Er pragtguramier truede dyrearter? Jeg blev inspireret til at skrive denne lille artikel af en mindre diskussion i denne tråd på AV: http://www.akvarieviden.dk/forum/threads.php?tid=2350 Jeg kan med det samme besvare spørgsmålet med et "ja, pragtguramier er i høj grad truede". Faktisk burde de alle sammen stå på den røde liste over stærkt truede dyrearter, med umiddelbar fare for at uddø. Vi er faktisk nødt til at antage at en række pragtguramiarter allerede nu er uddøde, uden nogensinde at have været fundet af mennesker. Årsagen er et sammenspil af flere faktorer, som jeg vil beskrive i det følgende. Pragtguramiernes økologi: Pragtguramier er en gruppe fisk som har befolket en niche i den sydøstasiatiske regnskov. De lever i ekstrembiotoper, hvor (stort set) ingen andre fisk kan leve. Forholdene i disse biotoper er så livsfjendske at dyreliv egentlig ikke burde kunne forekomme der. Det der gør disse biotoper så specielle er vandforholdene. Vandet er ekstremt nærings- og mineralfattigt, og samtidig så belastet af humusstoffer så pH ligger ekstremt lavt, 3,5-4 er ikke ualmindeligt. I denne vandtype er der ingen grobund for phytoplankton, og dermed heller ingen grobund for højerestående dyreliv af betydning. Når pragtguramier alligevel kan leve på sådanne steder skyldes det nogle fysiologiske tilpasninger til disse ekstreme forhold. For det første har fiskene udviklet et beskyttelssystem mod den store forskel på det osmotiske tryk inde og udenfor kroppen. Fiskene er de rene mestre til at administrere meget sparsomme forekomster af mineraler og sporstoffer. Fiskene optager stort set kun mineraler gennem den føde de indtager og er i stand til at opmagasinere stofferne i en sindrig trykreguleringsmekanisme. Dette er den direkte årsag til, at pragtguramiernes æg er ekstremt følsomme overfor de osmotiske trykforhold i vandet. Æggene er tilpasset til vandtypen og har endnu ikke forældrenes evne til at regulere eget tryk i forhold til omgivelserne. Den opmærksomme læser vil spørge hvad pragtguramier lever af når nu deres biotop er så livsfjendsk. Også her er pragtguramier mestre i tilpasning. Det esktremt lave udbud af egnede fødeemner medfører nødvendigvis lange sultperioder. Pragtguramier har tilpasset sig ved at leve livet ”meget langsomt”. Fiskene vokser utroligt langsomt. Fra æg til fuldvoksen fisk går der omtrent 18 måneder, hvilket er meget lang tid for så lille en fisk. Størrelsesmæssigt sammenlignelige fisk såsom mange tandkarper, tetra, små barber vokser i naturen op til fuldvoksen størrelse på ganske få måneder, og lever sjældent længere end et år. Anuelle killier kan vokse op på få uger. Pragtguramiernes langsomme vækst resulterer også i en meget lang levetid på op til 10 år. Denne langsomme levevis har den fordel at fiskene er i stand til at økonomisere med energien i en grad som ingen andre småfisk kan. De kan leve på en sten i måneder uden at sulte ihjel. Pragtguramier lever i nogle små velafgrænsede økologiske nicher, ofte meget små områder. Forsvinder bare et par stykker af disse små øer i et bestemt område er risikoen for udryddelsen af en pragtgurami art meget høj. Ødelæggelsen af den sydøstasiatiske regnskov. Der er tre store spillere i ødelæggelsen af den sydøstasiatiske regnskov. Oliepalmeplantager, møbelindustri og almindelig urbanisering og befolkningstilvækst. For at begynde med den sidste så har byudviklingen medført at store landområder i Sydøstasien er blevet til byer. Eksempelvis findes typelokaliteterne for kilepletbarbe (Trigonostigma heteromorpha) og chokoladegurami (Sphaerichthys osphromenoides) ikke længere. Der hvor de oprindelig blev fundet står nu Singapores skyskrabere. Om der også har været pragtgurami i det område der nu er Singapore by kan vi ikke vide, men det er sandsynligt. På Borneo har udviklingen af de større byer Pontianak, Banjarmasin i Kalimantan og Kuching i Sarawak ligeledes krævet inddragelsen af større regnskovsområder, og det må formodes