Den Uendelige Historie
Lake Eacham Regnbuefisken

Tekst: Adrian Tappin.
Oversættelse: Sven Erik Riedel, KA.

 

Melanotaenia eachamensis er uden tvivl den bedst kendte Australske regnbuefisk. Dette er ikke fordi den er den mest attraktive art at holde, men fordi den blev betragtet som den første australske ferskvandsfisk, der helt uddøde. Den blev oprindelig fundet i Lake Eacham, en indsø-habitat omgivet af regnskov i en højde af 747 m over havet på en højslette kaldet Atherton Tablelands, omkring 40 km sydvest for byen Cairns i det nordlige Queensland. Søen har fra nordøst til sydvest en længde på omkring 1,5 km og er 1 km bred. Søen er permanent og dyb, og har en årstidsvariation med en maximal dybde på 65,5 m under regntiden, med den største regnmængde i december-april. Søens afvandingsområde er begrænset af kraterranden, et areal på omkring 64 ha. Vandet i søen er almindeligvis neutralt med et lavt indhold af opløste mineralsalte (pH 7,22, specifik ledningsevne 0,05 mScm).
Området er et naturligt levested for Kasuaren; Casuarius casuarius, Boyd’s Forest Dragon; Hypsilurus boydii, og Tæppepythonen; Morelia spilota. Lokale Aboriginal-stammer mente, at søen var hjemsøgt af ånder. Det menes, at denne tro kan være udsprunget af de originale historier om vulkanudbrud, der er overleveret gennem mange generationer.
Små arter af ferskvandsfisk er blevet rapporteret i søen så tidligt som 1925 og i følge beretninger indsamlet til akvariebrug i 1965. En gennemgang af søen i 1978 af Dr Gerald Allen afslørede eksistensen af en regnbuefisk sammen med en 'Hardyhead', Craterocephalus stercusmuscarum og en kutling, Mogurnda mogurnda. Denne gennemgang og en efterfølgende indsamling resulterede i, at regnbuefisken blev beskrevet som en ny art i 1982, og den mentes at være endemisk i søen. Gerald Allen & Norbert Cross beskrev den nye art videnskabeligt som Melanotaenia eachamensis på basis af forskelle i farver og kropsform fra den omgivende population af regnbuefisken Melanotaenia splendida splendida. 
Alting var dog ikke som det burde være i dette tropiske paradis. Ved undersøgelser af søen i 1973 og 1978 fandt man eksistensen af andre, udsatte ferskvandsarter i søen. I 1987, afslørede en systematisk undersøgelse, at regnbuefisken og kutlingen var forsvundet. I stedet afslørede denne undersøgelse fire andre arter. Det var 'the mouth almighty' (hvilket vel kan oversættes som 'den almægtige slughals', o.a.); Glossamia aprion, Skyttefisken; Toxotes chatareus, en Brasen-art; Nematalosa erebi og den stribede bars; Amniataba percoides. Alle disse fisk må antages at være blevet udsat i søen af en eller flere ukendte personer, og derfor blev Melanotaenia eachamensis erklæret for uddød i naturen.
Denne uddøen blev startskuddet til en hidsig modaktion mod de udsatte arter, i særdeleshed en efterstræbelse efter 'the mouth almighty'. Selv om andre regnbuefiskearter lever sammen med de udsatte arter andre steder i det nordlige Australien, blev det antaget, at da Melanotaenia eachamensis har levet afskåret fra større rovfisk, var den ude af stand til at overleve. Denne historie slutter dog ikke her, da der i 1980 og 1982 blev indsamlet nogle eksemplarer af regnbuefisk af regnbuefiske-entusiaster og eftersom små populationer stadig eksisterede i akvarier. Som følge af den rapporterede uddøen af Melanotaenia eachamensis i 1987, ansporede medlemmer af Australia New Guinea Fishes Association (ANGFA) til et successfyldt opdrætsprogram i akvarierne og inden for to år blev arten betragtet for sikret i fangenskab.
