Foder og fodring

Af: Karsten Plesner

1. Hvad er godt foder ?

Et godt foder er et foder, som opfylder de behov fisken har, så den er i stand til at vokse, har overskud til at bevæge sig og energi nok til at holde gang i de forskellige livsvigtige organer.

Foderet skal indeholde en række forskellige ting, som hver for sig er vigtige for fisken. Langt hen ad vejen ligner fiskens behov m.h.t. indholdet i dens foder de behov, vi selv skal have dækket gennem den daglige kost.

Proteiner
Mindst 50% af energien i fiskens foder skal bestå af proteiner, hvis vigtigste opgave er at fungere som byggestene i kroppen. Mangler der kulhydrater og fedt i foderet, kan proteiner også bruges til at levere energi til diverse livsnødvendige funktioner.

Kulhydrater
Op til ca. 40% af fiskens energibehov skal bestå af kulhydrater. Kulhydrater indeholder energi i en form, som meget hurtigt kan udnyttes. Dets primære opgave er at levere energi til stofskiftet. Behovet er højest for fisk, der endnu ikke har nået voksen størrelse og fisk, der bruger det meste af tiden i stærkt strømmende vand.

Fedt
Op til ca. 10% af fiskens energibehov skal dækkes af fedt. Fedt er mere energiholdigt end proteiner og kulhydrater, men oplagres i leveren og andre steder i kroppen. Det kan ligesom hos mennesker medføre en række risici og nedsætte evnen til at leve optimalt.

Mineraler
I modsætning til mennesker og andre dyr, som lever på land, så er fisk i høj grad i stand til selv at optage de mineraler, de har behov for, direkte fra vandet. Her er der dog et problem for fisk, som lever i meget blødt vand, da det netop er det faktum, at der mangler mineraler, der er skyld i, at vandet overhovedet er blødt. Hvis man har sine fisk gående i blødt vand, skal man sørge for at foderet indeholder calcium, kalium, magnesium, natrium, klor, svovl og fosfor . Fælles for alle disse stoffer er, at de er til stede i fiskens krop i mængder på mindst 50 mg/kg.

Foderet skal desuden indeholde mikroskopiske mængder af de såkaldte sporstoffer: Jern, kobber, mangan, zink, kobolt, molybdæn, fluor, jod og selen, som i meget små mængder også findes og er nødvendige i fiskens krop.

Vitaminer
Fisk har ligesom vi andre brug for vitaminer. Hvis man fodrer med levende foder, behøver man ikke at bekymre sig om tilsætning af vitaminer, men fremstiller man selv sit foder eller bruger tørfoder, som ikke er af absolut bedste kvalitet, så er det nødvendigt at sørge for at tilsætte vitaminer til foderet.

Aminosyrer
Aminosyrerne er de byggesten, som proteinerne er opbygget af. Der er 20 forskellige aminosyrer, hvoraf kun halvdelen kan produceres af fisken (og os i øvrigt). De 10 andre aminosyrer skal indgå i foderet. Disse 10 aminosyrer hedder: Valin, Leucin, Isoleucin, Lysin, Histidin, Arginin, Phenylalanin, Tryptophan, Threonin og Methionin. Mangler en af disse aminosyrer, falder den ernæringsmæssige værdi af foderet, og væksten hæmmes.

Fyldstoffer
En alt for overset men meget vigtig ingrediens i fiskenes foder er fyldstoffer. Fyldstoffer hjælper til med at transportere foderet gennem fordøjelsessystemet og hindrer at fiskenes tarmsystem overbelastes af for næringsholdigt foder.

Det er vigtigt at fodre varieret, da man ellers kan få problemer med sine helbredet hos sine fisk. På grund af f.eks. aminosyremangel vil de på en for ensidig kost stille og roligt degenerere, hvilket let kan ses, hvis man sammenligner, hvor livskraftige vildtfangne eksemplarer ofte er i forhold til akvariestammer af samme fisk.

2. Hvilke krav stiller den enkelte fisk til foderet ?

Når man skal overveje, hvilke krav en given fisk stiller til foderet, skal man kigge på en lang række faktorer:

Mundens placering og form
I mange tilfælde kan man ved at kaste et enkelt blik på fisken finde ud af nogle grundlæggende ting omkring, hvilken type foder den lever af i naturen.

