Dværggeddecichlider 

Dværggeddecichlider udviser det meste af den spændende adfærd, som man finder hos de større geddecichlider, men fylder ikke helt så meget. Denne artikel beskriver nogle af disse arter og de forhold, de kræver for at trives.

Af: Vinny Kutty  ©                    
Oversat af: Karsten Plesner

Geddecichlider lader til at være blevet mere populære på det sidste. Det er alle tiders, fordi det tilfældigvis er en af mine store interesser. I og med at nogle få endemiske arter fra Rio Xingu som f.eks. den orange geddecichlide og Crenicichla compressiceps fra Rio Tocantin er blevet tilgængelige, er geddecichliderne endelig kommet ud af skabet. Normalt, når folk tænker på geddecichlider, forestiller de sig grimme, ondsindede og voldsomme fisk, som spiser de andre fisk i akvariet. Enhver, som synes om Oscar og Jack Dempsey, bør også synes om geddecichlider (man kan sige at de rammer de samme interesser). Heldigvis er det ensidige syn på geddecichlider forkert – der er ganske vist nogle meget aggressive arter, nogle der æder de andre fisk i akvariet og nogle, som er grå og kedelige at se på, men det er sjældent, at en enkelt art har alle disse mindre heldige karakteristika.

 

 


Bemærk at C. sp. Xingu I ikke er en af de små geddecichlider. Den er STOR.

I de sidste cirka ti år er der nogle få dværggeddecichlider, der er kommet jævnligt fra Amazon-området, hvor alle dværggeddecichlider stammer fra. Dette er godt nyt for de akvarister, der ikke har så store akvarier. Geddecichlider hører til slægten Crenicichla HECKEL, 1840. For tyve år siden var det noget af en rodet slægt – selv ichthyologer kunne ikke skelne arter fra hinanden. Der var cirka 40 arter i slægten. Takket være videnskabsmænd som Sven O. Kullander og Alex Ploeg, som har opdaget og beskrevet et par dusin nye arter og hjulpet med at identificere endnu flere, er det nu blevet bedre. Dværggeddecichlider svarer til de vestafrikanske kribensis (Pelvicachromis pulcher) idet de er små, ofte lever i blødt, surt vand og hunnerne får røde maver, når de bliver voksne.

Dværggeddecichlider kan ofte kønsbestemmes uden de store problemer, men man skal passe på, da forskellene er artsspecifikke. Hos C. regani, C. notophthalmus, C. sp. Aff. Heckelli og C. wallaci, har hunnerne øjepletter i rygfinnen.

 

 

Crenicichla wallaci

Disse pletter er altid sorte og sidder på det bageste af rygfinnen. Der kan dog være alt fra en enkelt og helt op til fire pletter.

Hos C. regani er der en hvid ring rundt om pletterne, mens C. notophthalmus har en rød ring rundt om det, der sædvanligvis kun er en enkelt plet. Det er meget sjældent at man ser en hun uden aftegninger i rygfinnen.

 

 

Crenicichla regani hun

Dette kendetegn varierer meget efter, hvor fisken kommer fra og endda inden for et kuld. Hos den mindste af alle dværggeddecichlider, C. cf. Regani, en ubeskrevet art fra den nedre del af Rio Xingu (den bliver 5 cm lang som voksen), C. urosema og C. heckelli er der ingen øjepletter i rygfinnen. Hos disse tre arter har hunnerne det hvide bånd på langs i rygfinnen, som er karakteristisk for hunner fra Lugubris-gruppen. Der er endnu en ubeskreven art fra Orinoco området, som farvemæssigt minder meget om C. notophthalmus. Hos C. compressiceps, mangler hunnerne de lodrette streger i gatfinnen.

Den hyppigst sete Dværggeddecichlide er Crenicichla compressiceps PLOEG, 1986. C. compressiceps er en lille fisk, som lever i strømhvirvlerne i det nedre Rio Tocantin i det østlige Brasilien. Dette område er stærkt truet af en planlagt kæmpestor dæmning med et reservoir på 160 kilometers længde.

 

 

Crenicichla compressiceps

Denne fisk blev første gang importeret i 1990 og solgt til akvarister til en vanvittig høj pris. I modsætning til andre arter i denne gruppe, kræver denne art ikke blødt vand for at yngle. Den er også mindre sky og ikke bange for at være fremme i akvariet. Darin Gasperson fra Tampa, Florida har fået denne art til at yngle en enkelt gang, men det lykkedes ham ikke at fodre ungerne op. Som alle geddecichlider er de hulelegende og de legede i et hul i en rod. Hunnerne har normalt ikke striber i hale- eller gatfinne. Den kan være ganske aggressiv og er ret hårdfør. Grundet aggressioner kan det være svært at få den til at danne par i akvarier på under 200 liter. Jeg havde problemer med at holde mere end en enkelt han i et 200 liters akvarium. Der skal være gemmesteder til mindre artsfæller. Denne art er stadig lidt dyr, men jeg håber, at nogle af de kommercielle opdrættere får fat i nogle ynglepar. I naturen lever de mellem sten og grus, hvilket man bør huske, når man indretter et akvarium til dem. I naturen er den specialiseret til at leve af små hvirvelløse dyr og vil nyde godt af fodring med artemia og dafnier.