at det også her har kostet den ene eller anden fiskeart eksistensen. Om der nogensinde har været pragtguramier på Java er umuligt at finde ud af. Java var allerede i kolonitiden så tæt befolket så hele øen er kulturområde uden tilbageværende lommer af oprindelig regnskov. Tilpasningsdygtige fisk som Betta picta har magtet at omstille sig til et liv i kulturlandskaber (rismarker). På Sumatra har byudviklingen ikke været så markant, men til gengæld er store dele af øens regnskov erstattet af oliepalmeplantager, som er lige så ødelæggende på pragtguramiernes biotoper som byudviklingen er. Sumatra er generelt ikke særligt velundersøgt mht. pragtguramier. I mange år har man kun kendt Parosphromenus sumatranus herfra. I de senere år har Horst Linke dog medbragt en række bintan-lignende pragtguramier fra Sumatra (spec. Langgam, spec. Dabo, spec. Danau Rasau, spec. Sungaibertam samt den gennem handlen udbredte spec. Sentang). Sumatras pragtguramier trues især af den massive skovrydning til fordel for oliepalmeplantage. En lignende udvikling er for nogle år siden begyndt på Borneo, der er dog noget der tyder på at den massive offentlige bevågenhed om Orangutangens skæbne har, om ikke standset, så dog bremset denne udvikling - til pragtguramiernes held. Til gengæld trues Borneos regnskov af massiv illegal skovhugst til møbelindustrien. Den stigende økologiske bevidsthed i især Europa har ellers medført en begrænsning i brugen af ædle tropiske træsorter til møbelfremstillingen, det er dog noget der slår igennem først og fremmest i Afrika og Sydamerika. Hovedaftagerne til sydøstasiatisk træ er Japan og i nyere tid Kina. To folkefærd med knap så udbredt miljøbevidsthed. Fremtid. Fremtiden for pragtguramier er ikke lys. Selv med status quo, dvs. øjeblikkelig standsning af al skovfældende aktivitet vil der være overhængende risiko for at flere af de kendte arter forsvinder, da deres eksistens i forvejen hænger i en tynd tråd (harveyi, allani, nagyi, parvulus, filamentosus). Fortsætter udviklingen med uændret fart er det stensikkert at de fleste af de kendte arter forsvinder, og de endnu ukendte sammen med dem. Så ja, pragtguramier er truede dyrearter - stærkt truede endda. Vores held som paroakvarister er at der ikke er nogen der har opdaget det endnu, for så ville samtlige 18 beskrevne og de mindst 9 ubeskrevne arter være på den røde liste. Og dermed ville al handel med dem være forbudt. Hvad kan vi som akvarister gøre? At holde arterne i akvarier med det formål at få arten til at overleve med en eventuel fremtidig genudsættelse til følge er en velment illusion. Allerede efter få generationer i akvarier har fisk ændret sig da evolutionspresset i akvarier er helt anderledes end i naturen. Selv om fiskene ligner dem i naturen er de i biologisk forstand ændrede. Og på den måde er der ikke stor forskel på akvariestammer af vildtyper og fremavlede farvevarianter af forskellige fisk. I biologisk/økologisk forstand er der ingen forskel. Fisk af akvariestammer er lige så lidt egnede til at overleve i naturen som slørhaleguppyer er. Om vi vælger at holde fiskene i akvarier eller ej gør ikke den store forskel for alle andre end os selv. Jo måske alligevel. Udbredelsen af kendskabet til disse fisk kan være en øjenåbner for andre. Om hvor galt det står til i Sydøstasien. Og hvad der sker når vi intet gør. Men hvad kan vi så gøre? Pragtguramier lever nøjagtig de samme steder som Oranguntanger. Det er pragtguramiernes held, da deres skæbne er nøje knyttet til denne abes skæbne. Arbejdet med bevarelsen af regnskoven for Orangutangernes skyld er samtidig et arbejde der i allerhøjeste grad gavner pragtguramier, for kun hvis det lykkedes at bevare abernes biotop, vil der også i fremtiden være levesteder for pragtguramier. På den måde bliver kampagnerne for bevarelsen af Borneos store menneskeaber samtidig til en sag for paroakvarister. Her er et felt der inviterer til handling. Tekst: Karsten Keibel

Back to Top