Som enhver god gyserhistorie, havde denne også både fascination, forvirring, mystik, og intriger. Ikke alene var dette den første rapporterede udryddelse af en oprindelig australsk fisk, men Lake Eacham ligger i en Nationalpark under opsyn af Queensland National Parks administration og også i et naturbeskyttelsesområde under overopsyn af Wet Tropics Management Authority. Dette blev fulgt af megen pegen fingre efter, hvem der kunne være ansvarlig for udryddelsen af Lake Eacham regnbuefisken, indtil den offentlige forlegenhed fik overtaget, og regeringen afsatte midler til at forske i de genetiske kendetegn for Melanotaenia eachamensis og til at evaluere den genetiske sammensætning af de eksisterende akvariestammer med henblik på at reetablere regnbuefisken i dens naturlige levesteder.
Sådan en undersøgelse tager en betragtelig tid og det var ikke før i 1995, at en endelig rapport blev præsenteret for Wet Tropics Management Authority og Queenslands Department of Environment & Heritage (Queenslands departement for miljø & kulturarv). Mens denne undersøgelse foregik, blev en artikel publiceret i det videnskabelige tidsskrift ‘Ichthyological Exploration of Freshwaters’ (Ichtyologisk udforskning af ferskvand) og den slog fast, at et elektroforetisk studium af et antal akvarieopdrættede Melanotaenia eachamensis ikke kunne påvise nogen kendetegn, der kunne adskille Melanotaenia eachamensis og Melanotaenia splendida splendida.
På et tidspunkt omkring 1988, medens denne fascinerende historie var ved at udvikle sig, var ANGFA-medlemmet David Liddle imidlertid ved at udforske nogle åer på Atherton Tablelands for at søge efter regnbuefisk og opdagede her en eachamensis-lignende fisk i Dirran Creek, der ligger omkring 22 km syd for Lake Eacham. En lignende art blev også fundet i Lake Euramoo, en anden kratersø beliggende omkring 14 km nord for Lake Eacham. Eksemplarer fra begge disse steder blev også udsat for genetisk forskning og blev fundet identiske med Lake Eacham Regnbuefisken. Så, som alle gode historier, fik denne også en lykkelig ende - nå-ja næsten!
Som repræsentant for ANGFA, deltog jeg i et ‘Lake Eacham Regnbuefisk-seminar’ i Cairns i september 1995. Dette seminar blev overvåget af repræsentanter fra Walkamin Research Station, Queensland Fisheries Management Authority, University of Queensland, Queensland Department of Environment & Heritage, Queensland Department of Primary Industries, Wet Tropics Management Authority, James Cook University, Sydney’s Taronga Zoo, og Australia New Guinea Fishes Association.
Ved dette seminar skulle der tages højde for en række problemer, før der kunne udvikles en  strategi for bevarelsen af Melanotaenia eachamensis. Disse problemer kan direkte overføres til de samme situationer, som mange bevaringsprojekter støder på rundt om i verden, hvor det er sandsynligt at så mange som 30 procent eller mere af ferskvandsfiskearterne kan være truet med udryddelse. Men mens det blev betragtet som ønskværdigt, at Lake Eacham Regnbuefisken skulle genindføres i søen, blev det anset for umuligt at opnå at få fjernet de udsatte fisk fra Lake Eacham, hverken økonomisk eller på anden vis ved brug af eksisterende teknologier. Det blev også anbefalet, at Melanotaenia eachamensis' status på listen over truede fisk skulle nedgraderes fra “uddød i naturen” til sårbar under Nature Conservation Act 1992.
Efter den genetiske undersøgelse med brug af mtDNA-sekvenser, der bekræftede forekomsten af vilde populationer af Melanotaenia eachamensis i Dirran Creek og Lake Euramoo, blev der tilskyndet til endnu en undersøgelse, hvor man skulle studere en række karaktertræk for kropsform  farve og  bygning, og den rapporterede, at Melanotaenia eachamensis er vidt udbredt i de våde tropiske områder i Nord-Queensland og var fundet i Tully og Herbert flodernes afvandingsområder. Men mens Melanotaenia eachamensis og Melanotaenia s. splendida blev vist at være forskellige både genetisk og kropsmæssigt, udviste mange eksemplarer i undersøgelsen en række mellemliggende karaktertræk, hvilket antyder, at hybridisering mellem disse arter kan være almindeligt forekommende, hvis ellers mellemliggende kropsformer er en indikation på hybrider. (Men måske er det bare et tilfælde af taxonomisk forvirring?)