Fisk, som har en opadrettet mund, henter typisk deres foder ved overfladen. Dette vil i langt de fleste tilfælde være insekter, som enten lever på eller falder ned på vandoverfladen. Godt nok bruger vi kun i stærkt begrænset omfang insekter som foder til vores fisk, men det er for mange fisks vedkommende noget nær det perfekte foder, fordi det svarer til det, de primært lever af i naturen.

Fisk, som har en fremadrettet mund, henter hovedparten af deres foder i vandet. Dette vil typisk være smådyr eller planter, som de finder på deres naturlige levesteder.

Fisk med nedadrettet mund henter typisk deres foder ved bunden eller rasper foderet af planter, rødder og andre ting, de finder der, hvor de lever. Foderet vil typisk være alger, planter eller de småorganismer, som lever på bunden, mellem alger eller på sten og andre ting.

Mundens form og specielt tændernes udseende siger ofte meget om fiskens fødevaner. Nogle typer tænder er egnet til at flænse kød, andre til at raspe alger, andre igen til at holde fast på deres byttedyr og så videre.

Hvor og under hvilke forhold lever fisken ?
Hvis man ved lidt om de forhold, som fisken lever under i naturen, kan man i nogle tilfælde få endnu nogle brikker til puslespillet omkring fiskens fødevaner. Ofte kan man slutte sig til en del ved at betragte fiskens form og tegninger. Langstrakte fisk er ofte hurtige svømmere, hvilket kan indikere, at de enten lever steder med kraftig strøm eller svømmer deres foderdyr op. Høje fisk lever typisk i helt eller næsten helt stillestående vand, hvor de ofte må vælge at spise foder, som er let at fange, hvis de da ikke er camoufleret på en måde, som giver dem kompensation for deres manglende evne til at svømme hurtigt.

Fødespecialister
Nogle fisk er såkaldte fødespecialister. Nogle spiser næsten kun grønt, andre er deciderede rovfisk, som simpelthen skal fodres med andre fisk for overhovedet at overleve. Blandt cikliderne findes der enkelte arter, som har specialiseret sig i at æde skællene fra andre fisk. Hvis man får sådan en ind i sit akvarium, vil det meget hurtigt medføre, at de andre fisk i akvariet dør af de infektioner, der uvægerligt vil opstå, da vandet i et akvarium aldrig vil være tilnærmelsesvis så rent som det vand, de naturligt lever i. Nogle fisk er kun fødespecialister som små. Unger af diskosfisk lever den første tid af et sekret, som forældrene udskiller gennem huden.

Hvordan finder den enkelte fisk foderet ?
Generelt kan man sige, at ferskvandsfisk primært finder foder med smags- og lugtesansen, og kun i mindre udstrækning med øjnene. Grunden til, at synssansen ikke bruges så meget i denne sammenhæng, er at øjet hos en ferskvandsfisk ikke kan se længere end ca. 2 meter. Desuden kan øjet kun stille skarpt på ting, der er helt tæt på.

Grænsen på de 2 meter betyder, at vores akvariefisk i højere grad kan udnytte synssansen end deres 'vilde' artsfæller i naturen, da der kun sjældent er tale om afstande på over 2 meter i et akvarium. Om de så rent faktisk gør det, er et helt andet spørgsmål.

Nogle fisk har et elektrisk organ, som sætter dem i stand til at generere et elektrisk felt omkring sig og få et tydeligt billede af eventuelle foderemner, som kommer inden for dette felt. Til disse fisk hører bl.a. elefantfisk og knivfisk.

3. Hvor meget, hvor tit, hvor stort og hvor i akvariet ?

Hyppighed og mængde
Akvariefisk bør fodres regelmæssigt, men ikke mere, end at de stadig er ganske lidt sultne. Ubevidst lærer vi dem ofte, hvilken adfærd de med fordel kan udvise, for at få os til at give dem mere foder - eller vi giver dem helt af os selv for meget foder. Derved opnår vi fisk, som er mætte. En fisk, som er mæt, vil ikke udvise normal adfærd. Dette kan vise sig på flere måder:

I værste fald, vil den stille sig sløv og apatisk et eller andet sted i akvariet i stedet for at svømme omkring, som den normalt ville gøre. Det har samme negative følger som  når vi mennesker spiser for meget og får for lidt motion.

