Aphanius fasciatus i det kolde nord

Forfatter: Jesper Thorup 2004

Aphanius fasciatus (Valenciennes, 1821)

Når de europæiske killifisk i slægterne Aphanius og Valencia ind imellem bliver overset af akvarister må det primært skyldes deres ind imellem lidt sarte farver. Adfærds- og opdrætsmæssigt er de mindst lige så interessante som de afrikanske- og sydamerikanske arter.

For mig indeholder de endvidere det interessante element at de her i Danmark kan gå ude i haven hele sommeren og efteråret. De skal først tages ind igen når den første hårde frost sætter ind, omkring slutningen af november. Når man så dertil lægger, at der både findes arter til ferskvand, arter til salt- og brakvand og sågar arter der både kan gå i saltvand og ferskvand skulle der være udfordringer nok for de fleste.

Aphanius fasciatus han

Denne artikel handler om Aphanius fasciatus, den Aphaniusart der har det største naturlige udbredelsesområde. Den er at finde hele vejen rundt om Middelhavet og skulle endda være gået igennem Suez kanalen. Det er en brakvandsart som både lever i saltsøer, grøfter og sumpe langs kysten, ligesom den også kan findes i selve Middelhavet.

Mine fisk

Jeg har selv holdt 2 stammer af A. fasciatus. Aphanius fasciatus 'Orbetello' JJT 03/Ita og Apha-nius fasciatus 'Sabaudia' 02/Ita. Både Orbetello og Sabaudia ligger på den Italienske vest-kyst. Lago di Sabaudia ligger ca. 100 km syd for Rom og er et 10 km langt våd og sumpområde langs kysten. Vandet har en saltholdighed nogenlunde som middelhavet.

Ca. 150 km nord for Rom ligger ”øen” Monto Argentario der dog er landfast med 3 uafhængige striber land der tilsammen danner 2 saltsøer. Disse er forbundet med middelhavet med et system af kanaler. På den midterste af landtangerne ligger byen Orbetello og salt-søen nord for denne hedder Laguna di Orbetello.

Da jeg besøgte stedet i juli 2003 var vandet kun ½-1 meter dybt og det var meget varmt. Uden at have målt vil jeg tro at det var omkring 33 C. Saltholdigheden var lidt højere end middelhavet.

Størrelse og kønsforskelle

Aphanius fasciatus bliver for begge køns vedkommende op til 6 cm. Da arten har et kæmpe udbredelsesområde kan der fore-komme lokale variationer, men på begge de italienske stammer jeg har holdt har hunnerne haft sorte mønstre hen af kroppen.

Aphanius fasciatus han

På ungfisk kan det være svært at skelne kønnene fra hinanden, da hannerne også har det sorte mønster indtil de farver ud og får gule finner og blå/grå krop med lyse striber. Herefter er det nemt at se forskel.

Aphanius fasciatus om sommeren

A. fasciatus kan her i Danmark holdes ude hele sommeren og efteråret i f.eks. en sort murebalje på omkring 60- 100 liter. Jeg har normalt mine ude fra medio april til slutningen af november. I april er dagtemperaturen normalt omkring 15 C mens nattetemperaturen kan komme ned omkring frysepunktet.

Mine Aphanius baljer i haven.

Vandet er alm. ledningsvand der hos mig er på omkring 15 dH. PH ligger på omkring 7,8. Vandet tilsættes 1 til 1,5 spiseskefulde almindeligt groft middelhavssalt pr. liter (15g pr. liter). Læg nogle store sten eller rødder ned, så fiskene har noget at gemme sig under hvis en sulten fugl skulle komme forbi.

Fiskene er meget aktive, specielt på varme dage og tager hurtigt og effek-tivt de insekter der lander på vandoverfladen, hvilket er til stor morskab for både børn og forældre. Hvis ikke det er foder nok, kan der fodres med frosne røde myg eller artemia. A. fasciatus klarer uden problemer temperaturer ned til 0 C, når først de er vænnet til det, men man skal være lidt forsigtig når fiskene flyttes ud om foråret og ind igen om efteråret.

Giv dem god tid til at vænne sig til de nye forhold. Baljen placeres et sted hvor den får fuld sol, også midt på sommeren. Fisken klarer nemlig også temperaturer på op til 35 C og på vore breddegrader bliver vandet i en murebalje aldrig så varm.