Regnbuefisk i Utchee Creek, en biflod til South Johnson floden, har længe af regnbuefiske-entusiaster været betragtet som værende anderledes, selv om den videnskabeligt er kendt som Melanotaenia s. splendida. Ikke desto mindre fandt den ovennævnte undersøgelse, at de fleste af de eksemplarer, der blev studeret fra disse strømme i deres fremtoning ikke kan skelnes fra Melanotaenia eachamensis. Nyere undersøgelser indikerer dog, at ‘Utchee Creek’ varieteten er en selvstændig art og den vil blive formelt beskrevet i den nære fremtid.
Queensland’s Universitets afdeling for zoologi har forsket i tre populationer af Melanotaenia eachamensis' adfærdsmønstre for at undvige rovfisk. Vildtfangede Melanotaenia duboulayi er blevet brugt til at lære akvarieopdrættede Melanotaenia eachamensis hvordan man skal genkende og reagere på rovfisk, hvilket man håber vil begrænse deres sårbarhed overfor efterstræbelse væsentligt, hvis de genudsættes i Lake Eacham. Det er imidlertid højst usandsynligt, at Melanotaenia eachamensis nogensinde igen vil vende tilbage til Lake Eacham, da omstændighederne stadig er de samme i dag og et tidligere forsøg på at genetablere arten i Lake Eacham fejlede totalt. De naturlige betingelser i søen er også forringet, og desværre er det ikke længere den uberørte sø, det engang var.
Melanotaenia eachamensis er ikke en overvældende attraktiv art, men den har dog sine egne karakteristiske farver og karaktertræk. Hannerne kan kendes fra hunnerne på baggrund af forskelle i farvetegning og finner. Hanner har generelt en noget længere første rygfinne, som  lige overlapper den anden rygfinnes begyndelse, når den er lagt ned. I modsætning hertil er hunnens første rygfinne når den er nedfældet ikke i stand til at overlappe den anden rygfinnes begyndelse eller bare at nå hen til den. Yderligere er hanner normalt større og har en højere krop end hunner. På de oprindelige hanner, indsamlet fra Lake Eacham i 1982 var hele kroppen bronzefarvet. Den første rygfinne var kulsort, mens den anden rygfinne og gatfinnen havde en rødbrun farve. De nuværende akvariestammer ligner ikke de oprindelige fisk og jeg antager, at der ikke længere eksisterer nogen ægte efterkommere af de originale Lake Eacham regnbuefisk (ikke i den Australske hobby i hvert fald). Men, som hos de fleste arter af regnbuefisk, kan farver eller farvemønstre ikke alene anvendes som en sikker form for arts-identifikation.
Hanner viser sig overfor hinanden ved at udspile deres ryg- og gatfinner, mens de samtidig intensiverer deres farvetegninger. Udvidelsen af finnerne er en bedragerisk søgen efter for hannerne at forøge deres totale kropsstørrelse, når de konkurrerer med hinanden om at virke tiltrækkende på hunnerne. Dette bliver ofte fulgt af, at de svømmer side ved side gennem akvariet, mens de foretager sidebevægelser for at 'kaste vand' efter hinanden. Finneudvidelse og farveintensivering bruges også af hannen, når han skal vise sig for en hun, i denne situation er det dog blot et forsøg på at forøge deres tiltrækning på hunnerne.
Langt den bedste kombination for opdræt er 3 hanner og 2 eller flere hunner. Med 2 hanner vil den ene dominere den anden og derved forhindre ham i at yngle. En han alene vil forårsage for stort pres på hunnen/erne. På den anden side vil tre hanner holde deres interne aggression indenfor en acceptabel grænse og spare hunnerne for fysisk overlast. I et stort akvarium er det muligt for hannerne at have hver deres yngleområde. Dette vil give hunnerne mulighed for at vælge deres egen han og på den måde vil et bredt udvalg af gener nedarves til den næste generation. I tilgift skulle denne metode forsyne dig med flere æg.
