Tekst: Jesper Thorup ©
Foto: Jaime Prieto ©

Ja undertitlen lyder måske lidt som en overdrivelse, når jeg fortæller at Austrolebias sp. aff. robustus 'Ruta88 Km74' GAK 4/04 er fanget 770 km syd for Buenos Aires og når man ved at Nothobranchius rachovii boltre sig i Sydafrika. Men prøv lige at tage et atlas frem og kig. Syd Amerika og Afrika ligger altså ikke lige over for hinanden. Faktisk ligger de ret forskudt. Så selvom denne fisk er fanget ca midt på det sydamerikanske kontinent ligger det faktisk 4 grader sydligere end Afrikas sydspids.

Biotop for Austrolebias sp. aff. robustus 'Ruta88 Km74' GAK 4/04

Fisken blev fanget i 2004 tæt ved byen Necochea. Det var et større selskab bestående af både børn og voksne det tog på fangsttur syd for Buenos Aires. Holdet bestod af de lokale Jaime Prieto, Alejandro Mongiardo, Juan Manuel Lopez Duque, Martin Fourcade, Fidel Fourcade, Azul Fourcade og hollænderen Tom Van Dooren.

Den midlertidige sø hvor fisken blev fundet var 50 x 6 meter og ca. ½ meter dyb. Hårdheden var 12 dH og ledningsevnen var 350 ms. I den lille dam blev der tilsyneladende ikke fundet andre fisk men der var masser af bosmider, dafnier og nogle lidt større ferskvandsrejer af Dendrocephalus – typen. Så det var altså godt foder til alle stadier i fiskens opvækst

Jeg fik æg af arten i maj 2005 af Tom van Dooren. Posen var allerede 7 måneder gammel på det tidspunkt og meget våd. Tom fortalte mig senere at han havde gode erfaringer med at langtidsopbevare Austrolebias æg koldt og vådt.

Klægning og opfodring:

Jeg klæggede tørven med det samme efter min sædvanlige Austrolebias-metode . Relativt koldt vand på ca. 14-16 C hældes over tørven i en plastbakke der måler 18 x 23 x 8 cm. Bakken stod helt op imod et østvendt vindue i mit fiskerum, så tempetaruren var 20-22C døgnet rundt.

Jeg fik 7 gode fisk og et par enkelte bundhoppere, hvilket må siges at være meget godt for en 7 måneder gammel Austrolebias tørv. Opfodringen skete helt efter bogen med nyklægget artemia, bortset fra at fiskene voksede meget hurtigt og derfor hurtigt fik smag for større foderemner som bosmider, cyclops og dafnier. Efter 4 uger begyndte de at tage frostfoder (frosne artemia og røde myggelarver) og så tog væksten rigtigt fart. Det var nu blevet omkring 1. juli og jeg besluttede at det var tid til at sætte de omkring 2 cm store fisk i haven. De fik en stor 95 liters balje (40 * 80 * 30) hvori der var lagt en del trærødder på kryds og tværs, for at prøve at inddele bunden i nogle fornuftige territorier. Baljen var placeret så den fik fuld sol fra tidlig morgen og indtil omkring kl 13.00 hvorefter den stod i skygge resten af dagen.

Æglægning og hold af voksne fisk:

Det bekom dem åbenbart vel, for fiskene voksede hurtigt til omkring 8 cm for de størstes vedkommende. Det viste sig ret hurtigt at jeg havde 3 hunner og 4 hanner. Jeg gav 1 par væk til Martin Tversted. Herefter havde jeg 2 par + en lille han som gik ret godt sammen efter at jeg havde reorganiseret baljen så der kun var 2 territorier.

Da fiskene jo efterhånden var pænt store, fik de nu en 2 liters ler urtepotte i hvert territorium. I potten var der udblødt spagnum. Med udblødt spagnum mener jeg spagnum, som i en måneds tid har ligget i blødt osmose vand og hvor jeg gentagende gange har taget det sure vand fra til mine Rivulus og fyldt efter med friskt osmosevand. På den måde mister spagnumen sin surhed. Jeg ved ikke om det betyder noget for denne art, men en del opdrættere af sydamerikanske annuelle mener at en for sur spagnum kan ætse æggene under inkubationstiden. Derfor udbløder jeg altid min spagnum inden brug jeg bruger den til æglægning. Hvis man alligevel har Rivulus eller andre arter som skal have blødt surt vand, er det ikke noget problem.

Tilsyneladende var fiskene ikke specielt aggressive overfor hinanden for der var ikke mange tegn på flossede finner eller bid. Så der var begrundet håb om at jeg snart ville få nogle æg at se.

