Tekst og fotos: © Tonny Brandt Andersen.

 

Jeg tror jeg skal 15 år tilbage, hvor jeg første gang lagde mærke til denne cichlide. Jeg kom jævnligt i Planteimporten i København, fordi de importerer en masse bøger, og også et par tidsskrifter. Jeg stod en dag med et nummer af Tropical Fish Hobbyist, hvor der var en cichlide på forsiden, som jeg aldrig havde set, og inde i bladet var der en meget lille kommentart til denne fisk. Jeg købte bladet, og syntes det kunne være spændende, at få fat i denne fisk. Årene gik, og jeg har siden også set et billede af den i det tyske Datz, og talt med Frank Warzel om den, for han havde set, og fotograferet et enkelt eksemplar, som var kommet til Tyskland som bifangst. I 2006 ”faldt brikkerne på plads”. Nordisk Cichlide Selskab holdt deres årlige møde i Göteborg, og der var som vanligt nogle spændende foredrag. Anton Lamboj var en af dem, og han nævnte også Etia nguti, som fisken nu hed. Den var blevet beskrevet i 2003 af U.K. Schliewen og M.L. Stiassny.

 

 

På vejen hjem fra mødet var vi nogle stykker, som lige skulle ind forbi en forretning, som jeg har kendt i nogle år, for sit gode udvalg af flodcichlider. Zoo Mässan ligger i Kungsbakka, og om udvalget var lidt eksta godt på grund af NCS årsmødet, skal jeg ikke kunne sige, men jeg havde det som et barn i en slikbutik. Jeg har godt nok selv en forretning, men her var nogle arter, som jeg selv havde søgt efter i flere år, og i et akvarium, var der 6 stk. ungfisk af Etia nguti. Ejeren af forretningen fortalte, at Anton Lamboj havde været der tidligere, og valgt sig et par, men jeg syntes ikke jeg kunne se forskel på de forskellige eksemplarer, så jeg spurgte hvad han skulle have for de resterende 6 stk. Han sagde, at jeg kunne få dem for 160 kr/stk, og jeg slog til med det samme. Mens han fangede dem op, gik jeg rundt og valgte mig et par arter mere, og da alle havde set hvad vi ville, så gik turen tilbage mod København, og efter en ekstra overnatning i København, vendte jeg hjem til Vorbasse.

Vel ankomne blev fiskene straks sat ud i et 530 liters akvarium, hvor det var meningen, at de skulle vokse til, og forhåbentlig også parre sig ud. Fiskene så ud til at befinde sig godt i det store akvarium, og nu havde jeg også læst i Anton Lamboj’s bog The Cichlid Fishes of Western Africa, at det er en art, som kræver store akvarier, fordi den kan være ret aggressiv overfor artsfæller i akvarier. Dette selv om den i naturen findes i flokke. Efterhånden som de voksede til, oplevede jeg da også nogen aggressivitet, og jeg måtte et par gange hente en fisk bag filtersvampen. Og da jeg en morgen fandt en udtøret fisk på gulvet, dækkede jeg endefladen af akvariets lampeoverbygning med en plade. Nu kunne de kun springe over i nogle af de andre store akvarier, som deler lampekasse med min 530’er.

 

 

Jeg oplevede en dag hvordan den mest farverige af mine Etia nguti, og så en ret neutral af dem, stod ved en trærod, som om de havde taget det som deres territorum. Det var ikke noget der kom noget ud af, og der var ikke optakt til mere. Jeg holdt ellers pænt øje med dem i de følgende dage. Nu sker det engang imellem, at man køber noget nyt, og noget man ellers holder meget af, træder lidt i baggrunden. Således skete det også for mig. Jeg stod og skulle bruge 530’eren til andre spændende fisk, og blev enig med mig selv om, at mine popkornsfisk, som jeg kalder mine Etia nguti, skulle flyttes til en 250 liters med dækglas. Grunden til at jeg kalder dem popcornsfisk er, at de engang imellem bliver bange for et eller andet, og så bare drøner afsted, til at der er en glasrude eller dækglas i vejen, det får dem ikke til at sænke farten, men kun at ændre retning. Jeg har to arter i øjeblikket der opfører sig således, den anden er Iranocichla. Jeg kunne forestille mig, at arten i naturen opholder sig i ret åbne områder, således at der kan være langt til nærmeste gemmested. Det syntes jeg vil forklarer den voldsomme fart, og det at de ofte banker op i dækglasset. I naturen er der ikke låg på, så der vil et spring ud af vandet betyde en flugtmulighed, som en eventuel forfølger måske ikke har et modtræk mod.

I 250 liters akvariet befandt fiskene sig rimeligt. Det var vel ikke den bedste løsning, og ofte var der ar eller mærker på fiskene. Der var specielt en fisk, som var ret voldsomt medtaget, men jeg fandt aldrig ud af, om skaderne kom af, at den havde været op og ramme midter sprossen, eller det var skader fra kamp med artsfæller. Jeg har aldrig set fiskene jagte hinanden, men det ved jeg de har gjort, for jeg har da hørt nogle dunk nede fra akvariet, når en fisk har været i dækglasset. Når jeg nærmer mig akvariet, er der to muligheder. Enten opfører de sig som popcorn i en varm gryde (deraf mit kælenavn til dem), eller også gemmer de sig lidt, men holder mig under skarp observation, for det er jo mig med foderbøtten.