At yngle med par er også en acceptabel måde at opnå æg på. Denne metode er især velegnet når man udvælger individuelle fisk af genetiske årsager. Leg i grupper er dog den bedste metode at vælge, idet den udsætter fiskene for mindst stress. Hunner lægger et begrænset antal æg ad gangen, og i gennemsnit vil 60-80% af hunnerne, der sættes til at yngle i en gruppe, producere æg. Gruppeleg med flere hanner og hunner er mere naturlig. I naturen har en hun mulighed for enten at lege eller at flygte. I fangenskab er hunnens flugtmulighed begrænset af yngleakvariets størrelse. Størrelsen af dette er derfor af vital betydning og det  bør være tilpas stort til den art, der skal sættes i leg.
Hanner vil begynde at gå i leg og fortsætte deres yngleaktiviteter ved 20°C, men intensiv leg begynder først ved 24°C. Lege-mopper er den bedste metode for opdræt af Melanotaenia eachamensis da sådanne nemt kan fjernes og undersøges for æg. I modsætning til, hvad du ellers hører eller læser, vil de fleste regnbuefisk æde deres æg, måske ikke dem alle sammen, men de vil helt sikkert spise dem, de kan finde, og jeg har aldrig set en regnbuefisk, som ikke spiser fiskeæg. Den legende han vil forsøge at holde alle de andre fisk væk fra hans legeområde og æg, men normalt lykkes det ikke særlig godt. For at sikre, at flest mulige æg overlever, bør man kontrollere yngleakvariet regelmæssigt.
Hvis problemet med, at æggene bliver spist, bliver ved, kan man prøve at bruge en stiv flaskerenser som ynglemedium. Kommercielle opdrættere bruger sådanne til opdræt af tropiske fisk, som sædvanligvis vil æde deres æg. De stive børster fungerer som et medium, i hvilket de klæbrige æg kan lægges, mens de på samme tid afholder de ynglende fisk fra at æde de lagte æg. Java mos (Vesicularia dubyana) er en velegnet levende plante for opdræt af regnbuefisk og den kan også gro under de lave lystmængder, der er i de fleste opdrætsakvarier. Selv om dette er tilfældet, så foretrækker jeg dog ynglemopper som opdrætsmedium.
Ynglemopper kan nemt laves af akrylgarn (omkring 8-trådet), der klippes i længder på 30 cm og bindes sammen på midten. For at opnå et mere naturligt udseende, kan man bruge grøn tråd til at simulere vandplanter. Mopperne kan fastgøres til en blok flamingo-skum og anbringes flydende i vandet eller på den anden side kan man bare smide bundtet med de løse tråde ned i akvariet. For at give hannerne mulighed for selv at vælge ynglepladsen og hunnerne mulighed for at finde skjulesteder, er det vigtigt, at der lægges flere mopper i akvariet. Æg-fyldte mopper skal fjernes fra opdrætsakvariet og anbringes i andre akvarier for klækning og larvenes udvikling.
Før man bruger en ynglemoppe til en anden art regnbuefisk skal man sikre sig, at de er blevet steriliseret for at få ødelagt tidligere æg eller skadedyr, som stadig kan sidde i mopperne. Hunnerne af mange arter regnbuefisk ligner hinanden meget, så dette vil også hindre overførslen af æg, hvilket kan resultere i hybridisering eller overførsel af sygdomme fra et opdræt til det næste. Dette er en situation, hvor ynglemopper har en væsentlig fordel frem for levende planter i et opdrætsakvarium.
Ligesom hos de øvrige regnbuefisk, er æggene fra Melanotaenia eachamensis i starten klare og fæster sig med små tråde til ynglemediet. Deres udvikling vil tage omkring syv dage ved 25°C og efter at blommesækken er optaget, kan ungerne fodres med flydende eller fint pulveriseret foder som deres første føde. Når du har fået dem gennem de første par dage, kan du begynde at fodre dem med nyklækkede artemia eller mikroorm. De unge fisk vil også have godt af, at der er algevækst i yngleakvariet eller at der tilsættes små mængder af grønt vand (phytoplankton). Væksten er forholdsvis hurtig når ungerne holdes ved varme temperaturer, og får god fodring og regelmæssige skift af en del af vandet.
I deres naturlige levesteder vil Melanotaenia eachamensis leve af terrestriske insekter, larver af vandinsekter, hvirvelløse dyr, og forskelligt organisk materiale. I akvariet vil de tage alle de sædvanlige typer af levende og frossent akvariefoder. De kan overleve i fangenskab på en standarddiæt af flager eller foderpiller i en størrelse, de kan have i munden, men hvis du ønsker, at de skal vise deres bedste farver og at holde dem i topform, vil jeg foreslå, at du indimellem fodrer dem med levende foder. Myggelarver, dafnier, cyclops, vandlevende orme eller lignende vil være udmærket.