En anden mulighed kan være, at fisken helt undlader at bruge tid på fødesøgning, og i stedet udviser andre typer adfærd i alt for stor udstrækning. Hos territoriale fisk kan det betyde, at der er konstante slagsmål. Når fiskene ikke skal bruge energi på at søge føde, bruger de den i stedet på at udvise aggressioner overfor andre i akvariet.

Ved konstant fodring vil fordøjelsen hos en fisk holde op med at kunne udnytte foderet effektivt. Forsøg har vist, at pH-værdien i mellemtarmen, hvor den egentlige fordøjelse finder sted, konstant ligger omkring 4, hvis fisk spiser hele tiden, mens den ligger på 7 mellem fodringerne og under 3, når der fodres en enkelt gang i døgnet. Fordøjelsen varetages primært af et enzym, der hedder pepsin, som virker mere og mere optimalt, jo tættere pH-værdien kommer ned i nærheden af 2. Ved fodring lidt hyppigere end bare en gang i døgnet vil pH-værdien ligge og svinge mellem 3,5 og 4,5.

Overfodring betyder selvfølgelig også, at vandkvaliteten falder kraftigt. Ilt-indholdet i vandet falder, ammoniak-indholdet stiger og man får et akvarium, som billedlig talt kan balancere  på en knivsæg. Der skal kun ganske lidt til, før hele akvariet kommer så meget ud af balance, at der opstår pludselige massedødsfald – det kan være en pumpe, der stopper, en mindre stigning i temperaturen, eller en enkelt fisk, som ligger død et sted, hvor man ikke lige ser den.

Hvor meget foder skal akvariefisk så have ?
Fisk har i forhold til deres størrelse kun behov for en brøkdel så meget foder som pattedyr i samme størrelse. Dette hænger bl.a. sammen med, at de ikke skal bruge en masse energi til at opretholde en bestemt kropstemperatur.

Voksne fisk har et energibehov på ca. 5 kj pr. 100 g fisk pr. dag. Fisk udnytter typisk 70 % af næringsindholdet i foderet. Hvis man som eksempel regner med myggelarver, som indeholder ca. 325 kj pr. 100 g, vil 1,5 gram være nok til at fodre 100 gram fisk. Tager man højde for, at kun ca. 70% af energien udnyttes, skal der bruges ca. 2,15 gram myggelarver til at fodre 100 gram fisk. Det vil sige, at hele pladen er nok til at fodre 100 gram fisk i godt 46 dage.

Når man skal vurdere, hvor meget en fisk vejer, er man tilbøjelig til at overvurdere dens vægt. Nedenfor er en række eksempler på, hvad almindelige sunde eksemplarer af forskellige fisk vejer, samt hvor lang tid en plade myggelarver være nok til (her er der set bort fra, at det ville være alt for ensidigt kun at bruge en enkelt slags foder i så lang tid og at nogle af dem slet ikke ville have godt af at blive fodret med dette foder i større mængder):

Fodrede man i stedet med dafnier, ville man skulle bruge 3 gange så meget foder, da næringsværdien her kun er ca. 1/3 i forhold til myggelarver.

I praksis skal man naturligvis bruge mere foder, end angivet her, da der altid vil være fisk, som er dominerende, og som derfor spiser mere, end de egentlig har brug for, hvorved andre fisk får for lidt foder. Ydermere vil en vis del af foderet næsten altid nå bunden og forsvinde ned mellem sten og grus i bundlaget. Ikke desto mindre er der ingen tvivl om, at mange af os overfodrer - nogle af os endda i helt ekstrem grad.