For et par måneder siden mistede jeg endnu en Etia nguti, og jeg havde nu kun tre tilbage, jeg var ved at forberede mig på, at det nok ikke er en fisk, jeg har så længe igen, men at de selvfølgelig skulle have deres plads, til de ikke kunne mere. For 3 dage siden var der så endnu en fisk som ikke havde det så godt. Den lå på bunden med bugen opefter. Den gællede lidt hurtigt, og så ikke ud som om den havde lang tid igen, og den var da også død senere på dagen. Jeg fik ikke fisket den op, og dagen efter da jeg skulle fodre, kom jeg i tanke om, at jeg da havde en fisk der skulle tages op. Meget stor var min overraskelse, da jeg kom ned til akvariet med foderbøtten. Der svømmede omkring 30 små unger lige under vandoverfladen. Jeg blev vildt glad, og fik vist kommet med et par jubelråb, min gigt forbyder mig at hoppe og springe, men glad det var jeg. Jeg var også meget usikker på hvor godt det var, at lade ungerne blive i akvariet, der var jo to voksne fisk i akvariet, som måske kunne finde på, at spise de små.

Kort tid efter min foderrunde fik jeg besøg af Søren Gottvald, en god akvarieven, som jeg selvfølgelig skulle vise de nye fisk. Han er også ivrig opdrætter, og har samme interesse som mig, med at få fat i nye spændende fisk. Da vi havde snakket lidt om fisk og fået en kop kaffe, gik vi ud til akvariet igen, og ved første øjekast var de væk. De havde heldigvis kun forladt overfladen for en kort bemærkning, og vi fik hurtigt øje på dem. Jeg blev enig med mig selv om, hurtigt at fjerne dækglas, og fange ungerne før de store fisk gjorde det. Ungerne blev placeret i er 80 liters akvarium, hvor de ser ud til at befinde sig rigtig godt. De tog allerede afskallet artemia, kort tid efter de var kommet ud i deres nye hjem. Jeg fik også fanget den døde fisk op, og så konstateret, at der var to Etia nguti tilbage, som nu stod i hvert deres rør i akvariet.

 

 

 

Nu kan jeg så gå og tænke på, hvad der kan være sket i akvariet. Som jeg ser det, er der to muligheder. Den ene mulighed er, at den som lå død var hunnen, som havde gået med ungerne i munden, og ved sin død har sluppet ungerne, som så svømmede ved overfladen et døgn senere. Det er selvfølgelig ikke det jeg håber på, jeg kunne godt tænke mig, at de to der er tilbage er han og hun, og at de snart viser mig det, ved at give et kuld unger mere.

De nye hændelser i akvariet, har selvfølgelig gjort, at jeg måtte læse om fisken i Anton Lamboj’s bog igen. Han skriver om fisken, at opdræt er observeret, og at arten er larvophil mundruger. Det betyder at de lægger deres æg et sted, og når æggene klækker, tager de larverne i munden. På dansk kalder vi det også for forsinket mundruger. I denne arts tilfælde er det mest almindeligt, at det er hunnen der foretager mundrugningen, men det kan også forekomme, at hannen gør det.

Etia nguti kommer fra det vestlige Cameroon, og den kan blive op til 20 cm. lang. Den har en lille mund, og så har den en karaktaristisk sort plet bag gællelåget. Denne sorte plet ses bedst på eksemplarer med den almindelige grågrønne bundfarve, mens pletten ikke er så synlig på de eksemplarer der farver ud. Disse får for eksempel røde pletter på skællene.

I akvariet har jeg behandlet den som de fleste andre fisk jeg holder, og den har ikke været kræsen med foderet. Mine Etia nguti spiser frostfoder som røde myggelarver, samt flage- og granulatfoder. I naturen spiser den insekter og planter. De små unger fodre jeg med afskallet artemia, som de tager uden problemer. Alt i alt har det været et sjovt og anderledes bekendtskab, at holde Etia nguti i mine akvarier, og jeg overvejer da også, at beholde en gruppe af de unger fisken har fået.

Nu er der gået et år, og jeg har måtte konstaterer, at jeg ikke kom videre med de to voksne. Jeg formoder at det var hunnen der døde. Ungerne er nu vokset til omkring 5 cm. Jeg har ikke gjort noget for at de skulle vokse hurtigt. De har det sidste halve år befundet sig i en 250 liters akvarium, sammen med nogle andre afrikanske flodcichlider. En ven med stor interesse for afrikanske flodcichlider, har overtaget 6 af mine unger, og jeg har selv en gruppe på op mod 10 stk. Da jeg skulle fange fiskene op til ham, kom jeg til at huske på mit kælenavn til dem. Jeg skulle opfører mig lidt anderledes forsigtigt med fiskenettet, for ikke at fiskene skulle springe ud af akvariet, hvilket en enkelt nu alligevel gjorde. Det må ligge dybt i fisken, at den skal opfører sig sådan, når der kommer en ”fjende”. Nå, men fiskene blev fanget op, og nu er vi da to i Danmark der har denne noget specielle cichlide. Ungerne er nået en størrelse, hvor det må forventes, at de kan finde på, at begynde at tænke på en eventuel næste generation, hvilket jeg syntes kunne være sjov. Jeg mangler jo stadig oplevelserne omkring legen og yngelplejen, efter som jeg ikke var klar over, at forældrene havde leget, før at hunnen var død og hendes unger svømmede rundt i mit akvarium. Den oplevelse vil jeg gerne have med.

 

Back to Top