Betta livida - Ng & Kottelat, 1992


                                                 Hold og opdræt af den jalous Betta.

Af Andrew Smith
©

 

 

Oversat af Karsten Plesner


 


Betta livida

I sommeren 1991 fangede man en lille vinrød Betta i det nordlige Selangor område i Malaysia. På grund af dens grønne øjne, fik den straks navnet ’livida’, som betyder ’jalous’. Det drejede sig om endnu en fisk fra Betta coccina gruppen og den adskilte sig fra de andre med de grønne spidser på bugfinnerne (som er hvide på B. tussyae og sorte på B. coccina) og en grøn plet på siderne hos begge køn. Pletten adskiller den fra B. tussyae (som også kommer fra Malaysia) og B. rutilans (fra Kalimantan) som ingen pletter har. Ligesom B. tussyae har den to lodrette gyldne striber på gællelåget.

Denne art stiftede jeg første gang bekendtskab med på en weekend for medlemmer af AAGB (Anabantoid Association of Great Britain – Labyrintfiskeforeningen i Storbritanien, oversætters bemærkning) for et år eller to siden og var så heldig at få fire ungfisk med hjem. Da jeg havde haft rimeligt held med hold og opdræt af B. tussyae, indrettede jeg et akvarium til B. livida på nogenlunde samme måde.

Indretningen var meget spartansk, intet bundlag, hverken luft eller filter. Vandet var regnvand, som havde stået i en spand med kogt spaghnum og nogle få egeblade i et par uger og derefter opvarmet til 23°C. Vandet var kun 2½ cm dybt i et akvarium på 30x20x20 cm. Indretningen bestod af en klump javamos og nogle tørrede egeblade. Jeg smider også altid nogle plasticrør, som kan flyde, i akvariet selv hos meget unge/små fisk. Hvis forholdene er til det, vil de ofte forsøge at yngle kort tid efter at være blevet sat i akvariet, uanset deres alder/størrelse.

Fiskene blev akklimatiseret og overladt til sig selv i et par dage. Til at starte med var de sky og gemte sig under bladene eller i rørene. Jeg gav dem levende artemia, både nyklækkede og voksne, såvel som dafnier og røde myggelarver. Da vejret blev varmere, fangede jeg sorte myggelarver i regnvandstønderne. Det er et fremragende foder, som er velegnet til at sætte rogn og ofte udløser parring.

 

 

B. tussyae

I løbet af de næste uger blev der gradvist fyldt vand på, så vandstanden nåede 9 cm. Fiskene var stadig sky, men jeg fik øje på en samling bobler i et af rørene. Uanset hvor meget jeg prøvede, kunne jeg ikke finde ud af, hvem der var hanner og hvem der var hunner. Så snart én fisk så ud som en han, begyndte alle de andre at se ud på præcis samme måde. Min eneste chance var at forsøge at holde fiskene parvis i alle mulige kombinationer og se, hvad der skete.

Desværre blev dette lidt nemmere, da jeg under fangst af de to første fandt en død fisk viklet ind i javamos. Jeg udvalgte to fisk og satte dem i et af mine små yngleakvarier på 20x12,5x12,5 cm med en vandstand på 5 cm, to flydende plasticrør og lidt egeblade. Vandet var virkelig farvet brunt af spaghnum, så når fiskene stod bagest i akvariet, kunne jeg dårligt se dem (akvarierne står med den ene ende ud af  for at få plads til dem alle sammen).

Rørene anbragte jeg forrest i akvariet, så jeg kunne kigge ind i dem, men hver eneste morgen, når jeg kom ind i akvarierummet, vendte de på den anden led. Jeg kom sort papir langs to af siderne, så parret ikke hele tiden følte sig forstyrret af fiskene i akvarierne ved siden af.


 


Betta tussyae

Der gik et par uger og jeg var efterhånden overbevist om, at jeg forsøgte at få to hanner til at yngle – ingen skumrede og masser af modstand fik mig på de tanker.

Den mindst dominerende fisk blev fanget ud og erstattet af den sidste fisk, som på alle måder så identisk ud. Tre dage senere kunne jeg se, at jeg tog fejl. Hannen havde bygget en skumrede i røret og gjorde kur til det, der helt sikkert var en hun. De fortsatte hele dagen med at gøre kur. Dette bestod i udspilede finner og slag med kroppen, som sendte en strøm af vand mod  den anden. Det var altid hannen, der startede og hunnen, der fulgte trop.

Den eneste måde, jeg kunne se forskel på de to, var at hannen var en lille smule større – der var ingen tydelig forskel på finnerne. Hannen havde indtaget området omkring skumreden og hunnen fik ikke lov til at komme i nærheden. Reden var til at starte med knap så stor som en 10 pence mønt (samme diameter som en 2-krone: 24,5 mm i diameter, oversætters bemærkning), men udviklede sig til at fylde loftet i det 5 cm lange rør så meget, at der røg bobler ud i begge ender.