Som en tommelfingerregel kan man sige, at unger i forhold til deres vægt skal have 3-4 gange så meget foder som forældrefiskene, da de jo skal bruge en del energi til at vokse. Skal man have ungerne til at vokse i et nogenlunde fornuftigt tempo, skal de for det første fodres flere gange om dagen, da de slet ikke kan indeholde så meget foder, som de skal bruge til at vokse, hvis de kun fodres en enkelt gang i døgnet. For det andet skal foderet også gerne være mere energiholdigt end det foder, man giver forældrefiskene. Deres tarmsystem er simpelhen for kort til, at de har mulighed for at trække særlig meget næring ud af foderet. Samtidig er det så energikrævende for helt små unger at svømme afstanden mellem de enkelte foderemner, at de helst skal svømme i så store mængder foderemner, at de nærmest ikke behøver bevæge sig.

Hvor stort skal foderet være ?
Hvis man ser bort fra diverse fødespecialister, så siger en tommelfingerregel, at foderemnerne til en fisk skal være på størrelse med fiskens øje.

Hvor skal man fodre ?
Hvis man har flere slags fisk i sit akvarium, er det vigtigt at fodre på en måde, så foderet når frem til alle fiskene. Derfor kan det være en god ide at fodre sine bundlevende fisk gennem et rør, så foderet ikke bliver spist, inden det når bunden. Denne metode er meget bedre end at smide så meget foder ned, at man er sikker på, at noget af det når bunden. Det vil bare medføre, at man overfodrer de fisk, der går højere oppe i akvariet. Af hensyn til eventuelle territoriale fisk, kan man med fordel fodre flere steder i akvariet. Man skal også prøve at fodre på en måde, så meget sky eller undertrykte fisk også får mulighed for at komme til foderet.

Temperaturens betydning
Mange holder fisk ved for høje temperaturer. Med undtagelse af  specielle arter, som f.eks. discusfisk, vil mange af vores fisk have det fint ved en temperatur på 22-24°C. I perioder, hvor de skal yngle, kan man hæve temperaturen, men den skal så ned igen, når fiskene har ynglet. Når temperaturen er højere end det er nødvendigt, bruger fiskene også mere energi. Derfor skal de også have lidt mere foder. Når fiskene bruger mere energi ved højere temperaturer, er det let at regne ud, at effekten af at holde sine fisk for  varmt over længere tid er, at de brænder hurtigere ud. Det kan godt være, at de vokser hurtigere op på den måde, men de lever heller ikke tilnærmelsesvis så længe, som de ville have gjort under mere naturlige temperaturforhold.

4. Forskellige fodertyper

Tørfoder i flager, pulver, sticks etc.
Tørfoder af god kvalitet kan være et godt tilskud til foderet af forskellige fisk, men det bør aldrig blive mere end en del af en varieret kost.

Holdbarheden af tørfoder er ret begrænset. Køber man stort ind, bør det opbevares i en lukket beholder i køleskab, bortset fra en mindre mængde, som bruges i løbet af kort tid.

Man ved ikke, hvorfor visse fisk nægter at spise tørfoder. Det kan være, fordi det ikke bevæger sig, fordi det har den forkerte form, fordi det lugter forkert eller noget helt fjerde.

Frostfoder
Frostfoder kan typisk inddeles i to kategorier: Frosne udgaver af levende foder og frosne foderblandinger. Den frosne udgave af levende foder vil altid være mindre næringsrig end tilsvarende levende foder, da der altid vil foregå en vis nedbrydning af de døde foderdyr. Frosne foderblandinger har selvfølgelig den samme skavank, men her har man selv mulighed for at kompensere, ved at tilsætte mere næringsrige foderemner. Man kan sammensætte sit frostfoder næsten som man vil.

Levende foder
Det bedste og mest naturlige foder til akvariefisk vil altid være levende foder. Her kan man  bruge et bredt spektrum af myggelarver, dafnier, cyklops og andre krebsdyr samt insekter af alle mulige slags. Desuden kan man med fordel bruge forskellige former for orme (mikroorm, tubifex eller regnorm).

Litteratur:

Aquarienfische gesund ernähren, Heinz Bremer, Verlag Eugen Ulmer.
Encyclopedia of Live Foods, Charles O. Masters, Tropical Fish Hobbyist.
Foder og Fodring, Jens-Erik Kjeldsen, Clausens Akvariebibliotek 5.
Culturing Live Foods: A Step-by-Step Guide for Culturing One's Own Food for the Home Aquarium, Michael R. Hellweg, Tropical Fish Hobbyist.

Back to Top