Lidt fakta: Latinsk navn: Exadon paradoxus Populærnavn: To-plettet karpelaks Familie: Characidae (Karpelaks) Orden: Characiformes (Karpelaks) Tidligere navn: Hystricodon Paradoxus og Picyrtys exodon Biotop: Amazonbasinnet, Guyana, Rio, Rio Tocantis. Max størrelse: 15 cm Stimefisk: Ja Akvarieforhold: Min. Størrelse i cm: 120cm Temp: 23-28C PH: 5,5 – 7,5 GH: 0-20 Dekoration: God svømmeplads men vil gerne ha nogle planter rundt om. Ikke så meget strøm i akvariet.

Når man siger tetra, tænker man ofte på en lille stimefisk som ikke gør meget væsen ud af sig. Men faktum er at der findes mange tetraarter som både er store og til dels agressive, bla. Den velkendte Piranha. Men der findes også en art som er mindre end Piranhanen dog er den meget lig i opførsel og temperament, det er Exodon paradoxus, og her kommer en lille artikel om denne relativt ukendte, men fascinerende fisk. Exodon Paradoxus eller to-plettet karpelaks på dansk, er en lidt ukendt tetraart. Den kommer fra Amazonfloden og en sjælden gang kan man finde den hos sin lokale dyrehandler. (Jeg har kun set den én gang i dyrehandlen.) I de fleste artsbeskrivelser står der at den max bliver 15 cm, men den stime jeg har, virker ikke til at blive større end max 10 cm. Selv om den ikke er så stor, kan den være aggressiv, og bør holdes med arter som er større end den selv og gerne hurtige. (De bør kunne gå fint sammen med Malawicichlider, dog er dette kun noget jeg har læst). Exodon paradoxus er en FLOT stimefisk som trives bedst i en stime af betydelig størrelse. Den stimer meget tæt sammen og en stime på 20 stk virker ikke af meget når man ser dem svømme frem og tilbage. De stimer faktisk meget bedre end Rødnæsetetraen, og den er jo ellers kendt for at være en af de bedste stimefisk. Den er kendt for at ”nappe” skæl af andre fisk hvis den får chancen. Vi har haft den i samme tank som Rød juvelcichlide og det gik meget godt, indtil den ene Juvelcichlide blev udstødt under pardannelse. Herefter blev denne enlige Juvelcichlide angrebet af Exodon paradoxusen, der var hurtig til at nappe i skællene. Det endte med at Juvelcichliden næsten ikke havde nogle skæl tilbage på kroppen, hvorfor den blev fanget op og sat i en anden tank. De resterende to par Juvelcichlider fungerer udmærket med Exodon paradoxus nu. Vi har også set exoerne spise en smerling som var på samme størrelse som dem selv. Dette kan skyldes at smerlingen ikke er hurtig nok. Desværre døde både tetraen og smerlingen. Så til hvorfor jeg kalder den pirattetra. Dette kommer tydelig frem når det er fodringstid. Når de ser jeg har mad i hånden, øges farten i stimen betydeligt og de svømmer rundt og er helt vilde. Når jeg slipper maden ned i akvariet, flyver de rundt som piratfisk og napper i maden. Efter kort tid er der ingen ting tilbage. Fodring en er ovre på få sekunder. Her er en film jeg fandt på youtube med fording af Exodon paradoxus: http://www.youtube.com/watch?v=78cwkX7d6S0&feature=related De er carnivore, altså kødædende, men de spiser alt man tilbyder dem; flagefoder, myggelarver, frosne museunger (SNACKS!!!), pellets, fluer og en arbejdskollega gav den endda også lidt pølse, så de spiser det hele. Denne fisk er en rigtig spændende art som jeg håber flere folk vil få øjnene op for. Desværre er det meget svært at få et billede som viser hvor flot denne fisken egentlig er, da det er en meget svømmeivrig fisk, der hele tiden er i bevægelse. Det er noget som skal opleves ”in real life”. Før anskaffelse bør man tænke på at fisken kræver meget svømmeplads, så et min. 120 cm langt akvarium er at anbefale. Jeg synes heller ikke at man skal have færre end 12-15 stk af den, da de gerne vil stime mange sammen. Den vil trives bedre og være mere tryg ved en stime på ca. 20 stk. så jo flere jo bedre. Til slut skal man tænke sig godt om hvad slags fisk den skal bo sammen med. De skal helst være større og de skal kunne holdes sammen med en meget aktiv fisk. Den er kendt for at nappe i skæl, så pas på! Tak til Chico og Finkeldinkel for korrektur og Liz fra akvaforum i Norge for lån af billede.

 bild av Ina Kristiansen

Back to Top