I 1986 kom bogen Cichlid fishes of the Amazon River drainage of Peru. Det var Sven O. Kullander der i den gennemgår cichliderne i Perus Amazoneområde. Den indeholder blandt andet 3 førstegangsbeskrivelser inden for Apistogramma slægten: Apistogramma crusi, Apistogramma urteagai og Apistogramma juruensis. Jeg vil her gerne holde mig til Apistogramma juruensis, som jeg sidste år så i Tyskland, i nogle rigtig flotte eksemplarer hos Frank Warzel, hvor det lykkedes mig at tage er par fotos, hvoraf et viser en han der er i færd med at kæmpe med en anden han, som ikke ses af billedet. Der er tale om en fisk der i form og bygning meget ligner Apistogramma cacatuoides eller Apistogramma luelingi, som når de rigtig spiler deres finner ud, klart gør opmærksom på hvorfor de betegnes som Indianer cichlider på dansk.

 bild av

Navnet Apistogramma juruensis, har fisken fået på grund af dens levested, eller rettere fangststedet for typeeksemplaret, altså de eksemplarer der har dannet grundlag for førstegangsbeskrivelsen. Arten er nemlig fanget i den øvre del af flodsystemet Rio Juruå, der befinder sig i staten Acre i Brasilien, altså en udbredelse i det vestligste Brasilien og det østlige Peru. Kendetegnende for Apistogramma juruensis er at den sorte længdestribe ikke løber sammen med halerodspletten, men afbrydes inden, altså med et lille mellemrum til pletten. Jeg kunne godt komme med en mere udførlig beskrivelse af fiskens udseende, men et farvefoto kan vel spare læseren for en del kedelig læsning. Hunnen er ligesom hunnen hos Apistogramma cacatuoides citrongul med en sort længdestribe.

At holde denne art, som lige er kommet til Danmark, er uproblematisk, bare man holder dem på samme måde, som man ville gøre med andre fra slægten Apistogramma. Det anbefales selvfølgelig at gøre noget ved hårdheden i det danske vand, som ofte er ret høj. Tyske opdrættere har haft de bedste resultater med følgende vandværdier: 24-29°C, pH 5,5, microsiemens omkring de 50 og en dGH på 2°. Husk de almindelige standard huskeråd, ved hold af Apistogramma. Fisken er hulelegende, hvorfor den gerne skal have en form for hule, hvor den kan lægge sine æg på undersiden af en sten eller lignende. Hannen deltager ikke i pasningen af ungerne, der udelukkende er et job for hunnen. Det er hannens opgave at forsvarer omgivelserne mod indtrængende fisk, og findes disse andre fisk ikke i akvariet har han tendens til at ville hjælpe hunnen, hvilket kan lede til at hannen bliver jaget til døde at hunnen. Selv er jeg begyndt at benytte sand i nogle af mine akvarier, som det der benyttes af Tanganyika akvarister, da jeg i Sydamerika flere gange har set for eksempel Apistogramma, Geophagus og Satanoperca over fint sand. Det er min opfattelse at disse arter stortrives på finere bund, og holder man dem i selskab med en lille pansermalle fra for eksempel Corydoras slægten, kan man se hvordan den stortrives også den stortrives på sandbund, ved at grave sit hoved dybt i sandet for at søge efter føde. Naturlige oplevelser, som jeg syntes man ikke må snyde sig selv for i akvariet.

Tekst og foto Copyright Tonny Brandt Andersen.

Back to Top