Tekst: Jesper Thorup 2001©

Foto: Kei Sasaki ©

I betragtning af alle de nye og spændende labyrintfisk der er fundet og beskrevet inden for de sidste år, så er Betta foerschi vel nærmest at betragte som en klassiker. Bare inden for slægten Betta er der beskrevet omkring 20 nye arter siden starten af halvfemserne. Alligevel har vi herhjemme måttet nøjes med at savle over denne utroligt flotte fisk, når vi så billeder af den i bøger og i udenlandske akvariemagasiner.

Da jeg hørte at Poul Erik fra Bonnie Dyrecenter i Randers havde bestilt den hjem sammen med en række andre spændende labyrintfisk, var jeg da heller ikke længe om at beslutte mig for, at den skulle jeg prøve. Spændingen var stor op til, at fiskene skulle komme hjem og nøjagtig 1½ time efter, at de var ankommet til forretningen stod jeg og fedtede akvarieruderne til med min næse. Foerschierne var ikke pakket ud endnu og lå enkeltvis i bittesmå poser med ca. 3 spiseskefulde vand + 1 fisk i hver. Det var jo både godt og skidt. Godt fordi der ikke var nogle problemer med at fange fiskene. Skidt fordi alle fiskene, på trods af at de så fine ud, havde en næsten identisk grå-brun farve som gjorde det overordentligt svært at skelne kønnene. Nå, men da jeg jo var tidligt ude var der mange fisk at vælge imellem, så det lykkedes uden de store problemer at finde et par.

Og nej, det var ikke de billigste 2 fisk jeg i mit liv har købt. Men når man betænker at nogen har fanget fiskene på Borneo. Nogen har samlet og sorteret dem dernede. Nogen har fløjet dem til Danmark og nogle har hentet dem og bragt dem til forretningen, som også skal tjene lidt. I hele processen er der en risiko for spild i form af døde fisk. Når alt kommer til alt så kan man vel stille spørgsmålet om ikke det er de billigste fisk jeg nogensinde har købt ?

Fiskens historie

Betta foerschi blev fanget i 1978 af dr. Walter Foersch i den sydlige del af Kalimantan på Borneo. Han gav fiskene hvoraf 3 var levende til dr. Vierke, der året efter beskrev fisken og opkaldte den efter finderen. Betta foerschi blev fanget ca. 225 km nordvest for Benjarmasin der er områdets største by. Den blev fanget i et vandløb i regnskoven med en jævn strøm. Der var tale om et sortvands vandløb med en pH på under 5 og en hårdhed der næsten ikke kunne måles. Ud fra beskrivelsen minder det faktisk meget om de sortvands vandløb vi kender fra Sydamerika. Temperaturen var omkring 26 C.

Det lykkedes dog aldrig Vierke at opdrætte fisken og i sin førstegangsbeskrivelse foreslog han da også, at der formodentlig var tale om en skumredebygger. I 10 år gik man herefter i Europa og ventede på at fisken skulle komme til vores del af verden igen, men den kom ikke. I juli 1988 var det nok for Jürgen Knüppel og Horst Linke. De pakkede rygsækken og drog af sted. De fandt da også fisken igen, både der hvor dr. Foersch havde fundet den, og længere mod sydøst i forhold til typelokaliteten.

Betta foerschi kom med hjem til Europa, og først da Horst Linke opdrættede den i Tyskland, fandt man ud af at der var tale om en mundrugende fisk.

Han af Betta foerschi

Fiskens udseende/han og hun

Betta foerschi er en rigtig flot, slank og kortfinnet kampfisketype. Den kan skifte farvetegning på meget kort tid, og den har et helt arsenal af forskellige varianter at vælge imellem, så det er ikke uden grund at tyskerne kalder den for Foerschis kamelionkamp-fisk. Flottest er hannen når han er i legehumør. Han får en næsten dybsort farve med mørkeblå skælkanter hen ad kroppen og et mørke-blåt skær på bug, anal og halefinne. De 2 parallelle linier foran gællelåget bliver helt Ferrari røde og ser helt fantastiske ud på den mørke baggrund. Hele finnepragten bliver foldet ud og den svømmer langsomt gennem akvariet med en attitude som var den i finalen til verdensmesterskabet for specielt flotte kampfisk.

At se forskel på han og hun er ikke altid helt nemt, da man jo ikke kan regne med farverne. Der er heller ikke nogen markant forskel på størrelsen, om overhovedet nogen. Mine fisk er omkring 7 cm. Hannerne har lidt større finner og forlængelserne i bug og analfinnerne bliver også længere hos hannen. Det sikreste tegn er dog at kigge på fiskens hoved/snude. Hunnerne har ligesom et spidst "ansigt" hvor hannerne er mere stumpe. Hannerne virker også bredere over kæbepartiet. Formodentlig da det er ham der skal gå med æg og unger i munden.