Fiskene lagde da også nogle æg. Det problem jeg havde var at når jeg fyldte 1,5 liter spagnum i potterne og lod dem lege i 14 dage, så var der kun ¼ liter tilbage med æg. Resten var spredt over hele baljen. Legen må have været ret voldsom så måske man kunne overveje en større spagnum beholder. Men lidt æg fik jeg da taget fra og de var store !! Næsten 3mm var de. Disse blev tørret og pakke i poser og lagt til opbevaring i mit klædeskab ved omkring 24 C

Da fiskene var fuldt udvoksede var de op til 10 cm og levende regnorm var deres favoritdiæt. Alm. frostfoder blev dog også taget med glæde. Det er sultne fisk.

Efter at have samlet nogle æg sendte jeg mine 2 par til udstillingerne i København og Frankrig. Martin Tversted beholdt sine fisk i sit kolde fiskerum. Ham kunne berette om, at de var meget aktive og tog føde til sig, også når temperaturer kom under 10 C.

Da jeg senere skulle klægge mine egne æg kunne jeg ikke finde et eneste æg men da jeg alligevel hældte ven på klæggede der trods alt en 8 –10 gode unger. Man skal altså ikke lade sig snyde af at der tilsyneladende ikke er nogle æg at se. De er der nok alligevel J

Generelt om koldtvands annuelle:

Når vi holder annuelle arter fra de koldere biotoper som Artentina og Uruguay er der vigtigt at huske på, at disse fisk har deres naturlige livsforløb i disse landes vinter. Det betyder at fiskene er vandt til relativt koldt vand med et højt iltindhold. Derfor er det også vigtigt at klægge koldt og hvis man klægger sine æg om sommeren hvor det er varmt kan man med fordel bruge oxytabs for at øge iltindholdet. Dette minimere antallet af bundhoppere.

Når man skal finde en egnet plads til at holde dem i haven er det vigtigt at der er en del skygge. Disse fisk bryder sig ikke som Aphanius om temperaturer oppe omkring de 30C. Dagtemperaturen skal helst ikke overstige 25C. Fiskene kan sættes ud når nattemperaturene (i vandet) kommer op omkring de 10C. Når vi når hen på efteråret og de er vænnet til klarer de nemt tempetarurer ned til 5C. Fra en ret pålidelig nordamerikansk kilde har jeg endda hørt historier om at han havde glemt sine Austrolebias affinis udenfor i havedammen da det blev vinter og at han måtte slå hul på isen for at få sine fisk ind. Når man har holdt Aus. nigripinnis ude indtil 1. november i Danmark og set hvor godt de trives lyder det ikke som nogen røverhistorie. Fisk der går ude får simpelthen nogle helt fantastiske farver også når man forsigtigt tager dem ind i varmen

Hvad er det for en fisk ?:

Tjaa når man får sådan en sp. fisk kan man jo ikke lade være at undre sig over hvad det egentlig er for en fisk Argentinerne har døbt den Austrolebias sp. aff. robustus. Hvis det er rigtigt at Aus. robustus kan blive omkring 15 cm tror jeg nu ikke at det er den. Hertil er størrelsesforskellen for stor. Da vores fisk ”kun” blev omkring 10 cm efter næsten 1 års levetid under ret gode vilkår. Er det så Aus. nonoiuliensis ? Ifølge Martin Fourcade er det ikke nonoiuliensis, men han mener i øvrigt at nonoiuliensis , robustus og andre af disse store Aus typer incl Austrolebias sp. aff. robustus 'Ruta88 Km74' GAK 4/04 er en og samme art, men i forskellige varianter.

Hvad ved jeg ! Det er jo umuligt at kloge sig i selskab med en mand der som Martin Fourcade fanger disse fisk flere gange om ugen. Under alle omstændigheder er det en ualmindelig dejlig og stor koldtvands Austrolebias og som man kan se af Alfs gode billeder.

Fremtidsudsigterne:

Fremtistudsigterne i SKS er desværre ikke alt for lyse. Martin og jeg har begge mistet vores fisk og æg. Jeg har selv i hun gående så det hjælper jo ikke meget. Så med mindre at der kan skaffes æg fra enten Tom eller nogle af de folk der købte mine fisk i København eller Frankrig ser det nok lidt sort ud

Under alle omstændigheder var Austrolebias sp. aff. robustus 'Ruta88 Km74' GAK 4/04 en enormt dejlig fisk at holde. Stor og flot var den og med den sydlige lokation kunne den næsten være kandidat til at overvintre udenfor i en dansk vinter.

Tak til:

Martin Fourcade: for biotopinfo.
Tom Van Dooren: for æg
Jaime Prieto: for biotopfotos
Martin Tversted: for vinterinfo.

Back to Top