristensen

Herunder vil jeg vise hvordan jeg udformer mine mallerør.

 bild av Allan Kristensen

Her ses indgangen af røret. Det er tykkere end jeg ville have men dette kan rettes når Alfixen er ved at størkne. Her bliver den mere fast og får en kornet tekstur – som våd sand. I denne tilstand kan man skære i Alfixen med en skarp hobbykniv. Hvis dette gøres forsigtigt kan der opnås et ret godt resultat.

 bild av Allan Kristensen

Endeligt vil jeg vise et billede af det færdige mallerør, som er klar til at komme i akvariet efter en grundig udvaskning. Måden, man gør det på er gennemgået i de foregående artikler om huler i Alfix.

 bild av Allan Kristensen

Mallerør med powerhead: Mange af de maller vi holder i vores akvarier kan godt lide meget cirkulation i vandet. Dette fik mig til at afprøve ideen om at bruge mallerør som udstrømmer fra filtret. Det viste sig, at mallerne var vilde med ideen og straks blev dette ”farvorit-røret”. Efterfølgende har jeg forsøgt at eftervise dette ved at præsentere maller (Ancistrus sp.) for rør med og uden powerheads i det samme akvarium. Mine små forsøg viste tydeligt, at de foretrak de mallerør der havde et powerhead påsat. Herunder følger en gennemgang af fremstillingen af disse rør. Der vil i denne del af artiklen ikke være så mange forklaringer, da det i bund og grund er samme princip som ved fremstillingen af de almindelig mallerør. Som nævnt er princippet lige så simpelt som ved de almindelig mallerør, men her er det vigtigt at undlade at trykke luften helt ud i enden af ballonen. Den lille dut der ikke bliver fyldt med luft, er den der skal danne hullet til powerheadet senere. Det er ret smart, da det er meget svært at bore i størknet Alfix, uden at ødelægge mallerøret.

 bild av Allan Kristensen

Som før fordeles Alfixen så den passer til ballonens dimensioner.

 bild av Allan Kristensen

Alfixen samles om ballonen og den ønskede form opnås ved at rulle røret. Enden formes pænt om dutten fra ballonen.

 bild av Allan Kristensen

Efter ballonen er punkteret og fjernet, er der et fint hul tilbage. Det er vigtigt at tilpasset hullet så den passer med udstrømmeren fra powerheadet, inden Alfixen størkner helt.

 bild av Allan Kristensen

Sluttelig er der kun tilbage at lade Alfixen størkne helt op og udvaske den grundigt. Derefter kan mallerøret tilsluttes et lille powerhead. Jeg vil hertil anbefale Eheim’s Compact 300 – det er et meget lille, driftsikkert og billigt powerhead, der kan justeres fra 150 til 300 l/t. Jeg har haft gode resultater med mallerne ved cirkulation på max 300 l/t.

 bild av Allan Kristensen

Hvis du skulle have nogle spørgsmål er du velkommen til at stille dem til mig via pb. Allan A. Kristensen ”Chico4000”

 bild av Allan Kristensen

Back to Top