Den næste dværggeddecichlide, vi fik ind i hobbyen i USA, er Crenicichla regani PLOEG, 1989, en nyligt beskrevet art, som findes i store dele af Amazonas. Hunnerne har markante sorte pletter i rygfinnen, mens hannen ikke har.

 

Crenicichla regani hun

Vildtfangede eksemplarer kan være ret medtagne, men hvis man behandler dem med CLOUT (et middel mod bl.a. hexamita, ankerorm, svamp og diverse andre parasitter – oversætters bemærkning) og nalidixinsyre, er de som regel ganske hårdføre. Mine erfaringer med at indsamle denne art i naturen fortæller mig, at de lever et noget sparsomt liv. Alle de eksemplarer, jeg fangede, var udmagrede. De jager små byttedyr og deres føde består af små krebsdyr og små fisk, herunder visse Apistogramma arter, som lever på de samme lokaliteter ved bredden af floder og søer, ofte under nedfaldne blade.  Næsten alle steder går de i blødt (10-50microSiemens/cm) surt (pH<6,0) vand. Temperaturen svinger, men de fisk, jeg fangede, gik i vand på knap 27°C. Det virker ikke sandsynligt, at denne fisk overlever mere end en enkelt sæson i naturen, noget jeg slutter mig til, fordi jeg udelukkende fandt unger/unge eksemplarer på 6-8 måneder. Da jeg fangede dem i september, kan man regne ud, at fiskene yngler fra februar til april. I akvariet bliver de kønsmodne efter bare 3 måneder og yngler kort efter! Helen Burns fra Skotland bemærkede kønsforskel hos 11 uger gamle C. regani og fik dem til at yngle efter 15 uger.

Disse fisk yngler stadig oftere i akvarier. De yngler, hvis de får tilstrækkeligt med levende foder, en pH på under 7,0, blødt vand og nogle huler – de elsker huler med meget små åbninger. Et udvokset par kan give cirka 150 æg. I akvariet kan hanner af C. regani nogle gange blive så store, at man ikke længere kan betragte dem som dværggeddecichlider. Nogle bliver så lange som 15 cm, noget der meget sjældent sker i naturen.

En anden endnu smukkere art er Crenicichla notophthalmus REGAN, 1913 fra den nedre del af Rio Negro og enkelte nabofloder. Man troede, at den kun fandtes i Rio Negro, men jeg fangede en ung han af denne art i Rio Japuta nogle få hundrede kilometer øst for Rio Negro.

Som tidligere nævnt har hunnerne hos denne art en rød ring omkring den enlige sorte plet i rygfinnen. De første par finnestråler i rygfinnen hos hanner minder om de tilsvarende i rygfinnen hos en sommerfuglecichlidehan (Mikrogeophagus ramirezi) idet de ikke i hele deres længde hænger sammen med de øvrige finnestråler. Denne art bliver også større i akvariet end i naturen. Hannerne kan nå en samlet længde på 12,5-15 cm.

 

 

Karakteristiske rygfinnestråler hos han af Crenicichla notophthalmus.

Arten er også mere aggressiv og vanskeligere at få til at yngle end C. regani. En god ven, David Soares fra Oregon, har prøvet at opdrætte denne fisk i et stykke tid. Han ser ofte parret udvise yngleadfærd, men der er ikke kommet æg endnu. Han holder dem alene i et 450 liters akvarium ved en pH på cirka 4,5.

Mit par undgår hinanden og opholder sig i hver sin ende af deres 210 liters akvarium og spiler ofte gællelågene ud, når de står overfor hinanden. De deler akvariet med vildtfangne Pterophyllum scalare ’Rio Abacaxis’ og Laetacara sp. Orange fin ’Rio Negro’. De to C. notophthalmus i hver ende akvariet holder konstant øje med hinanden og med hvad hinanden laver. Der er hele tiden øjenkontakt mellem dem. Hvis man gav dem tilstrækkelig med plads, ville store geddecichlider måske udvise den samme adfærd. Desværre er det kun offentlige akvarier, der giver plads nok til den slags adfærd.

Der er andre dværggeddecichlider, men de importeres sjældent. Arter som Crenicichla heckelli Ploeg, 1989 og Crenicichla urosema KULLANDER, 1990 bliver kun omkring 5 cm lange. De fleste andre når en størrelse på omkring 10 cm.

