En beretning om et dansk førsteopdræt. Tekst og foto: Karsten Keibel

Corydoras guapore ses sjældent i handlen om end den i hvert fald i Tyskland har været importeret jævnligt igennem de sidste 20 år. Så da jeg jeg fik chancen for at få et hold guapore i Petworld, Viby i november 2007 kunne jeg ikke andet end at slå til. Amund havde bestilt 12 fisk og de kom i 2 poser a 6 stk. i hver. Jeg var så heldig at være der mens de kom hjem så jeg købte den ene af poserne som de var i, uden at de blev lukket ud i butikken. Risikoen ved at tilvænne fiskene tager jeg gerne selv, og alt andet lige må det være bedst for fiskene at springe en tilvænning over. Corydoras guapore har navn efter den flod de har hjemme i - Río Guapore. Guapore udspringer i Mato Grosso i det centrale Brasilien og danner en naturlig grænse til nabolandet Bolivia det meste af sin vej før den løber sammen med Río Mamore og Río Beni, der kommer fra Bolivia og bliver til Río Madeira som er en af mægtige Amazonas store sydlige bifloder. Fælles for de store sydlige bifloder med udspring i Mato Grosso (Guapore, Xingu, Tapajós) er at de fører klart vand med meget lav indhold af opløste stoffer og tilnærmelsesvis neutral pH, samtidig med at de er meget varme. De holder året rundt en temperatur på omtrent 30 grader. Ifølge alle de fangstberetninger der forligger på Corydoras guapore skulle fisken kun forekomme i hovedfloden, og tyske akvarister beretter desuden om at fiskene skulle være sarte overfor forandringer i vandets kemiske sammensætning og følsomme overfor kemikalier, medicin osv. Selv om fisken flere gange blev importeret lykkedes det mig dog ikke at finde nogen oplysninger om opdræt overhovedet. På daværende tidspunkt havde jeg endnu ikke adgang til Ian Fullers hjemmeside corydorasworld.com (fremragende side og forum om pansermaller) og havde derfor ikke set Mary Wells’ beretning om et (relativt) vellykket opdræt i 2005/2006. Og det var så mit udgangspunkt. Oplysningen om at fisken kun skulle forekomme i hovedfloden irriterede mig, der var noget der ikke passede. Fisken er for lille og skrøbelig til at være en hovedflodsfisk. Jeg fandt frem til at området har en udpræget regntid fra januar til marts. Jeg gættede mig til at fiskene måske forekommer i hovedfloden i tørtiden for med begyndende regntid at ”gå på land” i oversvømmelsesområderne. Det er et mønster der kendetegner mange andre småfisk i amazonasområdet. Formålet er at finde de bedste fødeforhold til yngelen. I praksis omsatte jeg det til at jeg i december og januar holdt fisken varmt (29 grader) og i almindeligt ledningsvand (tørtid). Jeg fodrede stabilt med frosne og levende røde myggelarver, nyklækkede Artemia og TabiMin. Ved denne kost satte to af hunnerne tydeligt rogn.

 bild av Karsten Keibel

Så traf det sig så heldigt at der i slutningen af januar blev varslet et kraftigt stormlavtryk. Erfaringer fra mange opdrættere af pansermaller (og andre fisk) fortæller at mange og især vildtfangede fisk reagerer på kraftige lavtryk ved at gå i leg. Det passer fint med at regntiden i Amazonas oftest starter med nogle meget kraftige tropiske lavtryk. Jeg havde heldigvis nogle dage op til stormen til at forberede mig. Jeg foretog nogle kraftige vandskift med osmosevand (50 % 3 dage i træk) hvilket sænkede ledningsevnen til under 100 mS. Desuden kom der levende Tubifex på kostplanen. Dagen efter stormen gik fiskene så i leg. Det foregik på typisk pansermalle maner med heftig aktivitet i hele gruppen og ægafgivelse i T-stillingen, som dog ikke kun fandt sted lige over bunden som ved de fleste pansermaller, men forekom i alle vandlag. Æggene blev hovedsageligt afsat i javamos og på undersiden af de egeblade der lå på bunden. Enkelte æg fandt jeg på ruderne omtrent 5 cm over bunden. Fiskene legede 4 gange over en periode på 6 dage, hvilket de gentog en måned senere ved et nyt kraftig lavtryk i starten af marts. Legen tog ca. et par timer og foregik altid om aften 2-3 timer før lyset slukkede. I hver legeperiode blev der lagt omtrent 100 æg, hvoraf jeg samlede de fleste. Jeg havde æggene i en mindre beholder indtil de klækkede, hvorefter jeg overførte dem til et 12 liters akvarium med vand fra forældreakvariet. Klækning og startfodring med Artemia og mikroorm forløb uproblematisk. Men efter 10 dage efter klækning opstod problemerne, ungerne forsvandt. Ingen spor efter døde unger eller noget. De gik bare i opløsning og blev færre og færre. Fra første legeperiode har jeg kun en ungfisk tilbage. Jeg fik en formodning om at jeg havde dem gående for ”rent”. Ingen bundlag, ingen planter, kun et et luftdreven hjørnefilter med filtervat i. Ungerne fra anden legeperiode gav jeg så lidt mere spræl i akvariet. Et fint lag sand på bunden, en tot javamos, en javabregne og filteret skiftede jeg ud med et ”gammelt” svampefilter, ligeledes luftdreven. På overfladen af disse svampefiltre dannes der et helt mikrokosmos af bakterier, hjuldyr og andre mikroorganismer, med andre ord et godt spisekammer for små pansermalleunger. Resultatet var dog ikke meget bedre. Fra den legeperiode har jeg 3 overlevende unger. Efter anden legeperiode stoppede fiskene med enhver formeringsaktivitet, hvilket passer med at regntiden ved Guapore stopper deromkring. Så det indre biologiske ur ser ud til at virke. De alt i alt 4 unger er i skrivende stund 4-5 måneder gamle og går sammen med deres forældre, dvs. min gruppe Corydoras guapore er nu på 9 fisk. Jeg håber at jeg kan få dem i gang igen til vinter, med forhåbentligt lidt bedre resultat. Afslutningsvis en serie billeder af ungerne.

 bild av Karsten Keibel

Nyklækkede unger

 bild av Karsten Keibel

3 uger gammel ungfisk.

 bild av Karsten Keibel

Ungfisk på ca. 2 måneder. I dette stadie minder ungerne lidt om pygmaeus eller hastatus yngel. Efter 3 måneder har ungerne så igen skiftet tegning og ligner nu forældrene.

 bild av Karsten Keibel

Back to Top