Melanotaenia eachamensis er ikke specielt følsom overfor vandkvaliteten, men er dog noget følsom for akkumulering af opløste nitrat-affaldsprodukter. Passende vedligeholdelse af akvariet og regelmæssige vandskift er mere vigtigt for dens velfærd i fangenskab, end bestræbelsen på at efterligne Lake Eacham's vandkemi. De normale akvariebetingelser bør holdes på pH 6,5 til 7,8, temperaturen 20 til 24° Celsius (28°C ved opdræt) alkaliindhold 50-200 mg/l (3-10 dKH), og hårdhed 50 til 250 mg/l (3-14 dGH). Melanotaenia eachamensis kan være en meget farverig fisk, når den holdes i passende akvarieforhold og kan leve til den bliver omkring ti år.
Uheldigvis vil Melanotaenia eachamensis aldrig igen vende tilbage til Lake Eacham, da omstændighederne stadig er de samme i dag og et tidligere forsøg på at genetablere arten i Lake Eacham fejlede totalt. De naturlige betingelser i søen er også forringet, og desværre er det ikke længere den uberørte sø, det engang var. Men på trods af den ovennævnte udvikling, kan og vil opdrætsprogrammer have en vigtig indflydelse på bevarelsen af truede arter, og på bevarelsen af deres naturlige levesteder. Sådanne programmer må imidlertid være en del af et velkoordineret projekt, der involverer alle interesserede grupper. Jeg mener, at vi alle kan lære en masse af dette og at man ikke skal overføre nogen fisk overhovedet fra et levested til et andet og ligeledes ikke at slippe sine uønskede akvariefisk fri i de naturlige omgivelser. Hvis du har nogle akvariefisk, som du ikke længere ønsker, vær da venlig at returnere dem til den forretning, hvor du købte dem, eller gør det af med dem på en human måde.
I mellemtiden, medens morphologerne og genforskerne skændes med hinanden, venter jeg med spænding på det næste fascinerende kapitel i denne uendelige historie.

 

Litteratur.
Allen, G. R. and N. J. Cross (1982). Rainbowfishes of Australia and New Guinea. Angus and Robertson: Sydney. Barlow, C. G., A. E. Hogan and L. J. Rodgers (1987). Implication of translocated fishes in the apparent extinction in the wild of the Lake Eacham rainbowfish, Melanotaenia eachamensis. Australian Journal of Marine and Freshwater Research 38, 897-902. 
Brown, C. and K. Warburton (1997). Predator recognition and anti-predator responses in the rainbowfish Melanotaenia eachamensis. Behavioral Ecology and Sociobiology 41(1), 61-68. 
Caughey, A., S. Hume & A. Wattam (1990). Melanotaenia eachamensis History and management of captive stocks. Fishes of Sahul 6 (1), 241-247.
Crowley, L.E.L.M. and W. Ivantsoff (1991). Genetic similarity among populations of rainbowfishes (Pisces: Melanotaeniidae) from Atherton Tableland, Northern Queensland. Ichthyological Exploration of Freshwaters 2, 129-137.
Leggett, R. and J. R. Merrick (1997). Australia’s Lake Eacham rainbowfish: lessons and outlook. Aquarium Sciences and Conservation 1, 37-43.
Moritz, C., D. Zhu and S. Degnan (1995). Evolutionary Distinctiveness and Conservation Status of the Lake Eacham Rainbowfish, Melanotaenia eachamensis. Final Report to the Wet Tropics Management Authority and Department of Environment and Heritage. University of Queensland, St Lucia, Queensland. 
Pusey, B. J., J. Bird, M. J. Kennard and A. H. Arthington (1997). Distribution of the Lake Eacham Rainbowfish in the Wet Tropics Region, North Queensland. Australian Journal of Zoology 45, 75-84. 
Wager R. (1995). Outcomes of the Lake Eacham Rainbowfish Workshop “Where to now”. Final Report to the Wet Tropics Management Authority, Cairns, Queensland.

 

Back to Top