Hun af Betta foerschi

Akvariet

Efter hjemkomsten kom de i et meget tætbeplantet 63 liters akvarie, som jeg gennem længere tid havde haft kørende med meget blødt vand og med en pH på omkring 5. Tætbeplantet er måske så meget sagt, da det vel nærmest var groet totalt til med kæmpevallisnerier, javabregner og anubias i en grad så der nærmest ikke var lys ved bunden, hvilket nok også forklarer hvorfor kun anubias og javabregner havde overlevet. Desuden var der en stor trærod der nærmest stod på 2 ben på en meget lidt charmerende måde, midt i akvariet og omkring 10 cm over bundlaget. Kønt var det ikke, men da det var det nederste i reolen og da jeg antog at heller ikke disse nye fisk havde nogen æstetisk sans, gjorde jeg ikke noget ved det. Et lidt for stort indvendigt filter sørgede for filtrering og bevægelse i vandet. For ikke at fiskene skulle blive blæst hen i den modsatte ende af akvariet, havde jeg rettet udstrømmeren lidt ind mod bagruden.


Opdræt

Mine 2 fisk trivedes godt og de spiste fornuftigt af det frostfoder de fik tilbudt 2 gange dagligt, primært røde myg og frosne artemia. De levede trygt og godt side om side uden de store skænderier. Som de fleste kampfisk var de lidt stillestående, hvilket jo var godt når de var fremme men skidt når de gemte sig.

Da jeg havde kigget på det i en 4-5 uger tænkte jeg at der måtte ske noget. Jeg havde læst at Betta foerschi faktisk var så fredelig at man i et 60 liters godt kunne holde en lille gruppe på 4-6 fisk, så jeg overtalte Poul Erik til at sælge mig 2 hunner mere. Og så kom der gang i sagerne. Mest blandt hunnerne, der hurtigt fik lavet en rangorden imellem sig.

Han af Betta foerschi

Den mindste hun blev selvfølgelig den det hele skulle gå ud over, uden at hun dog led overlast af det. Den dominerende hun indtog nogle farver der mindede om hannen, dog mindre prangende og med en grundfarve, der var mere rød/brun en egentlig sort. De underordnede hunner indtog forskellige brogede mønstre med svagt markerede tværstriber eller længdebånd.

Jeg prøvede at fodre fiskene med små regnorm og uha så kom der rigtig gang i den til spisetiderne. De blev helt vilde og selv den lille hun tog gerne kampen op med hannen når det gjaldt en lækker regnorm. Her skal man lige være opmærksom på at ormene vokser når de kommer i akvariet !! Eller det vil sige at den optisk bliver større når den kommer i akvariet, med det resultat at størrelsesforholdet mellem orm og fisk ændrer sig i ormens favør. Det er altså vigtigt at ormene er små. Hvis de er lidt for store kan man klippe dem over. Det gik op for mig at de faktisk var altædende så længe foderet indeholdt kød. Grøntfoder rørte de ikke med en ildtang. At dømme efter det antal tomme sneglehuse jeg fandt bag pumpen, gik de også og pelsede dem. Små biller og tusindben gik de også gerne i krig med.

Herefter gik der da heller ikke lang tid inden hannen gik med munden fuld af æg. Det var ikke umiddelbart til at se på ham, men hans slukørede reaktion til spisetiderne afslørede ham, og så kunne man faktisk også godt se at han havde noget i munden. Imidlertid slugte, han til min store ærgrelse, æggene på 7. dagen. Dette skete 2 gange og så var jeg ved at være godt gal i skralden. 3. gang tog jeg fusen på ham. Om morgenen på 7. dagen fangede jeg ham op, holdt ham forsigtigt om gæl-lelågene og klemte lige så stille omkring 15 unger ud af munden på ham og satte ham forsigtigt ned igen med resten af ungerne i munden. Så gik han med dem i yderligere 4 dage, hvorefter han spyttede dem ud. Det må åbenbart have været en overordentlig ubehagelig oplevelse, for siden har han ikke slugt nogle æg.
Ifølge den tilgængelige litteratur skulle hannen gå med æg og unger i munden i mellem 6 til 10 dage. Mine erfaringer siger mig nu at det er nærmere 10 end 6. Typisk spytter min han ungerne ud på 11. dagen efter legen. Herefter tager han sig ikke yderligere af dem. Fiskene efterstræber de unger de får øje på, men da ungerne er fantastiske til at gemme sig og står helt stille er det ikke så slemt. Da det er umuligt at finde ret mange unger, er det bedst at flytte de voksne fisk og så fodre ungerne op i opdrætsakvariet.