Opdræt

Opdrætssæsonen er koncentreret om de varme sommermåneder juni, juni, august og lidt i september hvis temperaturen tillader det. A. fasciatus hører ikke til de nemmeste fisk at opdrætte men hvis man vil putte lidt energi i det er det absolut muligt.

Et af problemerne består i at finde et passende lege-substrat. Hverken vores sæd-vanlige alger eller planter holder ret længe i det salte vand og da jeg endnu ikke har fundet en trådalge type der vokse i saltvand bruger jeg en moppe af kunstgarn. Æggene placeres højt oppe i moppen, så tæt på vandoverfladen som fiskene kan komme til det.

Da fiskene gerne spiser egne æg skal der pilles æg hver dag da de ellers forsvinder. De lægger ikke mange æg men på en god varm sommerdag kan man let fra en trio samle 10 - 15 æg.

Æggene kommes i en lille plastbeholder med rent friskt vand med samme saltholdighed som opholdtvanden.

For ikke at få for mange æg og unger i en for lille beholder kommer jeg max 15 æg i en lille beholder med ca. ½ liter vand. Hvis man tager æggene ind i en konstant stuetempe-ratur vil de ofte klægge for tidligt og ungerne vil have en stor blommesæk. Unger der klægger for tidligt med en stor blommesæk ender som oftest med at blive bundhoppere.

For at undgå dette bruger jeg følgende metode. Jeg starter med at have æggene inden i de første 5 dage. Disse bruges så til at sortere ikke befrugtede æg og æg med svamp fra. Hvis vandkvaliteten er god sker dette typisk kun for 1-2 æg ud af 15.
Derefter sætter jeg æggene ud i en 5-6 dage hvor de bliver udsat for vejr, vind og skiftende temperaturer hvorefter jeg igen tager dem ind hvor jeg bedre kan holde øje med hvornår de klægger.

Med denne metode klægger æggene sædvanligvis efter 13 - 15 dage afhængig af temperaturen både ude og inde. Ungerne tager nyklægget artemia fra starten. Ungerne bliver i den lille plastbeholder i en 4-6 dage efter klægningen hvorefter de kommer i nogle større baljer. Årsagen til at jeg beholder dem i de små beholdere er at der er nemmere at fodre små fisk i små beholdere en i store. Pga. det salte vand kan man herefter bare fodre rigeligt da de små artemia jo her er i deres rette element og dem der ikke bliver spist den ene dag bliver det så bare den næste. Ungernes vækst er ikke overvældende og specielt ikke når man når hen i de lidt koldere måneder i efteråret.

Aphanius fasciatus om vinteren.


Den lidt langsomme vækst betyder så også at de unger man tager ind i november ikke er mere end ca. 1,5 cm afhængig af hvornår på sommeren de er klæget. Jeg overvintre mine fisk i et akvarie der står helt oppe ved et i øvrigt ret utæt vindue. Akvariet er forsynet med et luftdrevet bundfilter. Halvdelen af akvariet er skærmet af for lyset udefra med en skive pap og der er lavet enkelte gemmesteder. Temperaturen ligge på mellem 15-19 C afhængig af temperaturen udenfor. Saltholdigheden er den samme som tidligere nævne og A. fasciatus ungefiskene går sammen med Aphanius iberus og Valencia hispanica som også trives fint i det salte vand. Jeg skifter ca. 1/3 af vandet hver 14. dag, vinteren igennem.

Min erfaring er at ungernes vækst, går helt i stå når de kommer ind i efteråret. De vokser faktisk ikke i 2 til 3 måneder og så lige pludselig omkring medio februar eksplodere de i vækst og hannerne farver ude i løbet af kort tid. Dette bare nævnt som en konstatering da jeg ikke har nogen logisk forklaring på fænomenet.

Hvis vejret ellers arter sig, er man således omkring medio april igen klar til at sætte sine Aphanius fasciatus ud i haven, sammen med alle de andre europæiske killiarter der ude trives så fint i den danske sommer.

 

I denne artikel har vi benyttet os af billeder og tekst uddrag som tilhører en anden rettighedshaver. Hvis du ejer rettighederne til værket bedes du kontakte os, hvis du ønsker arbejdet fjernet fra vores hjemmeside. Kontakt os på JLIB_HTML_CLOAKING

Back to Top