Af Jesper Thorup 2002 ©

Der var engang hvor alle tænkte på Betta splendens når man snakkede om kampfisk eller bare sagde slægtsnavnet Betta. Sådan er det ikke mere. Stadig flere akvarister interesseret sig i dag for nogle af de andre fisk i slægten, der i dag tæller over 50 arter. Et antal der stadig vokser hvert år i takt med at de asiatiske regnskove bliver udforsket

 

En af de relativt nye arter er Betta albimarginata, der blev fanget af selveste Maurice Kottelat i 1993 i den nordøstlige del af Kalimantan provinsen på Borneo. Ingen af Kottalat's oprindelige fisk overlevede turen hjem, men året efter beskrev han sammen med Peter K.L. Ng fisken på baggrund af de eksemplarer han havde gående i formalin. Samme år beskrev de 2 ichtyologer i øvrigt 4 andre arter af slægten Betta: B. burdigala, B. channoides, B. chloropharynx og B. schalleri.

Fisken fik navnet Betta albimarginata (albimarginata=hvid kant)hvilket syntes meget passende da både ryg-, bug-, anal- og halefinne på hannen, afsluttes med en hvid kant eller søm om man vil. Med sine kun 5 cm er den af de mindste Betta arter. Betta albimarginata er mundrugende og det er hannen der går med æg og unger i munden indtil de kan klare sig selv, hvorefter han spytter dem ud. Ingen af forældrene fortager herefter nogen form for yngelpleje.

B. albimarginata fra byen Malinau blev fanget af Dickmann, Knorr og Grams i 1996, ca. 100 km syd for typelokaliteten hvor Kottelat i 1993 fangede fisken for første gang.Selvom ingen af Kottelats albimarginata'er kom levende hjem skulle der imidlertid ikke være tvivl om at det er den samme fisk.

Vandløbet var et langsomt flydende 2 meter bredt sideløb til den store hovedflod Sembuak. Fangststedet lå ca 200 meter før udløbet og var overgroet med skov. Fiskene holdt her til under små løvsamlinger på overfladen der havde samlet sig pga. ringe strøm. Vandværdierne var en pH på mellem 5,5 og 6,0, hårdheden var op til 3 dH og temperaturen var 27°C.

B. albimarginata er siden blevet fanget på flere andre lokaliteter, bl.a. ved Pampang så hvis man skulle være heldig at falde over den, vil der ofte være et fangststed hæftet på artsnavnet.

Mine albi'er er efterkommere af de fisk der blev fanget i 1996 ved Malinau. Jeg fik dem af Michael Schlüter, og sammen med Henrik Strandgaard var jeg i Hamburg og hente dem den 19. december 2001. Det var et ungt par der havde fået nogle få kuld sammen og som nærmede sig deres bedste alder.

Spændingen var stor da jeg kom hjem med fiskene og lukkede dem ud i det på forhånd klargjorte 60 liters akvarie. Med blødt spagnumfiltreret vand havde jeg lavet et akvarie hvor vandværdierne til forveksling lignede dem jeg havde læst de havde i naturen. Fiskene faldt fint til og tog også pænt for sig af det frostfoder de blev tilbudt, uden dog at kaste sig over det. De kiggede det altid lige an, ligesom for at checke kvaliteten, inden de tog det. Lidt stillestående var de også og de virkede egentlig en smule reserverede. Hannens farver var heller ikke specielt prangende, men jeg regnede med at han lige skulle vænne sig til de nye omgivelser. Nå, men det blev jul og jeg tog sammen med familien 3 dage på juleferie. Da jeg kom hjem gik hannen til min store overraskelse med skuffen fuld af æg. Det var da for f….. kun en lille uge siden at de var flyttet ind. Men glad var jeg jo.

Michael Schlüter havde fortalt at hannen typisk gik en 11-12 dage inden han spyttede ungerne ud, hvis temperaturen lå på en 26°- 27°C. Han sagde også at man efter at ungerne var klægget inde i munden på hannen på ca 7.-8. dagen, uden problemer kunne flytte ham over i en fødekasse beregnet til ungefødere , så det gjorde jeg og alt gik som smurt. Præcist på 11. dagen spyttede han de første unger ud og det fortsatte han med i et døgns tid endnu hvor jeg talte 17 unger. Hannen blev sat ud af kassen og jeg havde nu rigtigt godt styr på alle ungerne.

Ungernes farve er i øvrigt et af de steder hvor man klart kan se forskel på B. channoides og B. albimarginata. Michael Schlüter havde nemlig unger af begge arter da vi besøgte han og her var det tydeligt at se at B. channoides unger er helt lyse/blege lidt ligesom guppyunger hvor B. albimargi-nata's unger er sorte.

Ved voksne fisk kan dette godt være lidt svært og der hersker derfor også en del forvirring om hvilken fisk der er hvem. F.eks er man på Bede Verlag's plakat med "Kampfische" kommet til at bytte om på billederne af de 2 fisk.

Mine ungerne var sorte og omkring 5mm store. De spiste som forventet nyklægget artemie lige fra starten og efter en uges tid fik de deres eget lille 12 liters akvarie, med spagnum på bunden og flydeplanter ved overfladen. Jeg skiftede halvdelen af vandet en gang om ugen og alt gik tilsyneladende som det skulle.