Legen

Lad det være sagt med det samme. Jeg har ikke set hele legen i fuld udstrækning. Jeg har flere gange set de indledende øvelser og de første æg blive lagt.

Hans-Joachim Richter skriver i den artikel, som er angivet nedenfor, at det er som om det hele skrider frem i slow motion og det er faktisk rigtigt. Som mand kan man godt have en vis forståelse for tempoet da legen tager fra 6 til 8 timer, men der er altså ret kedeligt at se på. Jeg skal altså her undlade, at komme med en lang beskrivelse af hvordan det rent faktisk foregår. Det vigtigste er også, at man ikke er i tvivl om at legen finder sted og det er man ikke. Den dominerende hun, der altid er den heldige, indtager nogle for hende ret uvante underlegende længdebånd, der går helt frem forbi øjet. Hun står med halefinnen helt sammenfoldet som tegn på underkastelse, hvilket formodentligt er nødvendigt for at kunne komme tæt på hannen, uden at han angriber. De står altid det samme sted tæt ved bunden hvor det er mørkt. F.eks. leger mine fisk altid lige under roden, hvor der er meget mørkt.

Det er hunnen, der er den aktive part, og kommer en anden hun for tæt på, standser legen indtil hun er jaget godt og grundigt væk, hvorefter de starter op igen. I det hele taget synes de at være umulige at forstyrre, når de først har besluttet, at det skal være. Selv ikke det, at man banker på glasset, synes at forstyrre dem mere end et øjeblik. Så skulle man have tid og lyst til at overvære hele legen, kan man bare flytte den gode lænestol og køleskabet ind foran akvariet. Det vil i hvert fald ikke forstyrre dem.

Ungerne

De 15 unger som blev klemt ud af hannens mund, var fuldt udviklede og havde omkring halvdelen af blommesækken tilbage. De blev sat ned i et 12 liter akvarie med vand fra opdræts-akvariet uden andet end en stor tot javamos. De forsvandt hurtigt ind i javamos'ens beskyttende mørke og der blev de inde i de næste 14 dage.

Da blommesækken var væk, efter ca. 4 dage, begyndte jeg at fodre javamos'en med nyklægget artemia. Da de begyndte at komme frem igen efter 14 dage kunne man tydeligt se, at det ikke bare var nogle stillestående guppyunger man havde gående. De var begyndt at ligne miniature kampfisk. Efter 3 uger var de så store, at de uden problemer også kunne tage levende cyclops. Som forældrene var ungerne absolut ikke kræsne så efter 5 uger hvor de efterhånden var blevet knap 2 cm tog de også hakket frostfoder af forskellig slags. Væksten gik lidt trægt i de første 14 dage men herefter gik det faktisk hurtigt.

Mine erfaringer.

Jeg skal her til slut, kort trække de faktorer frem, som jeg tror er vigtige for at holde og formere Betta foerschi.

Jeg tror at det er vigtigt at holde mere end et par sammen. 1 han og 3 hunner fungere fint hos mig, men ifølge litteraturen skulle man også kunne holde flere hanner i det samme akvarium. Det kunne være sjovt at se hvordan 3 hanner og 4 -5 hunner vil opføre sig i et 128 liters akvarium. Afvekslende foder er helt sikkert en nødvendighed, men ikke det store problem da de kaster sig over alt det kryb, de kan gabe over både fra dam, hus og have. Akvariet skal være mørkt, da fiskene tydeligvis ikke bryder sig om kraftigt lys. Så enten skal akvariet være tæt beplantet og indeholde rødder eller anden afskærmning eller også skal man skære ned på lysmængden.

Mht. vandet så er det som altid vigtigt med en ordentlig vandkvalitet. Jeg har ikke eksperimenteret med hårdheden, men kun brugt rent osmosevand. Regnvand er sikkert også fint. Derimod har pH-værdien hos mig varieret fra 4,5 til lidt over 6 uden at det har generet fiskene, så her behøver man tilsyneladende ikke slavisk at kopiere naturen.

Det kan virke unødvendigt at skrive det, men Betta foerschi er en rigtig dejlig fisk, der tilmed ser hamrende godt ud. Så støder du på den, eller en af de andre spændende, mundrugende Betta arter så lad ikke chancen passere.


Litteratur og links:

Labyrinthfische, farbe im akvarium. H. Linke 1998. Tetra Verlag.
Tropical Fish Hobbyist, june 1990 p. 10-19, Hans-Joachim Richter.
http://homepages.tesco.net/~davyreynolds/fishindex/fish/B/betta_foerschi.htm
http://www5.ocn.ne.jp/~wild911/foer.html

Back to Top