Om aftenen begyndte de at parre sig. Begge fisk svømmede ind i røret og cirklede om hinanden. Omklamringen adskilte sig fra andre Betta arter som B. imbellis og B. smaragdina ved at hunnen blev drejet, så hendes hoved pegede lige ned, mens halen strejfede eller direkte berørte reden. Hannen er viklet om hunnen og vender på hovedet. Omklamringen varer cirka 20 sekunder og stopper, når æggene begynder at synke. Æggene er hvide og ganske lidt ovale. Næste dag kiggede jeg ind i røret, og så hverken æg eller rede. Under et af egebladene fandt jeg to ganske velnærede B. livida – de havde spist det hele. For at sige det mildt, så var jeg skuffet.

To eller tre uger senere ynglede de igen, og jeg fjernede æggene med det samme og anbragte dem i en flad skål, hvor der næsten med det samme gik svamp i dem, så jeg besluttede mig for fremover at lade naturen gå sin gang. Yderligere to uger senere ynglede de igen. Denne gang forsvandt reden igen, men kun fordi hannen havde bygget en anden rede i et andet rør. Han flyttede reden endnu en gang til en rede ved overfladen i det ene hjørne og derefter tilbage til et af rørene igen. Alt dette skete inden ungerne klækkede i løbet af et par dage.

Ungerne hang med halen nedad i tre dage og begyndte at se ud, som om de ville begynde at svømme frit. På dette tidspunkt bruger jeg følgende metode, når jeg har en rede med unger i. Jeg tager en bakke og skubber den forsigtigt ind under reden (eller i dette tilfælde røret). Det nærmest suger reden over i bakken sammen med lidt vand. Ofte får man også hannen med, men ham kan man fange senere. Man skal ikke blive overrasket, hvis hannen spytter 6-7 unger ud, som han har i munden. Dette oplever man også hos B. tussyae (se min artikel i Labyrinth 78) og hos B. spec. affin. coccina.

Bakken anbringes på en hylde, hvor temperaturen svarer til den i yngleakvariet med en meget svag luftstrøm og en smule flydeplanter, så ungerne har et sted at holde fast. Her opholder ungerne sig i de første tre til fire uger og bliver fodret med ’Liquifry’ dagen efter, at de er blevet fritsvømmende. Fire dage senere får de en lille bitte smule nyklækkede artemia nauplier og denne mængde øges derefter dagligt.

I mellemtiden sætter man et opvækstakvarium op med et svampefilter kørende på meget lavt blus. Bakken anbringes i akvariet og man lader udløbet fra filteret dryppe ned på kanten af bakken. Det tager kun kort tid, før bakken begynder at flyde over, men ungerne slippes ikke ud af bakken i det første døgns tid. Man slipper dem ud ved forsigtigt at vippe bakken og lade ungerne svømme ud, når de vil.

Over de næste uger fodres de med artemia og grindalorm. Vandskifte består simpelthen i at akvariet langsomt fyldes op. Et problem med denne fisk er fløjlssyge. Ikke hos ynglen eller hos de voksne fisk, men hos ungfisk på det stadie, hvor de begynder at ligne forældrene rent farvemæssigt, men stadig er mindre. Et sådant angreb fandt sted, da vi var på vej til at tage til USA. De fik en koncentreret dosis medicin og jeg håbede det bedste. Selvom de så lidt medtagne ud, da vi kom hjem, mistede jeg kun nogle få stykker. Et andet kuld var ikke en gang fri af fløjlssyge i halvdelen af deres opvækst. Det lader til, at vandskifte er meget vigtigt på dette tidspunkt i ungernes udvikling. Det eneste andet problem, jeg har bemærket, er at kuldet har det med at småskændes, hvis de går ved lidt højere temperaturer, fra godt 24 grader til 27 grader. Ved temperaturer under disse falder aggressionsniveauet.

Ungerne får først deres plet på siden, når de når cirka halv voksenstørrelse og pletten bliver derefter gradvist svagere med alderen. Begge køn har pletten og begge køn mister den nogenlunde lige hurtigt. Eksemplarer, som er opdrættet i akvarium, ser ud til at være bedre til at tilpasse sig pH-værdier, som er til at have med at gøre og som mindsker risikoen for at fløjlssyge får fat. Jeg opfodrede 15 ungen sammen med forældrene i et akvarium på 30x20x20 uden filter eller luft, blot hyppigt vandskifte, og de blev ikke syge eller var oppe at slås en eneste gang.

Back to Top