 

Crenicichla urosema

Den største dværggeddecichlide er Crenicichla macrophthalma HECKEL, 1840, som kan blive 15-20 cm lang. Egentlig er det ikke en dværggeddecichlide, da den bliver lige så stor som geddecichlider fra saxatilis gruppen, men den har den samme unikke form, som er karakteristisk for C. regani og C. notophthalmus. Den er dog nataktiv og har meget store øjne, som det latinske navn antyder. I akvariet gemmer denne art sig i en hule hele dagen for så at blive yderst aktiv, når lyset slukkes. C. macrophthalma er i øvrigt typeart for slægten Crenicichla.

Jeg anskaffede mig for nylig nogle geddecichlider, som tilsyneladende er udvoksede ved en længde på omkring 10 cm. De minder om C. sp. Bocon i Aqualog bogen. Den har en meget tydelig længdestribe og opfører sig pænt i akvariet. Jeg kunne ikke få at vide, hvor de var fanget henne, men de blev solgt som ’dværggeddecichlide’. Det er helt sikkert en ny art og jeg vil snart bringe et billede af den her på siden.

Den bedste måde at fodre denne art er at give dem levende og frostfoder. Det er faktisk den bedste måde at fodre alle Crenicichla. De lærer at spise frostfoder, hvis man holder dem sammen med andre arter, som allerede spiser dette foder. Fiskene sætter pris på masser af gemmesteder og rødder. Udenfor yngletiden rører de normalt ikke vandplanter, men pH-værdien kan være for lav til at de fleste planter overlever. Anubias sp. og javamos (Vesicularia dubyana) kan bruges. En høj temperatur omkring 27°C er tilstrækkeligt. Hårdt, alkalisk vand er tilsyneladende fint til hverdag, men alle arter, bortset fra Crenicichla compressiceps, skal have blødt surt vand for at begynde at yngle. En god vandkvalitet som følge af en velfungerende biologisk filtrering er absolut nødvendig. Da den biologiske filtrering kan blive mindre effektiv ved pH-værdier under 6, kan det blive endnu vigtigere at foretage hyppige vandskift.

En ny slægt af dværgcichlider fra områder med strømhvirvler i det østlige Brasilien hedder Teleocichla og indeholder omkring 10 arter. Disse er meget spændende fisk, men på grund af følsomhed overfor lavt iltindhold og ammoniak, klarer de kun dårligt transport og har endnu ikke etableret sig i hobbyen. Hvis du er heldig at få fat i nogle Teleocichla, så husk at give dem et kraftigt filter og et par cirkulationspumper, så du kan genskabe den vandkvalitet og –bevægelse, de har i naturen. En anden god ven, Lisa Wrischnik fra Stockton, Californien har haft held med at anskaffe sig og opdrætte T. proselytus. Frank Warzel fra Tyskland har også opdrættet et par af disse arter. Mike Jacobs fra Florida og flere andre prøver i øjeblikket også at opdrætte dem.

Det er lidt skuffende for mig at få at vide, at disse fisk først importeres til Florida fra Brasilien, for derefter at blive sendt videre til Tyskland eller Japan. Når man spørger, hvorfor disse arter ikke sendes på markedet her, er svaret ofte: Amerikanere er ikke interesserede i nye fisk og vil ikke betale det, de koster… med mindre selvfølgelig, at de er vulgært farvestrålende. Vi er dog nogle, der sætter pris på de finere, lidt mere grå ting i tilværelsen.

Dværggeddecichlider er et dejligt og givende alternativ til deres større fætre.

Referencer:


•    Aqualog. Southamerican Cichlids I. 1996. Verlag A.C.S. GmbH

Kullander, S.O. 1990. A new Species of Crenicichla (Teleostei: Cichlidae) from the Rio Tapajos, Brazil, with comments on interrelationships of small crenicichline cichlids. Ichthyol. Expl. Freshw. 1(1): 85-93.

Ploeg. A. (1986) The cichlid genus Crenicichla from the Tocantins River, State of Para, Brazil, with descriptions of four new species. Beaufortia. 36(5): 57-80.

Ploeg, A., 1991. Revision of the South American Genus Crenicichla Heckel 1840 with Descriptions of Fifteen New Species and Considerations on Species Groups, Phylogeny and Biogeography (Pisces, Perciformes, Cichlidae). Academische Proefschrift, Universiteit van Amsterdam
•    Warzel, F. 1992. Crenicichla sp. cf. regani. The Cichlids Yearbook. Vol. 2:82.
•    Warzel, F. 1996. Variation in Crenicichla regani. The Cichlids Yearbook. Vol. 6:74.

Back to Top