Jeg havde siden hannen spyttede ungerne ud haft ham gående alene i et 12 liters akvarie der lignede det ungerne gik i, sådan at han kunne komme lidt til hægterne igen efter de 11 dages faste. Han gik egentlig og så lidt halvkedeligt ud og de farver jeg havde set på billeder kunne jeg kun lige skimte konturerne af. Han spiste dog godt og virkede ellers både sund og rask. Efter 3 uger på rekreation syntes jeg at hannen så frisk ud igen og da hunnen gik i et akvarie med det samme vand som han, fangede jeg hende bare op og plaskede hende ned til ham.

I samme sekund hun blev sat ned var det ligesom om at det var nogle der tændte lys i det ellers ret dunkle akvarie. På under 5 sekunder gik han fra at være en halvkedelig labyrintfisk til at være en af de flotteste fisk jeg nogen sinde har set. Fra at man kun kunne skimte de orange nuancer på hans krop, blev han pludselig en helt lille sol, med de sorte og hvide områder skarpt aftegnet. Han strittede med alle finnerne, gællerne og selv strubesækken spilede han ud, ligesom for at vise hende hvor mange æg han egentlig kunne have i munden. Han svømmede langsomt rundt og lavede underlige positurer. Helt stiv svømmede han lodret igennem akvariet. Nogle gange med hovedet opad og nogle gange med hovedet nedad. Han lagde sig på bunden på den ene side, som var han faldet død om over hendes skønhed.

Hunnen der ikke helt var kommet sig over den lidt hurtigt flytning, virkede til at begynde med lidt forvirret, og det kan man vel dårligt bebrejde hende. Over 4 uger alene i et 12 liters akvarie for så pludselig at blive smidt ned til en fyrig elsker. Efter en ½ time var hun dog blevet så klar at de begyndte at lege på den der underlige langsomme facon som mange mundrugende bettaer benytter sig af. På den ene side vil man som akvarist enormt gerne se hvad der sker men på den anden side går det så langsomt at man keder sig bravt. Det må være nogenlunde det samme som at se en hel VM fodboldfinale i superslow.

Hunnen bliver tværstribet under legen, men virker ellers ikke underlegen som man ofte ser det hos de skumredebyggende Betta arter. Det virker faktisk tværtimod som om at det er hende der styrer begivenhederne.

Efter en 6-8 timer var hannens farver igen aftaget og han gik igen med munden fuld af æg. Da det var et lille akvarie som jeg helst ikke ville fodre i, fjernede jeg hunnen med det samme, så hun kunne få sig et velfortjent måltid. I et større akvarie kan man godt lade hunnen gå en 4-5 dage sammen med hannen men så skal hun også ud, for så har hun allerede sat ny rogn og vil derfor begynde at genere hannen med sine tilnærmelser.

Også dette kuld spyttede han planmæssigt ud. Denne gang dog på 12. dagen. På samme måde lykkedes det at få kuld nr. 3 og jeg var ved at begynde at tro på at jeg her havde fundet fisken der er nemmere at opdrætte end guppyer. Det skulle dog vise sig at dette var langt fra sandheden. En dag opdage jeg at et af kullene havde fået en oodinium lignende sygdom. Jeg medicinerede med Odimor men inden for 48 timer var alle fiskene i kullet døde. Det var jo ret trist, men jeg havde jo stadig 2 kuld tilbage. Det viste sig desværre ikke at være en enlig svale. Af de 4 kuld jeg indtil nu har fået er de 3 døde på nøjagtig samme måde, da de var mellem 9 og 11 uger gamle. Kun et kuld klarede sig igennem, men her var der til gengæld slet ingen dødsfald. Jeg har senere hørt, at sygdommen meget ligner den der ofte rammer Betta macrostoma og at den skulle kunne kureres med ½ dosis af Tetra's Genreal Tonic og ½ dosis af Tetra's ContraIck. Dette har jeg dog ikke testet endnu.

Det kuld der klarede skærene gennem de første 11 uger virkede herefter utrolig robuste. De voksede stille og roligt og er i dag efter 6 måneder omkring 4 cm. De spiser ligesom deres forældre alle de typer levende foder som de kan gabe over og det meste frostfoder. Men de kaster sig ikke over foderet som det ellers ofte ses hos de lidt større mundrugende kampfisk.

I løbet af ungernes opvækst er det en god ide at flytte hannerne til at andet akvarie så snart man kan se at det er hanner. Som med en del andre arter, vil underlegne hannerne ikke vise deres køn hvis der er en dominerende han i flokken. Når han er væk popper der en anden frem osv.

Generelt må man sige at Betta albimarginata i det daglige ikke er noget festfyrværkeri. Den er stille og rolig og virker i mange sammenhænge temmelig reserveret uden at den dog på nogen måde virker sky over for akvaristen. Til gengæld opvejer den dog til fulde sin lidt stille natur, ved at være en meget spændende fisk at opdrætte og den har i hvert fald givet mig et par ekstra går hår.


Kilder og link:

Aqualog: all Labyrinths, 1997 Labyrinthfische, farbe im akvarium. H. Linke 1998. Tetra Verlag
http://www.weichwasserfische.de/betta.htm

Back to Top